Bliv klædt på til en god weekend på Musholm
Skal du deltage i en af vores medlemsweekender på Musholm? Er det første gang? I så fald har du garanteret en masse spørgsmål – vi har derfor samlet svarene på de mest gængse herunder.
Hvis du ikke finder svar på dit spørgsmål herunder, er du naturligvis også altid velkommen til at kontakte medlemsafdelingen på arrangement@muskelsvindfonden.dk.
-
Musholm er et tilgængeligt ferie- sport- og konferencecenter, som ligger i naturskønne omgivelser, og kun et stenkast fra Storebælt, i udkanten af Korsør. Det er Muskelsvindfonden, der har taget initiativet til opførelsen af Musholm, og vi det er derfor her, vi holder langt de fleste af vores medlemsaktiviteter.
Tilgængeligheden på Musholm kommer til udtryk på mange måder. Centeret er først og fremmest bygget i ét plan, så man undgår trapper. Der er brede dørkarme uden lister, alle køkkener og badeværelser er tilgængelige og de elektroniske døre, gardiner og vinduer er med til at sikre så få barrierer som muligt under opholdet.
Udenfor er der anlagt gode stisystemer, som blandt andet fører helt ned til stranden og en kørestolsvenlig badebro, hvor alle kan komme helt ud til vandkanten og i vandet.
Tilgængeligheden på Musholm er netop ikke begrænset til de fysiske rammer. De gør en dyd ud af, at alle kan være aktivt med i fællesskabet omkring de forskellige aktiviteter. Det betyder ikke, at alle nødvendigvis kan være med til alt, men at Musholm har tilbud til alle – men rammerne er skabt til at imødekomme og inkludere forskelligheder på tværs af funktionsevne, alder, køn og kultur. Her oplever gæsterne med andre ord ligeværdig adgang til alle vores lokaler samt ligeværdig deltagelse i de aktiviteter, som stedet tilbyder.
På Musholm finder I et hav af tilgængelige aktiviteter – alt fra klatrevæg og svævebane til “hjemmebiograf” og bordtennis. Derudover finder du Restaurant Evald K på Musholm, som vil tilberede alle jeres måltider under en medlemsweekend. Evald K er i korte træk ærlig vestsjællandsk mad på et højt niveau til fornuftige og familievenlige priser.
Du kan læse mere på om Musholm her.
Find en oversigt over Musholm her.
-
For at tilmelde dig en medlemsweekend, finder du først det arrangement, du ønsker at tilmelde dig i vores kalender, som du finder her.
Når du trykker på arrangementet, finder du en beskrivelse og herunder en tilmeldingsknap, som fører til tilmeldingen.
Vi anvender et tilmeldingssystem som hedder Nemtilmeld. Læs informationen, når du lander i systemet, så du nemt kan tilmelde dig arrangementet.
Husk at du skal være medlem af Muskelsvindfonden for at deltage i vores aktiviteter. Er du endnu ikke medlem, kan du melde dig ind her.
-
Når du tilmelder dig en medlemsweekend på Musholm, betaler du et deltagergebyr. Priserne for medlemsweekender er:
- Voksen deltager (stort medlem): kr. 600,-
- *Pårørende hjælper og deltager (stort medlem): kr. 200,-
- **Familiebillet (minimum 1 stort medlemskab) 1200,-
- Ung 15–18 år (stort medlem): Gratis
- Ung 15–18 år (ikke medlem): kr. 300,-
- Barn 0–14 år: Gratis
- Hjælper/e: Gratis
- Husdyrtillæg undtaget servicehunde: kr. 250
*Fra 1. maj 2025 er det muligt at tilkøbe en billet til en pårørende der skal fungere som hjælper, men samtidig ønsker at deltage i weekendens program. Tilmeldes den pårørende som hjælper (gratis), så kan vedkomne ikke deltage i programmet. Den pårørende skal også være stort medlem af Muskelsvindfonden.
**Prisen for deltagelse i familie aktiviteter er stadig 1200 kr. for begge forældre + børn.
Retningslinjer for indkvartering
Vi vil gerne sikre at flest muligt kan være med og få gode oplevelser i Muskelsvindfonden. Derfor opfordrer vi til at man så vidt muligt deler værelser så I kan udnytte pladsen bedst muligt. Man indkvarteres således på værelse med nærtstående (pårørende, hjælper mv.) og man må forvente at dele hus med andre hvis man indkvarteres i dem.
Man bliver ikke indkvarteret på værelse med fremmede og bliver ikke opkrævet enkeltværelsestillæg, hvis dette betyder at man får et værelse alene.
Vedrørende hunde / servicehunde på Musholm:
- Generelt skal hunde altid være i snor på fællesområderne på Musholm inde og ude af respekt for de andre gæster og personalet.
- Hunde på ikke medtages i serveringsområder med undtagelse af udenfor på terrassen.
- Servicehunde må dog gerne medtages i serveringsområder, såfremt de har deres servicehundevest på og er i snor, så det er tydeligt for både personale og gæster, at der er tale om en servicehund.
-
Under tilmeldingen får du mulighed for at vælge nogle tillægsydelser, herunder oplyse om du har en hjælper / hjælpere med.
