Det er blevet sværere at få adgang til hjælperordningen. En ordning der er afgørende for at kunne leve et selvstændigt liv
Forestil dig, at du ikke kan komme på toilettet, når du skal. At du ikke kan komme i biografen eller til koncert med familie og venner. Eller at du ikke kan få et job, fordi du mangler hjælp til at komme til og fra arbejdspladsen.
En hjælperordning er for mange mennesker med handicap afgørende for, at dagligdagen fungerer, men desværre oplever vi, at flere og flere ikke får nej fra kommunen . samtidig får andre frataget eller begrænset deres hjælperordning.
Muskelsvindfonden kæmper for at sikre den rette hjælp til mennesker, som har behovet. Og vi har løsninger der, hvor systemet eller loven ikke fungerer. Find dem på denne side.
Løsninger
Muskelsvindfonden foreslår fem konkrete løsninger, der stiller det enkelte menneske med handicap bedre. Punkt 3 er blevet løst med virkning fra 1. januar 2023.
-
Den konkrete udfordring
Et år eller mere. Så lang tid kan man risikere at vente på hjælp. Muskelsvindfonden har eksempler på mennesker, som venter alt for lang tid, før der kommer svar på deres ansøgning om hjælp. Det skyldes, at der i dag ikke er fastlagte tidsfrister for, hvor lang tid en sagsbehandling må tage. Måske fordi der kan være et økonomisk incitament for kommunen at trække tiden.
Den politiske løsning
Indfør maksimal tidsfrist for sagsbehandlingen, når personer har søgt om en hjælperordning. Det er enkelt og gratis. Desuden skal Ankestyrelsen have kompetence til at træffe en afgørelse som første instans, hvis kommunen ikke kan finde ud af at træffe afgørelsen inden for den fastsatte tid. Generelt skal kommunens incitament for at trække sager i langdrag også fjernes.
Den langsigtede værdi
Det koster ikke noget at indføre rimelige tidsfrister, men er helt afgørende for det enkelte menneskes liv og muligheder. Livet kan blive sat på pause, og i pausen kan livet gå i stå. Både fysisk og psykisk. Så ventetiden kan give andre udfordringer som angst og depressioner – og tyndslidte pårørende.
-
Den konkrete udfordring
Får et menneske med fysisk handicap afslag på sin ansøgning om hjælperordning, begrundes det ofte i kommunens vurdering af ansøgerens arbejdslederevne. Man skal nemlig kunne være arbejdsleder for at få en hjælperordning (BPA). Kommunen skønner, om man er i stand til at varetage denne opgave, og hvis ikke man er det, har kommunen pligt til at oplære den enkelte. Afgørelsen kan ankes, men Ankestyrelsen er ofte tilbageholdende med at omgøre kommunens afgørelse, netop fordi der indgår dette element af skøn, som reelt er umuligt at kontrollere for Ankestyrelsen, som aldrig har mødt det pågældende menneske. Man er derfor, som borger med hjælperordning (BPA), retsløs i disse sager.
Den politiske løsning
Hvis et menneske med handicap ikke selv kan fungere som arbejdsleder, bør man kunne udpege en pårørende eller ven i stedet. Alternativt kan kommunen varetage opgaven. Vigtigst er, at kommunerne ifølge loven har pligt til at støtte den enkelte i at varetage rollen som arbejdsleder og ikke mindst oplære dem i rollen. Det sker bare ikke, og det skal der strammes op på. Ankestyrelsens undersøgelse fra februar 2019 viser, at kun halvdelen af kommunerne oplærer i arbejdslederrollen.
Den langsigtede værdi
Alle mennesker er født lige, men ikke alle kan det samme. I Danmark giver vi alle mulighed for at have et job, en familie/kæreste og et fritidsliv med verdens bedste handicapkompenserende ordning nemlig hjælperordningen. Politikerne ønsker mere end nogensinde, at alle skal “bidrage”, men det kræver også, at man har muligheden for at bidrage, hvad enten det er på arbejdsmarkedet, i familien, som frivillig eller noget helt fjerde – og for nogle betyder det, at man skal have en hjælperordning.
-
Nedenstående problemstilling er blevet løst politisk med virkning fra 1. januar 2023.
Den konkrete udfordring
Problemstillingen er og har længe været, at kommunerne i stigende omfang sparer på udgifterne til hjælperordningerne. Det gør de blandt andet ved at konvertere en del af borgerens hjælpertimer fra aktive timer til såkaldte rådighedstimer. Det vil sige timer, hvor hjælperen er på arbejde hos borgeren, men kun helt undtagelsesvist må hjælpe borgeren. Det betyder i praksis, at borgeren står uden hjælp i de timer.
