Den grønne koncertkaravane kommer tilbage i sommeren 2022

Pressemeddelelse d. 2. december 2021

02. dec 2021

To år i træk har Grøn måtte aflyse den velkendte danske sommerturné på grund af Covid-19. Derfor er koncertarrangørerne, der består af Muskelsvindfonden og Tuborg, ekstra glade for at offentliggøre, at der igen bliver fest og live-musik, når Grøn vender tilbage i 2022.

Festivalgæster og frivillige kan godt begynde at glæde sig til at mærke den helt særlige Grøn-stemning, for karavanen med artister og arrangører lægger vejen forbi hele otte danske byer – herunder Amager, Kolding, Aarhus, Aalborg, Esbjerg, Odense, Næstved og Valby.

Grøn i otte danske byer

Det er med stor glæde og forventning, at Muskelsvindfonden og Tuborg nu kan offentliggøre, at sommeren 2022 vil emme af gensynsglæde! Grøn kommer nemlig forbi hele otte danske byer på deres velkendte sommerturné og sørger som sædvanligt for god musik, læskende drikkevarer og ægte Grøn-stemning.

Hele to somre i træk har flere af de danske musikfestivaler været nødt til at aflyse på grund af Covid-19 – men nu kan de forhåbningsfulde festivalgæster, frivillige og artister igen begynde at glæde sig til, at koncertkaravanen fylder de grønne plæner i hele otte danske byer sommeren over.

Hemmelighedsfuld indsamlingschef

theis petersen, indsamlingschef

Indsamlingschef i Muskelsvindfonden, Theis Petersen udtaler:

”Det er helt fantastisk, at vi kan se frem til en sommer, hvor Grøn igen kan fylde de mange tomme plæner i landet. Efter at festivalen sidste sommer blev aflyst for andet år i træk, hungrer vi efter at skabe den helt særlige Grøn-stemning sammen med vores gæster og vores frivillige. Vi er desuden i fuld gang med at stable et fedt line-up på benene, som vi glæder os helt vildt til at afsløre… Det må dog vente lidt endnu”

 

 

Grøns tour-plan 2022:

• Amager d. 21/7-22
• Kolding d. 22/7-22
• Aarhus d. 23/7-22
• Aalborg d. 24/7-22
• Esbjerg d. 28/7-22
• Odense d. 29/7-22
• Næstved d. 30/7-22
• Valby d. 31/7-22

Om Grøn

I snart fire årtier har Tuborg og Muskelsvindfonden med Grøn skabt musikalske oplevelser og fællesskaber på tværs af handicap, alder, etnicitet, køn, seksualitet og religion. Overskuddet fra koncerterne går til Muskelsvindsfondens arbejde med at skabe Plads til forskelle, hvilket har til formål at skabe større mangfoldighed i det danske samfund.

Endagseventen Grønnere Grøn, der i 2020 opstod efter en aflysning af Grøn, blev nomineret til en TV-pris og en GAFFA Award for ’Årets danske live-initiativ’, og takket være partnerskaber med NOVA og TV 2 blev Danmarks største havefest sendt live i radioen og mundede om aftenen ud i et stort show med Anders Breinholt i spidsen.

I 2021 kæmpede arrangørerne bag Grøn til det sidste for at afvikle en skræddersyet koncert-model med sektionsopdelinger af pladsen og en længere turplan end normalt for at kunne huske publikum – men planerne blev til sidst aflyst på grund af Covid-19. Tuborg og Muskelsvindfonden melder klar til 2022 og glæder os til endnu en gang at lave Grøn i hele Danmark.

Yderligere oplysninger

Have PR hjælper dig

Kontakt venligst:

Sofie Klindrup på 25 48 37 49

Om Muskelsvindfonden

Muskelsvindfonden arbejder for, at enkeltpersoner og familier, som har muskelsvind inde på livet, kan leve et aktivt liv som en ligeværdig del af et mangfoldigt samfund.

Siden 1983 har Muskelsvindfonden sammen med Tuborg skabt sommerminder for hundredtusindvis af danskere med Grøn. En stor del af overskuddet fra Grøn går til Muskelsvindfondens arbejde for at skabe plads til forskelle på tværs af køn, etnisk oprindelse, religion, alder, handicap og seksuel orientering.

Grøn engagerer Muskelsvindfonden mere end 700 frivillige i et unikt og mangfoldigt fællesskab.

Om Tuborg

Tuborg blev grundlagt i 1873 og er siden blevet danskernes foretrukne ølmærke, der både gør noget ved tørsten og ved musikken. Gennem tætte partnerskaber med både det danske musikmiljø og koncert-og festivalarrangører har Tuborg gennem fem årtier medvirket til, at danskerne hvert år kan mødes til fællesskab, unikke musikoplevelser og iskolde pilsnere. Tuborg var med til at skabe grundstenen til Grøn tilbage i 1983 og har været medarrangør lige siden.