Ret til den rette hjælp

Fejl på fejl. Retssikkerheden på handicapområdet halter, men det koster ikke meget at øge retssikkerheden, tværtimod. Se vores løsninger.

Mere end hver tredje klagesag på socialområdet bliver omgjort af Ankestyrelsen. På børnehandicap-området er det mere end halvdelen af sagerne, og problemet er stigende. Samtidig viser stikprøver, at der blandt de sager, som borgerne ikke har klaget over, findes lige så mange fejl.

Vi må konkludere, at der er for langt fra den retssikkerhed, som vi forudsætter eksisterer i lovgivningen, til den retssikkerhed, der eksisterer i praksis, når:

42 procent af borgerne, der klager, har ret
halvdelen af klagerne på børnehandicapområdet viser sig at være berettigede
Ankestyrelsens stikprøver viser, at der er næsten lige så mange fejl i de sager, der ikke påklages

Hvad er retssikkerhed?

Retssikkerheden betyder meget kort fortalt, at borgerne kan forvente, at en række hensyn og garantier opfyldes i deres møde med myndighederne – først og fremmest at der er lighed for loven.

Retssikkerhed er et princip, som indebærer, at vores samfundsforhold reguleres ved retsregler, der er klare og gennemskuelige.

Løsninger

Retssikkerhedspakke

Muskelsvindfondens otte politiske løsninger vil styrke retssikkerheden på handicapområdet.

Fold ud og se vores politiske løsninger

Muligheden for at spare penge på at udskyde eller træffe forkerte – og ulovlige – afgørelser skal fjernes fra kommunerne.

Det vil sige, at Ankestyrelsen skal kunne idømme kommuner en bod, som de skal indbetale til en retssikkerhedsfond.

Et lignende forslag er kommet fra Advokatsamfundet, som i juni 2020 offentliggjorde en rapport med analyse og anbefalinger til at øge retssikkerheden for udsatte borgere med handicap.

Muskelsvindfonden mener dog, at pengene skal gå til en fond, der tilbagebetaler pengene til kommunerne – med flest penge til de kommuner, der træffer flest korrekte afgørelser i første omgang.

Se i øvrigt Advokatsamfundets rapport
Hvis funktionsevnen ikke er forbedret, skal borgeren ikke kunne få frataget sin hjælp. Kommunerne skal stoppe de årlige revurderinger hos borgere med kroniske lidelser. Den støtte, borgeren har fået tildelt, er den støtte, man har. Kun hvis en borgers livssituation har ændret sig, så den tildelte hjælp er unødvendig, skal kommunen kunne reducere hjælpen.

Der indføres en tro-og-love-erklæring om, at borgeren skal give kommunen besked, hvis han/hun oplever blivende forbedringer i sit funktionsniveau, som man kender det fra f.eks. hjælpemiddelområdet.

Det sparer både en masse kommunal sagsbehandlingstid, at kommunen ikke årligt skal revurdere oplagte sager. Og det giver samtidig borgerne en uvurderlig tryghed, der blandt andet giver bedre overskud til at klare den del af livet, der ikke handler om kommunal sagsbehandling.
Der er brug for at få udvidet antallet af områder, der er omfattet af varslingsordningen. Det har haft kæmpe stor positiv betydning, at varslingsordningen blev indført på BPA-området, så brugerne er trygge ved, at deres sag i det mindste skal igennem Ankestyrelsen, inden deres almindelige aktive liv kan stoppes.

Det er underligt og uden logik, at nogle paragraffer er omfattet, mens andre ikke er. Alle servicelovens paragraffer med praktisk hjælp bør omfattes. Muskelsvindfonden har blandt andet oplevet problemer med manglende varsling i forhold til paragraf 41 og 44 på børneområdet og paragraf 83 og 85 på voksenområdet.
Når en ung med handicap fylder 18 år og overgår til voksenhandicapområdet, skal det sikres, at der er kontinuitet i hjælpen til den unge. Det vil sige, at den praktiske hjælp i hjemmet og ud af huset til f.eks. uddannelse, fritidsaktiviteter og sociale arrangementer, der er bevilget efter Servicelovens børneparagraffer, ikke må stoppes, før den unge har fået en afgørelse efter voksenparagrafferne.

