Himmerlandscenterets Idrætsefterskole er hvert år ramme om Muskelsvindfondens sommerlejr for børn i alderen 8-11 år. 19 børn var med på lejren i 2012 – en lejr, der for os sommerlejrledere blev en lærerig og enorm givende oplevelse

Knap 20 handicapbusser har kurs mod Himmerland denne solrige søndag i juli. I hver bus sidder et barn med sin hjælper og oppakning til en uge. Der er vinket farvel til mor, far og søskende – for nogle af børnene er det første gang, de er væk fra familien i så lang tid. Det er stort. På Himmerlandscenterets Idrætsefterskole (HCI) sidder to lejrledere den samme søndag og vender de sidste detaljer, inden busserne triller ind i gruset. Forud for uge 28 ligger mange timers planlægning og koordinering. En sommerfugl eller tre skubber rundt med frokosten i maven – det er så vigtigt for resten af ugen, at denne første dag på lejren fremstår tryg, afslappet og velplanlagt. Så sker det. Lejrens første deltager når frem, Mathias på otte år med sin hjælper Jonathan. Sommerlejren 2012 er i gang.

Elise spiller fodbold i sin elektriske kørestol. Foto: Anne Mette Welling
Elise spiller fodbold. Foto: Anne Mette Welling

Normaliteten i det unormale

Forud for lejren var der mange ting, der krævede opmærksomhed og tid. I høj grad praktiske gøremål, men også overvejelser om mål og rammer for lejren, differentiering, etik og vores roller. Mogens havde en god erfaring at trække på, idet han var lejrleder på sommerlejren på HCI sidste år. For ham er ét af hovedformålene med sommerlejren ”normaliteten i det unormale”. At give børnene plads til selvforglemmelse og give dem oplevelsen af, at de ikke er de eneste, der kæmper med en sygdom. At det ikke er unormalt, at man tager længere tid om et toiletbesøg end størstedelen af befolkningen, at bordene er hævet til en højde, som passer bedst til kørestolsbrugere, og at de aktiviteter, man skal lave, er tilpasset, at man bevægelsesmæssigt ikke kan det samme, som hvis ikke man havde muskelsvind. Men et mål er også at skabe et fristed for børn og hjælpere, hvor forældrene ikke lige kigger med over skulderen. Et pusterum fra en dagligdag, men stadig med krav og faste rammer om f.eks. at overholde tidspunkter og sociale spilleregler, som på en hvilken som helst anden sommerlejr for børn i den alder.

En social lejr

For Agnete, der før lejren kun havde ganske lidt erfaring med handicappede, var tankerne mere baseret på det etiske og det sociale. Hvornår overskrider vi børnenes grænser med en aktivitet? Kan man tillade sig at igangsætte en leg, hvor kun nogle af børnene er fysisk i stand til at deltage? Og hvordan skaber vi en social lejr, hvor børnene får nye venskaber og masser af oplevelser, og hvor også hjælperne føler, at de hygger sig og skaber sociale relationer?

Heldigvis kunne hun allerede efter første aften sænke skulderne. Børnene er ekstraordinært gode til at give plads til hinandens forskelligheder og til at acceptere egne begrænsninger og handlemuligheder. For eksempel bowlede vi i hallen en eftermiddag, men der var på ingen måde et fælles regelsæt. De, som ikke kunne kaste, kørte ind i en stor bold med deres kørestol, som så trillede ned mod keglerne, andre slap bolden, når kørestolen var i fart og nogle kastede. Der blev både rost, klappet og nøje holdt regnskab med antallet af væltede kegler, selvom der var gang i mange forskellige bowlingspil på én gang.

I forhold til hjælperne var der masser af snak og sjov i løbet af dagen dem og børnene i mellem, men også om aftenen efter børnene var lagt i seng var der hyggelig stemning og aktivitet i hallen og på fællesarealerne. Og det smitter virkelig af på alt i sådan en uge.