Løsning
Kommunerne skal ikke have mulighed for at udmåle rådighedstimer i dagtimerne, men udelukkende om natten. Og selvfølgelig alene hvis borgeren kun undtagelsesvist har brug for hjælp i nattetimerne.
Den løsning vil både sikre fleksibel hjælp til borgeren og sikre, at hjælperne får den løn, de har krav på. Rådighedstimer aflønnes markant lavere end aktive timer, og der er ingen tillæg. Med mange rådighedstimer bliver det langt sværere at ansætte hjælpere, fordi lønnen, som i forvejen ikke er ret høj, bliver temmelig reduceret.
-
Den konkrete udfordring
Kommunerne revurderer årligt hjælpen, der bevilliges borgere med kroniske lidelser. Det betyder, at kommunen kan fratage hjælperordninger fra borgere uden forbedring af borgerens funktionsevne. Det skaber utryghed og mistillid hos borgeren i mødet med kommunen. Kommunen bør kun være i stand til at reducere hjælpen i tilfælde, hvor ændringer i borgerens livssituation gør den tildelte hjælp unødvendig. Muskelsvindfonden oplever et stigende antal, der får skåret i hjælpen ved kommunens revurderinger uden forbedring af den enkeltes funktionsevne.
Den politiske løsning
Hvis funktionsevnen ikke er forbedret, skal borgeren ikke kunne få frataget sin hjælp. Kommunerne skal stoppe de årlige revurderinger hos borgere med kroniske lidelser. Der skal i stedet indføres en tro-og-love-erklæring om, at borgeren skal give kommunen besked, hvis han/hun oplever blivende forbedringer i sit funktionsniveau, som man kender det fra f.eks. hjælpemiddelområdet.
Den langsigtede værdi
Det sparer både en masse kommunal sagsbehandlingstid, at kommunen ikke årligt skal revurdere oplagte sager. Ligeledes sikrer det, at andre interesser ikke overskygger borgerens livssituation, i vurderingen af borgerens behov for hjælp. Og det giver samtidig borgeren en uvurderlig tryghed, der blandt andet giver bedre overskud til at klare den del af livet, der ikke handler om kommunal sagsbehandling.
-
Den konkrete udfordring
Mange kommuner udmåler hjælp efter paragraf § 95 til mennesker, som er afhængige af hjælp til madlavning, pleje, toiletbesøg etc. Hjælp efter § 95 er helt grundlæggende meget usammenhængende og ufleksibel. Man skal planlægge sit liv efter meget nøje afmålte tidspunkter, og hjælpen er kun i hjemmet. Man kan altså ikke komme på uddannelse, tage i biografen eller andre aktiviteter, som er en del af hverdagen
Den politiske løsning
Der fra politisk side kommet forslag om, at man lovmæssigt samler hjælp efter § 95 med § 96, som er den fleksible og sammenhængende hjælperordning (BPA-ordningen). Den gør, at mennesker med fysiske handicap kan leve et liv på lige fod med mennesker uden handicap. Muskelsvindfonden støtter dette forslag.
Andre cases om manglende hjælp
- 07/02 2020
”Jeg lever i ufrivillig isolation”
- 22/11 2018
Torben med ALS: Jeg tisser ikke på jobbet
- 11/01 2021
Sofies verden: Hvis du ikke har overskud til at tage kampen, har kommunen vundet
- 12/01 2021
Friheden var den røde tråd i Thomas’ liv – indtil kommunen ringede
- 09/04 2020
Ingen skal udsættes for det, vi har været udsat for
- 16/01 2019
”Jeg har fornemmelsen af at være under mistanke for at snyde”
- 21/01 2021
Når intimitet bliver et vilkår for hjælp
- 18/11 2020
Minister giver klar melding om brug af rådighedstimer
- 09/04 2020
Torbens virkelighed sat over for sagsbehandling, anker, bevillinger
Kontakt os
Vil du vide mere om vores udfordringer og løsninger? Eller er du på jagt efter en talsperson, et citat eller en case?
-
Gitte Dreier Jacobsen
Kommunikations- og Pressechefgitte@muskelsvindfonden.dk @Gittedreier LinkedIn -
Thomas Krog
Politisk Chefthkr@muskelsvindfonden.dk @thomaskrog_
