Katrine Kristensen er en ambitiøs rytter, der stiler efter at komme med til de Paralympiske Lege i 2016

Artiklen har været bragt i Muskelkraft 4/2012

”Når jeg først sidder på hesten, glemmer jeg, at jeg har muskelsvind. Jeg kan mærke, at jeg er god til det og har en tæt kontakt til hesten. Og så er det en sport, hvor jeg ikke mærker mine begrænsninger. Det er en fed fornemmelse.”

Katrine Kristensen, 16 år fra Kalundborg, er efterhånden en meget erfaren rytter. Hun begyndte at ride, da hun var fem år. Mest fordi hendes forældre syntes, hun også skulle gå til noget sport. Hun havde netop fået konstateret muskelsvind af typen CMT, som bl.a. betød, at hun havde nedsat muskelkraft i ben og fødder.

”Det var ikke fysioterapi, men en ren fritidsaktivitet, hvor jeg red i en almindelig sportsrideklub,” fortæller Katrine, der blev helt bidt af ridning og miljøet i rideklubben lige som mange andre piger.

Foto: Kurt Johansen
Foto: Kurt Johansen

I de første mange år red hun på en af rideskolens ponyer, men for fire år siden fik hun sin egen. Hendes forældre skulle lige være sikre på, at interessen holdt, og at hun kunne holde til ridningen rent fysisk.

”Jeg elsker det. At være aktiv og dyrke sport, og så elsker jeg kontakten til dyr. Det at lære ponyen af kende, og at den kender mig. Når jeg kommer ind i stalden, er det min pony, der vrinsker. Og jeg ved f.eks. nu, hvad det betyder, når den vender ørerne på en bestemt måde. Det er som et partnerskab. Den har tillid til mig, og ved, at hvis jeg kan gå et sted, er det trygt at gå der – også for den. Jeg har også 100 % tillid til den, selv om andre siger, at det kan man ikke have til en hest. Men jeg stoler faktisk blindt på den, fordi den aldrig har smidt mig af eller lavet ballade. Den følger mig bare stille og roligt,” siger Katrine, som mener, at hun har været meget heldig med købet af netop den pony. Den er fantastisk og ”god i sit hoved”, som hun siger.

Men hun brugte også en del tid på at finde den rigtige pony, som netop havde et roligt temperament, blev stående og ikke pludselig rykkede, når den f.eks. blev striglet, og var ”selvgående”. Dvs. at den selv red fremad uden hele tiden at skulle drives, for det kræver kræfter af en rytter. Samtidig var den blevet redet af en dygtig rytter, så den kunne sine ting.

Men Katrine er også overbevist om, at hendes pony – og faktisk også andre heste – har en god fornemmelse af, at hun ikke er så stærk, og at de skal tage hensyn.

 

God træning af kroppen

Katrine Kristensen har tidligere prøvet andre sportsgrene, men der betød hendes nedsatte muskelkraft, at hun ikke kunne følge med de andre. F.eks. til gymnastik, og så var det ikke sjovt. Ridning er derimod en sport, hun kan holde til fysisk, og som samtidig er med til at styrke hendes ryg, mave og balance. Og hun kan straks mærke det, hvis hun ikke har redet en periode pga. sygdom eller ferie.

”Jeg kan mærke, at jeg bliver svagere, så ridningen har helt klart en positiv effekt – og så savner jeg også min pony, hvis jeg er væk,” siger Katrine.

Lige nu rider hun hver dag, og i sommerperioden bliver det til to gange om dagen. Hun har en dygtig træner, som både

Foto: Kurt Johansen
Foto: Kurt Johansen

underviser i raskidrætten og handicapridning, så selv om det stadig skal være sjovt at ride, har Katrine også sat sig nogle ambitiøse mål. Hun har allerede deltaget i DM i para-dressur, er med på B-landsholdet for para-dressur og deltager i deres halvårlige træningssamlinger. Hun var også udtaget til truppen, der skulle deltage i et internationalt stævne i Sverige, men kom alligevel ikke med, da arrangørerne begrænsede antallet af deltagende ryttere. Det store mål for Katrine er at være med til de Paralympiske Lege i 2016.

Indtil da handler det om at deltage i store stævner, hvor hun kan samle point og rykke op i en højere kategori med sin pony. På sigt skal hun til at ride på en hest, som vil være kravet, hvis hun skal til internationale stævner. En pony har for korte ben til at kunne følge med i de større gangarter, som para-dressur-rytterne skal konkurrere i.

 

Altid plads til ridning

Katrine Kristensen er netop begyndt i gymnasiet i Kalundborg, men vil ikke undvære at ride på det niveau, hun hidtil har gjort. Også selv om det kan betyde, at hun er nødt til at forlænge sin gymnasietid med et år.

”Hvis jeg ikke dyrker sport, kan jeg ikke fungere i skolen. Når jeg rider, er jeg nødt til at fokusere på det og glemme alt andet. Det giver mig energi både fysisk og psykisk,” siger hun.

Katrines bedste råd til andre, der har lyst til at ride: Prøv det! Selv om det kan være en dyr sport, så behøver man jo ikke have sin egen hest eller pony, og man kan godt nøjes med gummistøvler og en ridehjelm. Desuden kan man sikkert også låne sig frem til en sadel med ekstra støtte, så længe man bare skal prøve, om det er noget for en.

Selv har Katrine efterhånden fået sine egne hjælpemidler, når hun skal ride. En sadel med særlig god støtte og specialsyede tøjler, der er lettere for hende at holde. Desuden bliver hendes fødder holdt faldt i bøjlerne med elastikker, fordi hun ikke selv kan holde fødderne på plads. Og så bruger hun to piske, fordi hun ikke har kræfter i benene til at styre ponyen med benene, som andre ryttere gør.

Det sidste var faktisk det, der gav det hårdeste arbejde for Katrine, da hun havde fået sin egen pony. Den skulle lære, at Katrine ikke kan bruge sine ben som den tidligere rytter, men i stedet har en pisk i hver hånd. Det har den lært nu.

Foto: Kurt Johansen
Foto: Kurt Johansen

Som fritidsjob har Katrine i det sidste års tid undervist andre i dressur. Et job, hun synes, er både sjovt og lærerigt, og som ikke kræver fysisk styrke. Jobbet kræver erfaring med ridning og en god stemme, og begge dele har hun masser af.

”For mig er det svært at få et almindeligt fritidsjob, fordi jeg ikke kan holde til det samme som andre, men her kan jeg bruge min stemme og evner til at ride og tjene penge ved det. Det er fedt,” siger Katrine.