Barn og hjælper

Det var ret stort at se og mærke, hvordan relationen mellem et barn og dets hjælper vokser i løbet af ugen. At være intenst sammen, få gode oplevelser og være en del af noget større rykker. Flere af børnenes bliver mere modige, som dagene skrider frem, og her spiller hjælperen en afgørende rolle i forhold til at skubbe lidt på og samtidig være den trygge base i det ukendte. På lejren er vi afhængige af, at det er nogle dygtige hjælpere børnene har med sig. Nogle hjælpere der i høj grad vil børnene, men som samtidig har overskud og evne til at løfte fællesskabet og de arbejdsopgaver, som sådan en uge også byder på. De er en enorm ressource af både gode ideer til aktiviteter, hjælpende hænder, smil og ikke mindst børnenes velbefindende. Derfor er det meget vigtigt for os som lejrledere at have fokus på, at hjælperne også har en god lejr. Et par af tiltagene i år var at lave ryste-sammen-lege for hjælperne i hallen den første aften samt at lade dem være tovholdere for og medarrangører af børnenes underholdning hele fredag.

Nisser på loftet

”Hey, vi har fundet Hilbert – han stod ude midt i dammen lige mellem sivene”. Tre crossere kommer susende om hjørnet – forreste mand med Hilbert i skødet. Hilbert er HCIs hus-havenisse, som den uge, vi var på skolen, lavede masser af drillerier og ballade. Han bandt crossere sammen med sjippetov, byttede rundt på nøgler, flyttede potteplanter og stak sågar af fra én af hjælperne midt om natten.

Jagten på Hilbert stod på ugen igennem og var et tiltag, som hovedsageligt havde et socialiserende formål. For de yngste deltagere en meget levende nisse, for de større en sjov skattejagt og flere gange anledning til tvivl ”Jamen, er det ikke bare jer, der flytter ham? Han er jo lavet af porcelæn. Er det ikke bare, var? Han kan da ikke…”.

Der blev bygget legorobotter. Foto: Anne Mette Welling
Der blev bygget legorobotter. Foto: Anne Mette Welling

Alder

I forbindelse med Hilbert blev det tydeligt, at aldersspringet 8-11 år er stort, og at det kræver en fremadrettet opmærksomhed på differentiering fra vi lejrlederes side, at vi skaber en lejr, der hverken er skræmmende for de små eller barnlig for de store. Det er første gang, at to lejre er slået sammen til én, og derfor er der et øget aldersspring i forhold til tidligere. Vi skal udnytte dette spring på positiv vis, for vi tror på, at børnene sagtens kan give hinanden noget på tværs af aldersgrupperne. En mulighed er at give de ældste børn noget mere ansvar i forbindelse med nogle aktiviteter. Men også forskellige oplæg på én gang og afvekslende gruppekonstellationer ugen igennem er noget af dét, vi vil have i baghovedet på kommende lejre, dog uden at ville give afkald på den fællesskabsfølelse, vi mener, i stort omfang opnås gennem fælles oplevelser.

Blog og dagbøger

Et nyt tiltag i år, som vi var enormt glade for, var en blog. Den havde til formål at fortælle om ugen i tekst og billeder, så forældre og andre interesserede kunne følge med i, hvad vi lavede og oplevede. Flere af børnene skrev dagbøger til bloggen, hvilket blev nogle uhøjtidelige og fine indlæg. Fremadrettet har vi lyst til bruge bloggen som et kommunikationsværktøj før lejren også, så vi kan holde forældre og hjælpere orienteret om diverse i ugerne op til.

Glimt fra gode stunder

Vi er begge læreruddannede og har mange års erfaring i arbejdet med børn og unge. Og det er rørende og fantastisk livsbekræftende at mærke, hvordan de her børn på lejren – der hver især kæmper med deres sygdom – er utrolig givende og har en fightervilje, der slår alt. Når man er sammen med dem, er ordbogen det eneste sted, hvor, brok, gråd og klynk kommer før livsglæden.

Man føler sig rig sammen med dem. Èn af drengenes kommentarer, da én anden dreng udtaler, at han ikke glæder sig så meget til besøget i Zoologisk have dagen derpå: “Man kan frygte den dag, der venter, glæde sig til den eller bekymre sig om den, men man kan først tillade sig at synes, den er dårlig og være skuffet over den, når den er omme!”. Eller da én af pigerne bliver løftet ned i springgraven og pludselig mærker, hvordan hendes ben og fødder kan trodse tyngdeloven: ”Se mine fødder, Mogens – de er oppe i luften.” Og så er der selvfølgelig alle fartbøllerne i sådan en uge. Der ryger lidt crosserlak i svingene og en enkelt gang, måtte vi pille én af drengene (heldigvis storsmilende) ud af hækken efter et sammenstød. På sådan en lejr vågner man smilende og går i seng ligeså.

