Da radiovært Sara Bro fik kræft, savnede hun rollemodeller at spejle sig i. Da hun blev rask, blev hun selv en rollemodel – eller sparringspartner, som hun foretrækker at kalde det

Sara Bro er blevet et kendt menneske. Hun er vært på P3’s morgenradio, har tidligere været vært på TV2, og har de seneste år stået på Grøn Koncerts scene som en af konferenciererne. Men hun er også blevet kendt, fordi hun for nogle år siden udgav en dagbog om sine oplevelser, da hun fik konstateret brystkræft.

Åbenhed om brystkræft

I bogen fortalte hun åbent om sygdomsforløbet med alt, hvad det indebar fra angsten for at dø og skyldfølelse, til hårtab, forstoppelse og en ændret selvopfattelse. Åbenheden omkring brystkræft gjorde hende til en rollemodel for mange kvinder. Selv bryder Sara Bro sig ikke om ordet.

”Jeg har aldrig sigtet imod at blive rollemodel. De fleste forbinder en rollemodel med et perfekthedssyn. At man skal gøre alt perfekt og ekstra rigtigt og ikke må træde ved siden af. Man får et ansvar over for andre. Sådan tænker jeg ikke om mig selv. Jeg er ikke perfekt, men jeg vil gerne give mine erfaringer videre til andre. Være en sparringspartner og dele ud af mine erfaringer. Hvis jeg var perfekt, ville jeg jo ikke have nogle interessante erfaringer at give videre til andre,” siger Sara Bro.

Sara var på bar bund

Da Sara fik konstateret brystkræft som 27-årig, manglede hun netop sparringspartnere eller forbilleder, der var i samme situation og var på samme alder som hende selv. Selv om hun kunne spørge læger og sygeplejersker på sygehuset, savnede hun at finde nogle, hun kunne stille alle de ikke-faglige spørgsmål til. Nogle, der havde oplevelsen tæt inde på livet.

”Det er vigtigt at lytte til og få sparring fra nogle, man respekterer for det arbejde, de gør, eller den måde, de håndterer noget på.”

Hun fandt efterhånden frem til nogle, og det var den største hjælp i hendes sygdomsforløb, mener hun.

”At sidde over for en person i samme situation og tale om at føle sig snydt af kroppen og alt det, du ikke spørger en læge om. Det tror jeg, er super vigtigt,” siger hun.

Udgivelsen af dagbogen

Foto: Petra Kleis

Derfor var der ikke langt til at udgive den dagbog, hun havde ført under hele sit sygdomsforløb. Dagbogen førte til invitationer om at holde foredrag, og dem tog Sara Bro imod i de første år, selv om det var hårdt at ribbe op i noget, hun egentlig helst ville gemme væk.

”Jeg gjorde det nok mest på trods, fordi jeg oplevede, at jeg kunne være med til at gøre en forskel for nogle.”

Jeg laver lige så mange fejl som alle andre

Som radiovært er Sara Bro også en slags forbillede, og dér kan hun mærke, at nogle lyttere reagerer negativt, hvis hun mener noget, som ikke passer ind i det billede, de har af hende.

”Det er ærgerligt. At bare fordi jeg laver radio, skal jeg være perfekt og ikke lave fejl. Mit liv er fyldt med ligeså mange fejl og dårlige beslutninger som alle andres, men hvis jeg skulle bekymre mig om, hvad andre mennesker synes om mig, og f.eks. prøve at skjule alle mine fejl, ville jeg jo ikke have tid til andet.”

Har flere rollemodeller

Det er vigtigt at have forbilleder, mener Sara. De kan være med til at inspirere og give input til ens egne handlinger. Selv har hun flere rollemodeller og er ikke bange for at række ud efter personer, der har gjort sig nogle erfaringer på områder, hun gerne vil lære af. Også selv om hun ikke kender personerne på forhånd.

”Jeg tror, det er vigtigt at lytte til og få sparring fra nogle, man respekterer for det arbejde, de gør, eller den måde, de håndterer noget på,” siger hun.

Sparring og inspiration fra andre

Som eksempel nævner hun Maiken Wexø, leder af Discovery Channels Denmark og tidligere kendt som tv-vært. Netop hendes måde at kombinere børn og en karriere på har Sara Bro fået sparring og inspiration fra.

På det faglige plan bruger hun fagfæller som sparringspartnere, mens hun allerede som barn beundrede barndomsveninden Kaya Brüel.

”Kaya har altid været et forbillede for mig. Hun er lidt ældre end mig og havde altid prøvet tingene før mig. Hun vidste, hvordan man skulle lægge make-up eller barbere sig under armene, og hvor modig man skulle være. Jeg kunne altid spørge hende, og det gør jeg stadig” siger Sara.

 

Læs også andre artikler om at være rollemodel i Muskelkraft-temaet om rollemodeller.