Hjælperordning, medicin og beskæftigelse er nogle af de mærkesager, som vi arbejder med i Muskelsvindfonden.
Der er mange kampe at kæmpe, men også meget at kæmpe for.

Muskelsvindfonden er skabt for at styrke alle, der har muskelsvind inde på livet. Vi arbejder for, at mennesker med muskelsvind og deres familier skal kunne leve et aktivt liv som en del af samfundet. Samtidig er det vigtigt, at samfundet værdsætter mangfoldigheden og får øjnene op for den ressource, som mennesker med handicap er.

Muskelsvindfonden arbejder på tværs af utallige problemstillinger inden for det handicappolitiske område. Det er kun nogle af vores arbejdsområder, som vi vælger at sætte fokus på her. I menuen kan du se, hvilke områder, vi især har fokus på lige nu.

Opbygning af viden

Muskelsvindfonden historie går knap 50 år tilbage i tiden. Igennem årene har vi samarbejdet med politikere, fagfolk, presse samt mennesker med muskelsvind og deres pårørende om, hvordan vi skaber de bedste vilkår for, at mennesker med handicap kan deltage på lige fod med andre. Vi har dermed opbygget en ekspertise inden for handicap- og socialpolitik, rehabilitering og inklusion som gør, at vi bliver brugt som rådgivere i både ind- og udland.