Evald Krog får gade opkaldt efter sig

Redaktionen

13. okt 2022

Aarhus Kommune har besluttet at ære Muskelsvindfondens stifter Evald Krog ved at opkalde en gade efter ham. Gaden, som får navnet Evald Krogs Gade, er den nye vej ind på Marselisborg Centret i Aarhus. Det betyder, at gaden den 30. oktober 2022 skifter navn fra det nuværende Hospitalsvej til Evald Krogs Gade.

Navneændringen sker efter opfordring fra Muskelsvindfonden. Aarhus Kommunes Byrum har vedtaget ændringen uden bemærkninger. Byrummet skriver i sit høringssvar:

”Evald Krog var én af grundlæggerne af tankerne bag omdannelsen af det tidligere Marselisborg Hospital til et rehabiliteringscenter. Det var det daværende Aarhus Amt, der ønskede hospitalet nedlagt og omdannet. Dette skete i slutningen af 1980’erne, og i 1989 blev den politiske beslutning truffet.

Evald Krog har været en markant politisk og ikke mindst handicappolitisk personlighed nationalt, men især i forhold til at sætte Aarhus positivt på landkortet for gode ordninger på handicapområdet.”

Evald Krog fortjener at blive mindet

Muskelsvindfondens nuværende formand, Simon Toftgaard Jespersen, er begejstret for det nye gadenavn.

– Det er fuldstændig fantastisk, at vi kan ære og mindes en mand som Evald Krog. Han fortjener om nogen at få en gade opkaldt efter sig. Evald Krog har haft stor betydning ikke kun for mennesker med muskelsvind, men for hele handicapområdet både nationalt og internationalt. Men han var også en mand, der var kendt langt uden for handicapverdenen med sin karismatiske tilgang til livet. Han var en stor personlighed, der forstod at samle mennesker omkring sig, knytte bånd og ikke lade sig begrænse,” siger Simon Toftgaard Jespersen.

Muskelsvindfondens hovedkvarter i Aarhus ligger lige bagved gaden, der fører ind på Marselisborg Centret. Derfor overvejer foreningen nu, om hovedkvarteret fremover kan få adresse på Evald Krogs Gade.

Evald Krog døde i begyndelsen af december 2020, 76 år. Han nåede at være formand for Muskelsvindfonden i 42 år.

Den grønne streg på nedenstående oversigtskort markerer den ny Evald Krogs Gade.

(Udklip fra Danmarks Adresseregister)


Palle fra kommunen satte Evalds navn på landkortet

Følg med mens Palle fra Aarhus Kommune tager ud på to stop for at sætte de to skilte op. Han er heldigvis en lun mand og ikke helt som de andre. Derfor var det meget i Evalds ånd, at det netop skulle være Palle, som rykkede ud med popnitter på dagen. Muskelsvindfonden tog med.