Ankestyrelsen: Kommunen kan ikke afvise Josephines ønske om hjælp

Redaktionen

19. apr 2024

21-årige Josephine Andersen kan være tæt på at få den nødvendige hjælp, efter at kommunens afgørelse er blevet hjemvist af Ankestyrelsen

I mere end et år har Josephine siddet ved sin computer eller kigget ud ad vinduet, mens hun har ventet på at få den hjælp fra kommunen, der gør det muligt for hende at leve et aktivt liv.   

I ventetiden har hun har kæmpet med kommunen om helt basale ting, som at få hjælp til at komme i bad, hjælp til at komme op, når hun er faldet, hjælp til at få mad, eller hjælp til at komme ud og være sammen med andre. Men i stedet for at have et liv sammen med andre unge er Josephines tid gået med ensomhed og endeløse kampe for at få lov til noget så simpelt som at tisse, når hun har behov for det.

Ventetiden er uforståelig

Ankestyrelsen har nu klart meddelt Odense Kommune, at de skal tage hensyn til Josephines muligheder for at leve et aktivt liv, når de træffer beslutning om, hvilken hjælp hun skal have. At de afviser kommunens afgørelse, og beder den se på sagen igen, gør Josephine glad:

Jeg kan bare ikke helt forstå, at man skal sætte sit liv på pause, mens man vente på at få den hjælp, man har behov og brug for til hverdag.

Josephine Andersen

– Det giver mig en masse håb, at Ankestyrelsen har givet mig medhold i, at kommunens afgørelse er forkert. Jeg begynder at kunne se lys for enden af tunnelen, eftersom de har givet kommunen min sag igen for at genbehandle den. Jeg kan bare ikke helt forstå, at man skal sætte sit liv på pause, mens man vente på at få den hjælp, man har behov og brug for til hverdag. Et svar som har taget næsten to år at få, siger hun.

Artiklen fortsætter under billedet.

Josephine Andersen og Danni Hillbrandt-Mogensen
Josephine Andersen og socialfaglig konsulent Danni Hillbrandt-Mogensen

Kommunen skal sikre nødvendig hjælp

Der kan derfor være håb for, at Josephine får mulighed for at leve et aktivt ungdoms liv efter et nyt møde hos kommunen, da Ankestyrelsen har hjemsendt hende sag.

Ankestyrelsen skriver ordret i sin afgørelse at: ”Kommunen ses ikke at have undersøgt tilstrækkeligt, om du har en betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, som gør det nødvendigt at yde den ganske særlige støtte og fleksibilitet i hjælpen, som er nødvendig for at kunne leve så normalt et liv som muligt, når du færdes i og uden for dit hjem.”

Det er altså kommunen, der skal sikre, at Josephine får den hjælp, hun har brug for til at kunne færdes uden for hjemmet. 

Ankestyrelsen skriver også: ”Vi bemærker i den forbindelse, at det også fremgår, at du ikke har kørekort, og at du er afhængig af, at der er en, som kan køre din handicapbil for dig. Vi gør opmærksom på, at kommunen skal kunne sikre, at du kan få den nødvendige hjælp i forbindelse med kørsel og færden uden for dit hjem.” 

Josephine kan komme ud 15 timer om måneden

Odense Kommunes har tidligere afgjort, at Josephine ikke er berettiget til en hjælperordning, og det afholder nu Josephine fra at leve et aktivt ungdomsliv. I stedet er hun bevilliget hjemmehjælp suppleret af en ledsagerordning på 15 timer om måneden. Det begrænser hendes muligheder i hverdagen til et minimum, og hun har tidligere betegnet hendes situation som “et lorteliv.”

Muskelsvindfonden oplever ofte, at kommuner tildeler hjælp ud fra en ufaglig, generel betragtning om, at personen godt kan nøjes. Derfor er Muskelsvindfonden glad for, at Ankestyrelsen holder fast i lovens formål.

Kommunerne magter ikke opgaven

Muskelsvindfondens politiske chef mener ikke, at kommunerne magter opgaven:

– Selv store kommuner magter ikke at træffe kvalificerede afgørelser om, hvem der ifølge loven har behov for en hjælperordning, siger Thomas Krog, politisk chef i Muskelsvindfonden, og fortsætter:

– Når Ankestyrelsen her bruger formuleringer som, at “kommunens faglige vurdering ikke i tilstrækkelig grad er underbygget af faktuelle oplysninger,” så vidner det jo om, at kommunen i højere grad har truffet afgørelsen på baggrund af økonomiske hensyn, end af hensyn til Josephine. 

For at sikre kvalitet i kommunernes afgørelser og for at forhindre, at mennesker som Josephine kommer i klemme, anbefaler Muskelsvindfonden, at visitationsretten til hjælperordninger hurtigst muligt flyttes ud af kommunerne. Josephine fik at vide på det seneste møde i kommunen, at de prioriterer hendes sag højt, og at hun kan forvente en snarlig afgørelse.

– Her og nu er håbet, at Odense Kommune ændrer deres afgørelse, og bevilger Josephine den hjælp, hun så desperat har brug for. Det mødet i onsdags (den 17. april, red.) er forhåbentlig et vigtigt skridt på vejen. Josephine fortjener at få muligheden for at komme ud og være ung som alle andre unge, siger Thomas Krog.

 

Se vores løsninger