En kommune må ikke pludselig ændre taksten for BPA-ordninger

Jørgen Lenger

12. jul 2011

Ankestyrelsen har underkendt Sønderborg Kommune i hele 18 sager samtidig. Hvilket vist må siges at være ny rekord.

Da loven om BPA trådte i kraft den 1. juli 2009 tilbød Sønderborg Kommune borgere med hjælpeordning at følge de nye regler med det samme, og dermed fik de mulighed for selv at vælge arbejdsgiver. Kommunen pressede endda på for at borgerne skulle sige ja meget hurtigt, og nogle følte, at de ville miste deres hjælp, hvis de ikke svarede ja hurtigt nok.

Sønderborg Kommune tog også initiativ til en række møder med borgerne, hvor blandt andre LOBPA deltog. Hele 30 borgere valgte på kommunens opfordring at overdrage deres arbejdsgiveransvar til LOBPA, som herefter indgik aftaler med borgerne. Kommunen beregnede tilskuddet på grundlag af LOBPAs overenskomst for handicaphjælpere, som var indgået med DI.

Mindre end et år senere valgte kommunen imidlertid – énsidigt – at nedskære tilskuddet til et niveau, der svarede til FOA’s overenskomst for kommunalt ansat social- og sundhedspersonale. Kommunen gav et varsel på 3 måneder.

Denne beslutning satte borgere i Sønderborg Kommune med BPA i en alvorlig klemme, for man kan ikke bare tvinge ansatte – heller ikke handicaphjælpere – over på en anden overenskomst. Så enten måtte borgerne selv til lommerne, eller også måtte LOBPA betale mere til handicaphjælperne, end Sønderborg Kommune betalte til LOBPA.

Dansk Handicap Forbund klagede på vegne af borgerne; men Det Sociale Nævn gav Sønderborg Kommune medhold. Sagen blev derfor indbragt for Ankestyrelsen, som nu har givet borgerne medhold.

I sin afgørelse siger Ankestyrelsen, at Sønderborg Kommunes tilskud først kan få virkning på det tidspunkt, hvor overenskomstperioden udløber. Derfor skal Sønderborg Kommune udbetale det oprindelige tilskud, og “kommunen kan ikke med 3 måneders varsel udmåle et tilskud, der er baseret på en anden overenskomst end den, som handicaphjælperne var omfattet af på daværende tidspunkt”.

Ankestyrelsen bebrejder altså ikke Sønderborg Kommune, at den nedsatte tilskuddet, men at det skete midt i en overenskomstperiode.

I begrundelsen lægger Ankestyrelsen vægt på, at formålet med BPA-ordningen er at sikre borgere med et omfattende behov for hjælp mulighed for selv at udvælge og ansætte de nødvendige hjælpere. Der er tale om borgere, der har et omfattende behov for hjælp, som forudsætter en ganske særlig form for støtte, hvor det er nødvendigt med et tæt og særligt kendskab til borgeren, siger Ankestyrelsen.

Ankestyrelsen tilføjer, “at det i henhold til servicelovens bestemmelser er kommunens opgave at udmåle tilskuddet til borgerens BPA-ordning, og at kommunen i den forbindelse skal foretage en konkret vurdering af borgerens behov.”

Det korte varsel til borgerne i Sønderborg Kommune betød, ifølge Ankestyrelsen, at hjælperne måtte afskediges, hvilket kunne betyde, at borgerne måtte ansætte nye hjælpere, som skal trænes op. Eller at LOBPA eller borgeren selv måtte betale forskellen på de reelle udgifter og kommunens tilskud.

– Det er vores opfattelse, at borgeren skal friholdes for ekstra udgifter til lønninger til handicaphjælperne, hvis borgeren beholder hjælperne, skrev Ankestyrelsen.

Ankestyrelsen kritiserer desuden Sønderborg Kommune for, “at kommunen ikke har vejledt om muligheden for, at kommunen efterfølgende ville kunne nedsætte tilskudsbeløbet. Videre har kommunen heller ikke vejledt om, hvordan borgeren kunne have sikret sig i en sådan situation, hvor borgeren har overdraget arbejdsgiveransvaret og dermed er bundet indtil overenskomsten for handicaphjælpere kan opsiges”.

Ankestyrelsen tilføjer, at kommunen tværtimod har “tilskyndet borgerne til at overdrage arbejdsgiveransvaret til foreningen LOBPA”.

Afslutningsvis udtaler Ankestyrelsen: “Selv i de tilfælde, hvor kommunen ikke har kendskab til de aftaler, borgeren har indgået med en forening, har kommunen pligt til at føre tilsyn med, at aftalen stemmer overens med kommunens afgørelse og det udmålte tilskud. I dette tilfælde har kommunen haft kendskab til aftalerne og været bekendt med det forhold, at foreningen LOBPA lønner efter overenskomsten for handicaphjælpere, hvorfor kommunen ikke kan fralægge sig ansvaret i de konkrete sager”.

Som nævnt er disse ankesager kørt af Dansk Handicap Forbund i tæt samarbejde med LOBPA, som oven i købet i hele forløbet har udspændt et økonomisk sikkerhedsnet under de berørte borgere i Sønderborg Kommune.