Eneste ulempe: jeg bliver træt i smile-musklerne, siger Nada Hawa, der sammen med sine børn har været frivillig på Cirkus Summarum hvert år siden 2016

Når Nada Hawa beskriver, hvor hun laver frivilligt arbejde, bliver man helt forpustet. Gymnastikforening, spejdergruppe, svømmeklub, skolebestyrelse, DGI pigelejr, Mellemfolkeligt Samvirkes sommerskole – og så en lille uge i sommerferien tager hun og familien med til Cirkus Summarum som frivillige.

Ved siden af er hun ved at afslutte sin uddannelse som lærer, samtidig med at hun er lærervikar. Og så har hun et familieliv med mand og to børn på 9 og 12 år.

”Jeg keder mig aldrig,” siger Nada Hawa, 37 år, men indrømmer, at hun godt kan blive træt hen mod aften.

Kan ikke sige nej

At det frivillige arbejde fylder så meget hos Nada, skyldes især, at hun er engageret og synes, det er sjovt. Men så har hun nok også lidt svært ved at sige nej. F.eks. da hun sammen med sine børn gik på familieholdet i gymnastikforeningen for nogle år siden, spurgte instruktøren efter den første sæson, om der var nogen, der ville overtage holdet, når han stoppede. Nada meldte sig og har siden stået for familiegymnastikken.

Og da gymnastikforeningen holdt generalforsamling, blev hun valgt til bestyrelsen og blev siden formand. En post hun stadig har. Hun kan ikke lade være at melde sig, fordi hun giver og får så meget igen, siger hun.

Ville være en del af fællesskabet

Det frivillige arbejde på Cirkus Summarum begyndte også tilfældigt. Hun og børnene havde købt billetter til forestillingen i 2013, og da hun så de frivillige på cirkuspladsen, fik hun lyst til at blive en del af det.

”De var så seje med deres cirkus-trøjer, og de havde et fællesskab, som jeg gerne ville være en del af,” fortæller Nada Hawa.

Nada Hawa er lærerstuderende, underviser i bl.a. håndværk og design på en folkeskole og er frivillig på Cirkus Summarum. Foto: Søren Holm / Chili

Året efter meldte hun sig og tog sine børn med, fordi cirkus netop tilbød en børneklub til de frivilliges børn. I de sidste to år har hendes søn Adam på nu 12 år været minicrewer, så han også fik opgaver på cirkuspladsen. Datteren Aya på 9 år må vente lidt endnu og er indtil videre med i børneklubben, mens de andre arbejder. Også Nadas mand blev sidste år lokket med på Cirkus Summarum som frivillig, så det blev en fælles familieoplevelse. Det var ifølge Nada rigtig hyggeligt.

På Cirkus Summarum møder hun mange forskellige mennesker – også blandt de frivillige, og det, at hun er muslim og bærer tørklæder, har hun aldrig fået reaktioner på. Det er bare naturligt og accepteret, siger hun.

Frivilligt arbejde giver mening…

Hvorfor er du fortsat frivillig på Cirkus Summarum?

”Fordi det er sjovt og giver mening. Jeg er med til at gøre en forskel og samle penge ind på en anden måde end at gå med en raslebøsse fra dør til dør. Og så elsker jeg at servicere og gøre noget for andre,” siger Nada.

I det hele taget er den røde tråd i Nadas frivillige arbejde – og i øvrigt også i hendes civile liv – at gøre noget med og for mennesker – især børn. Samtidig får hun også erfaring ved f.eks. at stå i merchandise-boden på Cirkus Summarum.

”Jeg får lov at ”lege” butik, lærer at stå ved kassen, servicere folk, have ansvar og lave status. Jeg får nogle kompetencer og vokser på en eller anden måde, og samtidig får jeg selv mange gode oplevelser,” siger hun og kan ikke lade være med at grine, når hun nævner det eneste lille minus ved at stå i merchandise-boden en hel dag: Hun bliver meget træt i ”smile-musklerne”.

…men ingen pensionsopsparing

For nogle år siden var der en ældre herre, der under et frivilligarrangement sagde til Nada, at hun burde begynde at tænke på opsparing til sin pension. Med alt det frivillige arbejde, hun gjorde, kom der jo ikke penge ind til hendes alderdom. Dengang var hun på SU og havde lidt forskellige jobs ved siden af det frivillige arbejde.

”Det havde jeg aldrig tænkt over, men nu har jeg arbejdet som lærervikar fuldtid i et år og er snart færdig med læreruddannelsen, så nu er jeg begyndt. Men jeg slipper ikke det frivillige arbejde. Jeg kan jo lide det, og så synes jeg også, at der er værdi i at gøre noget uden at forvente at få noget igen.”

Nada Hawa, 37 år

Oprindelig fra Libanon, men kom til Danmark som to-årig

Gift, to børn på 12 og 9 år

Uddannet pædagogisk assistent

Netop uddannet lærer

Har været frivillig på Cirkus Summarum første gang i 2014