I dag præsenteres Muskelsvindfondens nye strategi ”Mere for flere”, som er en milepæl i foreningens historie. Med den nye strategi vil Muskelsvindfonden udfordre fremtiden ved at sætte yderligere fokus på forskning og behandling af muskelsvind og samtidig bevare og udvikle medlemsaktiviteter og politisk interesse-varetagelse.
Et gevaldigt løft til behandling og forskning
”Det er virkelig en milepæl i foreningens historie. Om 14 dage fejrer vi vores 50 årsjubilæum og kan se tilbage på en fantastisk rejse, der har gjort Danmark til et af de bedste lande at leve i med muskelsvind. Men med den nye strategi udfordrer vi fremtiden,” siger Muskelsvindfondens direktør Henrik Ib Jørgensen og uddyber:
”Vi vil give forskning og behandling af muskelsvind et gevaldigt løft og samtidig udvikle både medlemsaktiviteter og politisk interesse-varetagelse. Mere for flere betyder ikke Mere til flere. Vores ambition er at samle flere omkring os og skabe mere værdi for dem, der vil være, støtte eller samarbejde med os.”
Strategien Mere for flere er kulminationen og resultatet af tre års arbejde, som kun er blevet lettere forsinket af corona-pandemien og de økonomiske tømmermænd, der fulgte i kølvandet på den.
En fælles vej for Muskelsvindfonden
Også formand for Muskelsvindfonden Simon Toftgaard Jespersen er begejstret for den ny strategi og arbejdet bag den.
”Vores strategi er et resultat af en proces, som vi tog hul på i bestyrelsen og repræsentantskabet for tre år siden, og som vi har kørt i tæt samarbejde med Muskelsvindfondens medarbejdere. Vi har på den måde været hele vejen rundt og kan nu præsentere en fælles vej for Muskelsvindfonden,” siger Simon Toftgaard Jespersen, som understreger, at strategien ”føles helt rigtig i maven” for alle, der har været involveret.
Strategien vil blive præsenteret og drøftet på det kommende landsmøde i weekenden den 20.-22. maj 2022.
Du finder strategien her
-klik på billedet
Du kan også downloade strategien "Mere for flere" som en pdf her