Af Sara Bro, tv-vært og forfatter
Foto: Lasse Lagoni
Muskelsvindfonden er en organisation med mange ansigter, og et af dem er Grøn Koncert, som for mig personligt har gjort en positiv forskel i mit liv.
Siden jeg var teenager, er jeg kommet på Grøn Koncert. Jeg husker sommerferie-viben med høj sol, lange sommerdage med veninderne på et tæppe og de største artister på scenen.
Da jeg i 2014 selv fik stafetten som ny vært på P3-scenen på Grøn Koncert, kunne jeg ikke vente med at komme af sted og mærke stemningen igen. Men der skete noget helt andet, end jeg havde forventet. Jeg fik en ny familie. Grøn Koncert-karavanen er den smukkeste oplevelse i mit arbejdsliv. Og det er takket være alle de frivillige, som rejser med rundt hvert eneste år. Det er faktisk svært at beskrive.
Jeg har også været frivillig på Grøn Koncert i nogle dage. Jeg var fadøls-bartender i fuld tyroler kostume. Der mødte jeg sammenholdet hver eneste dag; fra morgen til aften – og nat selvfølgelig. Et sammenhold, der bliver holdt sammen af den bedste humor og en positiv energi og omsorg. Det er menneskesynet, som virkelig er i hver eneste hånd på pladsen. Der er plads til forskelle.
Og det er der overalt. De fem år, jeg var vært på P3-scenen, har det været Jacob Haugaard og Simon TJ, der har styret den store scene på Grøn, og det virkede jo som en selvfølge, selv om Simon bruger kørestol. I dag ved vi jo, hvor vigtigt det er, at vi møder mangfoldigheden alle steder i vores samfund: på alle sider af bordet. Ved disken. Ved mikrofonen. Bag kameraet. Alle steder har vi brug for at se, at der er plads til forskelle.
Og det har jeg lært ved at være en del af Muskelsvindfondens Grøn Koncert-karavane. Det har åbnet mine øjne og givet mig blod på tanden til at kæmpe for diversitet alle de steder, hvor jeg bevæger mig i dag.
Derfor kan jeg kun anbefale, at du tager på Grøn med hele familien og bruger jeres penge dér. De går til et virkelig vigtigt formål. Og hvis du kan blive frivillig på Grøn, vil det blive de bedste uger af året – resten af dit liv.