Hvis du har ansat en hjælper, eller hvis dit familiemedlem/din partner er med som hjælper for dig/personen med muskelsvind og dermed IKKE deltager i programmet, kan du tilmelde vedkommende som hjælper i tilmeldingen. Der skal ikke betales deltagergebyr for hjælpere.
Hvis dit familiemedlem/din partner deltager i programmet på lige fod med øvrige deltagere, skal vedkommende betale for weekenden og købe en pårørende billet.
-
Muskelsvindfonden betaler 2282 kr. pr. person for en weekend på Musholm. Du betaler et deltagergebyr på 600 kr. Resten dækker Muskelsvindfonden.
For deltagergebyret får du altid følgende:
- Ophold i hus eller værelse på Musholm på de angivne datoer
- Linnedpakke indeholdende sengetøj og håndklæder
- Fuld forplejning samt isvand, kaffe og the (øvrige drikkevarer skal tilkøbes under opholdet)
- Alle aktiviteter (medmindre en ekstra-udgift er udspecificeret i programmet)
- Kan gratis medbringe hjælper
Du betaler selv for transporten.
-
Når du tilmelder dig en medlemsweekend, kan du vælge at betale med betalingskort med det samme, eller du kan vælge at få tilsendt en faktura.
Hvis du vælger fakturabetaling, vil du modtage din faktura på mail ca. 8 dage efter tilmeldingen.
Du skal have betalt for din deltagelse senest v. deadline for tilmelding til arrangementet, som er 8 uger før arrangementsstart.
-
Du vil i tilmeldingen til din medlemsweekend blive spurgt, om du har specielle behov ift. forplejning, så her kan du angive, hvis du (eller din pårørende / hjælper) har allergener, er vegetar, veganer eller lignende.
Du kan altid rette i din tilmelding op til 3 dage inden arrangementet, og evt. tilføje særlige behov.
-
Når du tilmelder dig en medlemsweekend, vil du blive spurgt til, hvilke hjælpemidler, du har behov for. Personalet på Musholm vil sørge for, at disse enten er i dit hus/på dit værelse eller står uden for din dør, når du ankommer. Du har mulighed for at låne følgende:
- Badestol med ryg
- Vægmonteret badestol
- Bækkenstol
- Crosser
- Loftlift
- Mobillift
- Sengehest til sengens højre side
- Sengehest til sengens venstre side
- Eldrevet toiletforhøjer
- Manuel toiletforhøjer
Har du behøver for øvrige hjælpemidler, skal de selv medbringes til opholdet. Har du spørgsmål til hjælpemidlerne, er du velkommen til at kontakte Musholm på 70 13 77 00 eller musholm@musholm.dk.
Tjek altid dit værelse ved ankomst, så du har alle de hjælpemidler du har brug for, og som du har bestilt. Gerne inden kl. 17.00, hvor Musholm ikke kan garantere personale i receptionen.
-
Check ind
Kan ske mellem klokken 15:00 og klokken 17:00.Ankommer du efter kl. 18.00, så kontakt gerne Musholm, så de ved besked: 70 13 77 00
Check ud
Skal ske seneste klokken 11:00 på afrejsedagen, og gerne før. -
Indimellem afholdes en weekend eller lejr et andet sted end på Musholm. Her gælder det stadigvæk at der er fokus på tilgængeligheden.
Du vil derfor møde stort set samme rammer, og deltagerprisen er den samme. Hvis der er noget særligt du som deltager skal være opmærksom på i den sammenhæng, så vil du blive informeret om dette i god tid.
Kommer du i tvivl om noget, så kontakt medlemsafdelingen.
Muskelsvindfondens netværk mødes indimellem på f.eks. Hou Søsportscenter v. Odder, Dronningens Ferieby v Grenå eller Brogaarden v. Middelfart.
-
Hvis du bliver forhindret i at deltage i et arrangement, du er tilmeldt, så har du mulighed for at melde afbud via det link der sendes med din kvittering for tilmelding.
Du må også meget gerne sende os en mail på arrangement@muskelsvindfonden.dk hurtigst muligt.
N.B. Vi gør opmærksom på, at vi håndhæver følgende afbudsregel; melder du afbud mindre end 48 timer før arrangementet tilbagebetales dit deltagergebyr ikke. Det betyder ikke, at vi er urimelige ved pludselig opstået sygdom eller lignende, så kontakt gerne medlemsafdelingen ved afbud.
-
Muskelsvindfonden tager stemningsbilleder fra vores medlemsaktiviteter og arrangementer. Vi bruger billederne til historisk dokumentation samt formidling om foreningens arbejde over for bidragydere, frivillige, samarbejdspartnere, potentielle nye medlemmer o.a.
Billederne anvendes på Muskelsvindfondens hjemmeside, på Muskelsvindfondens sociale medier og i printet materialer. Det kan ikke undgås, at der kommer identificerbare personer på billeder.
Finder du et billede af dig på foreningens hjemmeside, som du ikke ønsker formidlet, kan du til enhver tid rette henvendelse til Muskelsvindfonden på info@muskelsvindfonden.dk att. kommunikationsafdelingen og bede om at få det slettet.
Muskelsvindfonden videregiver ikke billeder til tredjepart medmindre dette er sket med samtykke.