Der skal samtidig gælde en varslingsperiode, så der er tid til at få afprøvet sagen i Ankestyrelsen, hvis den unge er uenig i kommunens afgørelse efter voksenparagrafferne.
Der skal sættes et max over, hvor lang tid en kommune må være om at træffe en afgørelse, efter at der er ansøgt om f.eks. hjælperordning (BPA).

Der sættes frister både ved nyansøgninger og ved sager, der er hjemvist af Ankestyrelsen.

Desuden skal Ankestyrelsen have kompetence til at træffe en afgørelse som første instans, hvis kommunen ikke træffer afgørelsen inden for den fastsatte tid. Sagsbehandlingstiden er nemlig et problem, når borgeren først skal igennem en kommunal sagsbehandling, så til Ankestyrelsen, hvor sagen kan blive hjemvist og så til fornyet kommunal sagsbehandling.

Lang sagsbehandlingstid går hårdt ud over borgeren, fordi han/hun typisk først søger, når der reelt er brug for hjælpen for at få hverdagen til at fungere. Forslaget begrænser samtidig kommunernes mulighed for at spare penge ved at trække tiden.
Ankestyrelsen har mistet sin status i befolkningen som troværdig neutral dommer, og styrelsen skal derfor gentænkes. Ankestyrelsens forhold til henholdsvis kommunerne og borgerne skal gøres lige, så Kommunernes Landsforening (KL) ikke sidder i noget fora i Ankestyrelsen, som handicaporganisationerne ikke også er repræsenteret i.

Kommunerne skal ikke have mulighed for at søge rådgivning i enkeltsager, som borgerne ikke har. Begge dele for at Ankestyrelsen bedst muligt kan være placeret i midten, når de skal afgøre den uenighed mellem borger og kommune, som en anke til Ankestyrelsen er udtryk for.

Der skal i langt højere grad lægfolk med ved bordet i Ankestyrelsen, når der afgøres sager på handicapområdet. En ung jurist i Ankestyrelsen kan ikke forventes at have tilstrækkelig indsigt i livet med handicap til at kunne gennemskue konsekvenser af afgørelser om boligindretning, handicapbiler, bostøtte, ledsagerordning, BPA  m.m.

Ankestyrelsen skal indstille sin rotationsordning blandt medarbejdere, så de i højere grad har mulighed for at lære områderne at kende og sætte sig ind i konsekvenserne af deres afgørelser.
Ankestyrelsen skal tilføres midler, der reducerer det eksisterende pres for hurtige afgørelser, som fører til elementære og menneskelige fejl i et stigende antal afgørelser.

Endelige skal almindelige retssikkerhed genoprettes, så borgeren altid har mulighed for at kommentere kommunens genvurdering, inden Ankestyrelsen træffer afgørelse i sagen.
Senest et år, inden borgeren når pensionsalderen og derved mister retten til merudgifter og retten til at få en ledsagerordning, skal borgeren vejledes om konsekvenser og muligheder.

Ingen må stå i pensionisttilværelsen uden en ledsagerordning, fordi man ikke var klar over, at ordningen skulle søges, inden man blev folkepensionist.

Merudgifterne må ikke fjernes, uden at man er blevet vejledt om, hvilke muligheder der er for som pensionist at blive kompenseret på anden vis. Det er kommunens pligt at dokumentere, at tilstrækkelig vejledning har fundet sted.
På nogle områder mangler der helt klart tilstrækkelig faglighed i kommunerne.

Derfor skal der indføres en ret for borgeren til at få en neutral instans med stærk faglighed som VISO, et specialsygehus eller lignende til at kigge på sin sag og komme med input til sagen, inden kommunen træffer afgørelse.

Jeanette lever i
ufrivillig isolation

”Mit liv er gået i stå, og jeg har fornemmelsen af at leve i en form for tvungen isolation, hvor jeg kun bliver luftet af og til”

Læs om Jeanettes sag

Louise må ikke bede
sine hjælpere
om hjælp

Flere timer om dagen kan Louise ikke komme på toilet, da hjælperne ikke må hjælpe hende med andet end opgaver, der svarer til at åbne døren.

Læs om Louises sag

Muskelsvindfonden:
Sådan øger vi
retssikkerheden

Coronavirus koster, og derfor kommer vi nu med et bud på en gratis retssikkerhedspakke, der kan holde hånden under mennesker med brug for hjælp, skriver Simon Toftgaard Jespersen.

Læs formandens debatindlæg i Altinget