I en ny sag er Randers kommune blevet bedt om at betale bistandstillæg med tilbagevirkende kraft til en af deres borgere, som i sin tid ikke blev vejledt til at søge, som loven eller foreskriver det.

Sagen er ganske enkel. Kommunerne har pligt til at vejlede borgere om muligheden for at søge eksempelvis et bistandstillæg, der er et månedligt tillæg til ’gammel’ førtidspension eller invaliditetsydelse. I Randers kommune er denne pligt ikke er blevet overholdt, og derfor giver Ankestyrelsen nu borgeren ret til bistandstillægget med tilbagevirkende kraft fra slutningen af 2016, hvor Muskelsvindfonden hjalp med at vejlede borgeren.

Det fremgår endvidere af sagens oplysninger, at kommunen ikke har vejledt dig om muligheden for at ansøge om bistandstillæg, hvilket de burde have gjort. Vi henviser til principafgørelse 22-18.”, skriver Ankestyrelsen i den konkrete afgørelse.

Skærpet vejledningspligt

I første omgang ville Randers kommune ikke høre tale om at udbetale med tilbagevirkende kraft, og derfor havde borgeren og Muskelsvindfonden henvist til samme principafgørelse i klagen over tilkendelsestidspunktet:

Derfor vil jeg også bede Randers Kommunes vurdere, hvor lang tid tilbage jeg bør have udbetalt bistandstillægget med tilbagevirkende kraft jævnfør Ankestyrelsens principafgørelse 22-18, hvor der blandt andet står: ”Manglende eller mangelfuld vejledning fra kommunens side kan efter omstændighederne føre til, at borgeren skal stilles, som om kommunen havde ydet korrekt og fyldestgørende vejledning.”

På det sociale område gælder en skærpet vejledningspligt og for understrege det, henviste vi i samme klage til forvaltningslovens § 7, retssikkerhedslovens § 5 og afgørelser fra Folketingets Ombudsmand, blandt andet i FOU 2011 1-3, FOU 2016-11 og FOU 2006.653.

Kommunen svarer ”ved ikke”

Med de henvisninger og fuldmagt til kommunen om, at de måtte indhente alle nødvendige oplysninger, havde vi forhåbninger til kommunens genvurdering. Randers Kommune svarede ganske enkelt, at de ikke var i stand til at afgøre, om kommunen havde tilsidesat forvaltningslovens bestemmelser om vejledning og bistand, eller om kommunen havde overholdt retssikkerhedslovens regler for rådgivning og vejledning på det sociale område.

Kommunen erkender altså, at de har truffet en afgørelse uden at ane, om afgørelsen overholder basale regler. Sagt med andre ord var borgeren blevet snydt for vejledning angående flere tusinde kroner hver måned, hvis ikke Muskelsvindfonden havde vejledt vedkommende, men det bekymrer åbenlyst ikke Randers Kommune.

Tilbagevirkende kraft på andre områder

Inden for det sociale område har kommunen pligt til vejlede, selvom borgeren ikke har bedt om vejledning, såfremt kommunen i forvejen kender til borgerens relevante forhold.

Den konkrete sag fra Randers handlede om bistandstillæg, men på følgende områder gælder den skærpede vejledningspligt også:

  • Hvilke ydelser borgeren kan være berettiget til
  • At borgeren kan være berettiget til et større omfang af de ydelser, kommunen allerede har bevilliget
  • At borgeren har ret til andre ydelser, end dem vedkommende allerede får

Udover nærværende sag, så har Muskelsvindfonden aktuelt en anden sag liggende til behandling i Ankestyrelsen. Den handler om kommunens pligt til at vejlede om, at borgere kan få en højere km-godtgørelse end statens laveste takst, hvis handicapbilen kører væsentligt under 17 km pr liter brændstof. I sagen har kommunen har været bekendt med mærket på borgerens bil og hendes kørselsmønster, og derfor bør borgeren efter vores mening få forhøjet km-godtgørelse med tilbagevirkende kraft for de 8 år, hun har haft den gågældende bil i.

Domstolene har talt

Det følger af god forvaltningsskik, at en myndighed også er forpligtet til at vejlede på eget initiativ, hvilket også er slået fast af domstolene bl.a. i den såkaldte Trundholm-sag, hvor en mand fik bevilget invaliditetsydelse med tilbagevirkende kraft. I dommen står der blandt andet:

Landsretten finder på den baggrund ikke, at A, før han i begyndelsen af september 1997 modtog den nævnte vejledning fra Aarhus Kommune, havde anledning til at undersøge om han skulle være berettiget til andre løbende ydelser, end den han hidtil havde modtaget af Trundholm Kommune. Han måtte tværtimod på baggrund af den indgående rådgivning han havde modtaget fra kommunens forvaltning med føje kunne gå ud fra, at dette ikke var tilfældet. Herefter findes A som følge af utilregnelig uvidenhed om sit krav indtil september 1997, at have været ude af stand til at gøre dette gældende jf. forældelseslovens § 3, hvorfor ingen del af hans krav kan anses for forældet.