Vores medlemmer har stillet Nadia Nadim nogle spørgsmål, som er eksempler på, hvad de oplever at blive spurgt om af vildt fremmede mennesker. Spørgsmål, som nok de færreste ville stille, hvis de selv skulle svare.

Hvad spiser du?

Jeg spiser stort set alt. Jeg elsker at spise og spiser ofte, men ikke store portioner.

Hvordan sover du?

Jeg sover som en baby – jeg kan sove allevegne. Op til kl. 22-23 er jeg dampbarn, men derefter mister jeg energien. Jeg har små øjne i forvejen, og kl. 22-23 bliver de endnu mindre.

Hvor hurtigt kan du køre?

Øh…rigtig, rigtig hurtigt – men det må I ikke sige til nogen.

Hvad gør du, når du skal tisse?

Jeg prøver at holde mig så længe som muligt – men til sidst må jeg jo give op og gå på toilettet.

Hvordan går du i bad?

Tager alt mit tøj af og går under bruseren. Jeg bruger ikke shampoo til håret hver gang. Det er ikke sundt, har jeg hørt.

Hvis du skulle ændre én ting i hele verden, hvad skulle det så være?

Jeg ville ønske, at jeg kunne gøre noget, så der ikke var krig. Det vil gøre alting nemmere.

Hvad ville du ønske, at du kunne?

Synge eller spille et instrument. Jeg synger ofte, men jeg tror, at folk omkring mig hader det, fordi jeg ikke har en god stemme.

Hvad glæder du dig mest til i 2018?

Jeg ser frem til mange ting: fodboldmæssigt, at vinde titler med Manchester City – og at landsholdet kvalificerer sig til VM. Og personligt at jeg er lykkelig og opnår de mål, jeg har sat mig. Og at jeg kan være tættere på min familie og se dem så ofte som muligt.

 

Nadia Nadim
Fodboldspiller i Manchester City og på det danske kvindelandshold.
Studerer sideløbende medicin på Aarhus Universitet. Vandt i 2017 flere priser: årets forbillede, årets kvindelige spiller, Danske Sportsjournalisters mediepris og årets dansker kåret af Berlingske.