Forhøjet boligstøtte til flere

Thomas Krog

24. mar 2017

Samtidig er der også forhøjet boligstøtte til mennesker, der kan gå med lidt støtte

Udbetaling erkender, at deres hidtidige praksis har været for restriktiv. Efter en ankesag tilkender de forhøjet boligstøtte til en kvinde med muskelsvind, som indendørs er gående med rollator over kort afstand. De gør det oven i købet med tilbagevirkende kraft så kvinde får udbetalt cirka 48.000 kroner.

Hidtidig praksis for restriktiv

”Kommunen har oplyst, at du selv kan komme rundt i boligen” Det var i den oprindelige afgørelse Udbetaling Danmarks eneste argument for, at give afslag på forhøjet boligstøtte til kvinden med muskelsvind.
”Som opfølgning på afslaget kontaktede jeg Udbetaling Danmark. Telefonisk fik jeg det svar, at det er umuligt at få forhøjet boligstøtte til stærkt bevægelseshæmmede, når jeg ikke er kronisk kørestolsbruger både inde og ude, fortæller kvinden, der ønsker at være anonym. Muskelsvindfonden har tidligere hørt, at Udbetaling Danmark giver den slags firkantede og forfejlede afslag pr telefon.

At det telefoniske afslag er vildledende, kan man klart og direkte læse ud af vejledningen til boligstøtteloven. Her står blandt andet: ”Ved bedømmelsen af, om en person kan anses for at være bevægelseshæmmet i lovens forstand, skal der typisk lægges vægt på, om den pågældende har et handicap af motorisk art, som medfører, at den pågældende kun vanskeligt kan bevæge sig uden hjælpemidler som kørestol eller lignende og derfor kan have behov for en større bolig.”

Ny afgørelse med ny opfattelse

”Du får medhold, fordi du opfylder betingelserne for, at modtage boligstøtte efter de særlige regler for stærkt bevægelseshæmmede. Vi har fået oplyst du er bevilliget kørestol til indendørs brug, og fik denne bevilliget i april måned 2014. Vi har desuden fået oplyst at din bolig er egnet til brug for denne.”, skriver Udbetaling Danmark i sin reviderede afgørelse.

De nævner ikke direkte, at kvinden er gående med rollator over kort afstand indenfor, men det er skrevet tydeligt i kvindens anke og indgår derfor i vurderingen. Om kvindens mobilitet kan man også læse, at hun kan gå over korte afstande med rollator som fra bil til arbejdspladsens indgangsdør og at hun f.eks. ikke kan gå med rollator, hvis det er glat, det blæser meget, eller terrænet er ujævnt.

Kommer andre til glæde

”Jeg ser frem til en konkret, individuel vurdering, hvor der ikke alene bliver lagt vægt på, om jeg er kronisk kørestolsbruger”, sluttede kvinden med muskelsvind sin anke. Den konkrete individuelle vurdering fik hun og Udbetaling Danmark ændrede sin praksis, så man ikke længere skal være permanent kørestolsbruger. Den ændrede praksis kan givetvis komme mange andre til gode. Formålet med forhøjet boligstøtte er jo ikke at kompensere en kørestolsbruger, men at kompensere mennesker med handicap, der har brug for en større bolig end ellers.

Document
Indhold