Nye perspektiver

Sommerlejrleder Agnete Byriel Bendtsen. Foto: Anne Mette Welling
Sommerlejrleder Agnete Byriel Bendtsen. Foto: Anne Mette Welling

For Agnete er der kommet mange nye perspektiver i arbejdet med lejren. Der er ingen tvivl om, at dét at leve med en sygdom som muskelsvind har store konsekvenser og er indgribende for én selv og ens omgivelser. Men det handler meget lidt om, hvordan man har det, sammenholdt med hvordan man tager det. Og der synes hun virkelig, at børnene har flyttet noget i hende – der er fulgt noget livsvisdom med i slutregnskabet for ugen. Der er så meget livskraft og power i mange af dem. Og de vil, vil, vil. Det kunne andre børn og ja, i høj grad også vi voksne, virkelig lære noget af. Det samme gælder, den åbenhed og tillid, man mødes af, når man er sammen med børnene. De er vant til at være omgivet af folk, de er smaddergode til at bede om den nødvendige hjælp og mange af dem har en fantastisk humor, som de ikke er blege for at dele ud af – selvfølgelig leveret med masser af glimt i øjnene.

Mogens bliver til stadighed forundret over børnenes ukuelige vilje til blot at være børn – og hvilke børn. Antallet af konflikter på lejren kan tælles på én hånd. I vores tidligere erfaringer med denne aldersgruppe er det minutterne mellem konflikterne, der kan tælles på én hånd. Denne fantastiske empati for andre mennesker er noget, der sætter spor, når man er sammen med disse fantastiske unger. En empati, som vi alle burde tage til os.

En stærk organisation

Muskelsvindfonden er en spændende og stærk organisation. Mottoet ”Plads til forskelle” kunne ikke være mere rammende – det er fantastisk. Men også i forhold til spændende tiltag, tyngde i samfundet og ressourcer til at gøre lidt ekstra er det en organisation, der er taknemmelig at være en del af.

Der var også tid til fri leg. Foto: Anne Mette Welling
Der var også tid til fri leg. Foto: Anne Mette Welling

Når man organiserer en sommerlejr som denne, er det en dejlig oplevelse at ringe rundt til seværdigheder, organisationer, private virksomheder, frivillige hjælpere m.fl. og præsentere sig som værende fra Muskelsvindfonden. Vi er blevet mødt af så mange mennesker, der gerne låner ting ud gratis, kommer og hjælper uden at få løn, og som lige lader lidt ekstra falde af. Nogle børn og hjælpere oplevede på deres fridag at blive begavet med 40 super lækre chokolader fra Summerbird til uddeling, da de fortalte, at de var på Muskelsvindfondens sommerlejr. Også i forhold til børnene mærker man, at de er vant til en masse spændende arrangementer under Muskelsvindfonden. Vi har på sommerlejren derfor brug for at have det lidt ekstraordinære for øje i programmet, kan vi godt mærke. Men det er jo kun positivt.

Farvel for denne gang

Brunchen fortæres, og trætheden anes blandt os alle. Pakkede busser venter på børn og hjælpere, der siger farvel før afgang. ”Kommer du næste år?” ”Nej, jeg fylder 12 år inden, så jeg skal ikke med heroppe næste år, men vi ses på efterårslejren, gør vi ikke?” ”Jo, det tror jeg da!”. Gruset bliver endnu engang tomt og tilbage går kun to sommerlejrledere på en meget stille efterskole i Himmerland og ordner de sidste småting, før rengøringspersonalet træder til. Med vinduesviskerne i højeste gear og tankerne på en oplevelsesrig uge, triller vi mod Aarhus med gode erfaringer, nye perspektiver og 19 skønne børn i tankerne.

 

Fakta 

Mogens Birkelund

27 år, uddannet lærer i 2011 fra Læreruddannelsen i Aarhus med linjefagene Fysik/Kemi og Idræt. Lejrleder på sommerlejren på HCI 2011 og 2012. Fastansat som efterskolelærer på BGI-Akademiet nær Horsens fra skoleåret 2012/13.

Agnete Byriel Bendtsen

26 år, uddannet lærer i 2012 fra Læreruddannelsen i Aarhus med linjefagene Dansk, Musik og Materiel Design. Lejrleder på sommerlejren på HCI 2012. Ansat i et barselsvikariat på Hadbjerg Skole nord for Aarhus i første del af skoleåret 2012/2013.