Tænk, hvis døden gav mening – hvis den var fortjent. Det ville være forfærdeligt, mener hospitals- og hospicepræst Annette Vinter Hedensted

”Jeg kan godt forstå, at folk ikke taler om døden. Det er et naturligt tabu, og der er noget godt i, at vi kan fornægte den. Hvis vi hele tiden kigger på døden, bliver vi så lammede, at vi ikke kan leve.”

At se på døden er ligesom at se på solen. Det kan vi kun holde ud i få sekunder ad gangen, siger Annette Vinter Hedensted. Privatfoto.

For hospitals- og hospicepræst Annette Vinter Hedensted fra Horsens Klostersogn er det dagligdag at tale med alvorligt syge og døende patienter. Hun møder derfor ofte angsten for at tale om døden.

”Det er svært at tale om. Vi er et naturligt væsen, og døden er det store rovdyr, der kommer og tager os. Det genererer angst, og den kan vi reagere på på tre måder: Vi kan enten bekæmpe rovdyret, flygte fra det eller sætte os lige så stille og håbe, at dyret ikke ser os – lige som man ville gøre i naturen for at overleve. Problemet er så, at når det sidste store rovdyr – døden – kommer, så slår de tre strategier ikke til. Man kan prøve forskellige alternative behandlinger, man kan flygte fra det, eller lade som om, den ikke er der, men uanset hvad kommer døden. Derfor vil der altid være angst,” mener Annette Vinter Hedensted.

Døden skal ikke fylde for meget

Hun henviser til den amerikanske forfatter og eksistenspsykiater Irvin Yalom, som bruger et andet billede som forklaring på, hvor svært det er at tale om døden. At se på døden er ligesom at se på solen. Det kan vi kun holde ud i få sekunder ad gangen, ellers bliver vi blinde, mener han.

”Tænk, hvis vi virkelig tog døden ind hele tiden. Så ville det tage vores livsmod. Så ville det, vi gør, være meningsløst, fordi målet er døden,” siger Annette Vinter Hedensted.
Til gengæld vil hun opfordre til, at vi tager døden ind i vores liv på forskellige alderstrin: som ung, voksen, midaldrende og som gammel. Det er forskellige ting og beslutninger, vi vil træffe afhængigt af, hvor vi er i livet.

”Man skal tale om døden, mens man lever, og man skal tale om livet, når man skal dø.”

”Døden har en dobbelthed. Den er både et uhyre og et gode. Ved at tage den ind engang imellem vil vi blive mindet om, hvad der er vigtigt her i livet. Det vil ikke tage frygten og angsten for døden væk, men vi vil blive i stand til at træffe gode valg i livet og til at handle kærligt og meningsfuldt, mens vi lever.”

Vi skal tale om døden mens vi lever

Som hospitalspræst underviser Annette Vinter Hedensted både læger og sygeplejersker i den svære samtale, og på en måde undrer det hende, at det er nødvendigt, samtidig med, at hun forstår berøringsangsten. Emnet er tabu-belagt, fordi det følelsesmæssigt er hårdt.

”Vi ved jo, at vi skal dø. Det er et indlysende faktum, men det er alligevel ikke inde i vores bevidsthed, og det tror jeg skyldes, at vi ikke kunne leve, hvis det var i vores bevidsthed konstant. Men vi skal tage det bevidst ind engang imellem og netop, mens vi lever. Når først døden nærmer sig, kigger vi væk,” siger hun.

Familiesamtaler sætter ord på tanker og følelser

Både på hospitalet ved alvorligt syge patienter og på hospice hos døende og deres familier indbyder hospitals- og hospicepræsten til familiesamtaler. Ikke for at tvinge dem til at tale om døden, men for at få patienten og familiemedlemmerne til at lytte til hinanden og sætte ord på tanker og følelser. Måske fornægter patienten lægens prognose, men så kan et af familiemedlemmerne måske tage hul på snakken ved at spørge ind, så døden bliver bragt på banen. Eller præsten kan bringe sig selv i spil ved at sige, at hun selv og vi jo alle skal dø, og at det er noget, der skal kigges på, mens vi lever.

Hvordan får vi magt over afmagten?

Følelsen af magtesløshed, når et menneske står over for døden, er også et emne, som hospitals- og hospicepræsten ofte bliver mødt af.

”Vi er afmægtige i forhold til sygdom og død, men hvordan får vi så magt over afmagten? Der plejer jeg at sige, at når der ikke er mere at gøre, er der meget at gøre. Vi tænker som regel på nogle kirurgiske og instrumentelle handlinger, og der kommer vi til kort, men der er stadig en magt at få på det følelsesmæssige område. Er der nogle, du skal forsones med, er der breve, du skal have skrevet, kærlighedserklæringer, du skal have sagt, og hvordan vil du gerne huskes? Der kan vi til en vis grad forsøge at tage magten,” siger hun og tænker, at det kan give et øget nærvær mellem den ramte og dennes pårørende.

Netop forskellen på det fornuftsmæssige og det følelsesmæssige plan bruger Annette Vinter Hedensted, når hun taler med døende, der ikke kan tage sygdommens alvor ind.

”Der findes altid to sandheder, der er sande på én gang: det fornuftsmæssige og det følelsesmæssige. Måske forstår fornuften budskabet om sygdommen, men følelserne vil ikke acceptere det. Der er min tilgang, at patienten skal prøve at få de to sider til at snakke sammen. F.eks. ved at sige, at i de næste 14 dage vil jeg ikke dø. Det er en følelsesmæssig beslutning, samtidig med at patienten jo godt ved med sin fornuft, at døden vil komme. Men ved at følge sine følelser kan man måske skubbe døden lidt væk og leve lidt bedre i den periode.”

”Når der ikke er mere at gøre, er der meget at gøre. Måske ikke behandlingsmæssigt, men på det følelsesmæssige felt. Der kan vi tage magten.”

Hvad er meningen?

Selv om mange patienter i dag siger, at de ikke er religiøse, dukker spørgsmålet om meningen med døden og spørgsmål som, hvorfor rammer det lige mig, ofte op.

”Vi vil gerne forstå. Der er mit svar, at det ville da være frygteligt, hvis vi forstod det, og det gav mening. F.eks. at en 48-årig far til tre yngre børn skal dø af kræft. Tænk, hvis vi forstod det, og det var fortjent. Det giver ingen mening. Døden skal netop være forfærdelig, meningsløs, uretfærdig, ufortjent og uforståelig – og det giver folk en lettelse at høre,” lyder erfaringen fra Annette Vinter Hedensted.