Tre veninder tager bladet fra munden og tøjet af for kropspositivisme

Tekst: Gitte Dreier Jacobsen og Suzanne Skærbæk Pedersen. Foto: Stine Roel

30. sep 2020

Alt for mange kvinder er for selvkritiske og måler sig med andre. Deres selvbillede og opfattelse af deres egen krop skal ændres. Det mener tre kvinder, og det vil de sætte fokus på. Derfor stillede de op til fotografering på Amager Strandpark for at vise vores forskelligheder

Camilla-Kenya Julendal er 30 år og bor til daglig i Nærum på Sjælland. Hun og to gode veninder, Louise Castella Bernburg og Ditte Amalie Hagelund Johansen, har besluttet at sætte fokus på forskelligheder. Camilla-Kenya har muskelsvind, og hun fortæller, at det handler om kropspositivisme.

Kropspositivisme handler om, at man som menneske elsker sig selv trods negativ påvirkning fra samfundet, som har et bestemt kropsideal.

Forskelligheder er det smukke ved livet

De tre kvinder oplever, at især kvinder er deres egne værste kritikere, og at mange har svært ved at hvile i deres egne kroppe. Vi skal se forskellighederne, som noget positivt lyder det fra Camilla-Kenya:

– Forskelligheder er det smukke ved livet, og forhåbentligt indser vi med tiden, at det at være unik er langt mere værd end at sammenligne vores kroppe med hinanden. Kropsidealer skifter med tiden, men vores værd forbliver altid det samme! Vi behøver ikke ændre vores krop for at følge de nyeste kropstendenser, men vi kan i stedet ændre spillets regler og omskrive vores fortælling om os selv: For vi er gode nok præcis, som vi er; både du er, og jeg er! Det er en ikke-lineær rejse med krumspring, som varer hele livet, og der vil være tider, hvor vi falder tilbage og glemmer vores værd, men vi kan starte i dag!

Vi skal turde være de mennesker, vi er

Camilla-Kenya, Louise og Ditte vil gerne gå forrest, og de opfordrer alle til at tude være de mennesker, vi nu engang er.

Camilla-Kenya fortæller:
– Dét er grunden til, vi træder frem i vores råt for usødet lys på disse billeder- præcis som vi er skabt. Vi er ikke designet til at være perfekte! Vi har alle vores flaws, som gør os særlige og unikke. Så lad os dele det af os, som er powerfuldt, feminint, råt og ganske menneskeligt!

Muskelsvindfonden arbejder for en PÆRFEKT verden læs mere her