Det hele begyndte med et job som hende, der skulle pille to appelsiner og dele ud, når stemningen blev trykket. Nu har Kat Lundbye-Christensen sat sit aftryk på Cirkus Summarum i 11 år. Læs hendes historie
Jeg har været en del af Cirkus Summarum siden 2009. Faktisk startede min cirkusrejse i 2008, da jeg fik en skoleopgave på kaospiloterne, hvor vi skulle udvikle en legeplads under titlen ”Danmarks vildeste legeplads” til et stort samarbejde mellem DR Big Band, Muskelsvindfonden og en masse elskede B&U børnefigurer fra DR. Jeg blev hovedkulds forelsket i tanken: Bamse, Big Band OG mening. Et stort festfyrværkeri forestillede jeg mig. Det KUNNE ikke gå galt.
”Et vigtigt ansvar”
Vi var 10 kaospiloter, der afleverede 15 store tegnede plancher i bedste kaospilot-stil. Vi havde forestillet os et vandland, en rumraket, noget med levende dyr og en magisk billet, der gav adgang til særlige opdagelser for børn. En legeplads, hvis lige verden ikke havde set.
”
- Ikke vildt gennemtænkt, ikke vildt tilgængeligt, men en overvældende succes.
Kat Lundbye-Christensen
Jeg bed mig fast i haserne på daværende projektleder på Cirkus Summarum Morten Koppelhus og meldte mig til at arbejde frivilligt hele sommeren, hvis bare jeg ku’ få ”et vigtigt ansvar”. Efter at have tænkt lidt gav han mig en opgave, som skulle vise sig at være helt afgørende for alt, hvad jeg har foretaget mig de sidste 11 år af mit liv.
– Vi ku’ sgu’ godt bruge så’n en lidt bagscene-agtig-hygge-type. Du ved. Hende, der lige piller to appelsiner og deler ud, når stemningen bliver trykket”. Det udtryk glemmer jeg aldrig.
Velkommen til rodebutikken
Så det gjorde jeg. Kort fortalt brugte jeg hele sommeren på at etablere initiativer, som gjorde stemningen god og ku’ lægge bunden for en god kultur på en ny arbejdsplads.
– Ikke vildt gennemtænkt, ikke vildt tilgængeligt, men en overvældende succes.
Alle dengang havde lidt usammenhængende titler og funktioner. Jeg var også påklæderske, runner, rengøringsdame på bagscenen, kaffe-henter og vasketøjsansvarlig. Vi var 4-5 personer, der var blevet ansat ind i rodebutikken. Dengang stod vi med en lilla codan aktivitetsbane, solgte lysdyr med løvehoveder fra cirkusvogne og lukkede folk ind i et liiiiidt støvet arenatelt. Ikke vildt gennemtænkt, ikke vildt tilgængeligt, men en overvældende succes. Både udadtil og indadtil.
Verdens bedste arbejdsplads!
Og vi lavede en midtvejsfest, hvor Signe Lindkvist råbte skål på polsk, mens hun hævede et plastikglas med billige bobler over hovedet for at hylde de otte polske drenge, der knoklede med teltet i døgndrift. Vi tog imod et gedekid på bagsædet af en bil helt uden at vide, at geden med mavepine var gravid. Vi gennemførte forestillinger med 16 frivillige, der piskede rundt i de manglende systemer, og hver dag slog Gorm (han var: salgsansvarlig, frivillighedskoordinator OG optællingskyndig) armene ud i solskin og i regn med ordene:
”VELKOMMEN TIL VERDENS BEDSTE ARBEJDSPLADS”.
Alle arbejdede indædt for, at det skulle blive en selvopfyldende profeti. Og inderst inde var vi nok også drevet lidt af at vise dem, der fes rundt på en anden grøn græsmark med radioer, hjelme, gamle slagsange og 7-800 koncerter i banken, at det her – det kunne vi godt!
En kærlig krammer til dem, der trænger
I al tid efterfølgende har det faktisk været noget, som alle på Cirkus Summarum har været eminent gode til: Dele appelsiner ud på de rigtige tidspunkter.
Hvis udtrykket stadig er lidt uklart for dig, så lad mig oversætte: de frivillige og frivillighedsansvarlige etablerer årligt et fællesskab, der kan præstere på tværs af fysisk formåen og på trods af de børn, der nogle gange følger med på arbejde.
Forestillingsholdet tager sig af hinanden, når kunsten føles svær, eller stemmen fejler. Vi kan godt brug to hele arbejdsdage på at arrangere lige præcis den lille bitte overraskelse for en enkelt ansat, som vi synes, trænger til en kærlig krammer.
”
Vi leverer i flok og til tider på trods
Kat Lundbye-Christensen
Vi fejrer store rekorder højlydt, men råber næsten højere, når den nye gator skal indvies. En frivillig kan godt bruge et kvarter på ét barn, hvis det er de 15 minutter, der skal til, for at tårerne forsvinder fra Peters kind.
Vi spiser alle den samme mad – i det samme madtelt. Vi samler hinanden op. Vi leverer i flok og til tider på trods. Vi bruger tid på dem, som kræver tid for at fungere. Vi hylder mangfoldighed, fordi vi synes ægte, det bliver sjovere, når alle er med.
Et øre på en meter
Og det er ikke ligegyldigt, om vi husker at oversætte talen til polsk, og det er heller ikke ligegyldigt at gøre merchandise-boden tilgængelig for frivillige med gangbesvær og karrusellen kørestolsvenlig for børn og voksne med muskelsvind. Og det er BESTEMT ikke ligegyldigt, at byttekiosken får et øre, der er én meter høj. For hvert eneste barn, der sætter sine barnefødder eller kørestolshjul i Cirkus Summarum, skal synes, at det var sommerens mest magiske oplevelse.
Vi er stolte af den arbejdsplads, vi har skabt. Og vi er alle sammen med til at skabe den, hver gang vi går på arbejde. Hver ansat og frivilliges bidrag raffinerer hvert år, hvor vild en arbejdsplads og rar en cirkusfamilie, vi har.
Skriget
Suk. Så klipper jeg lige til 11 år senere. Jeg står i min lejlighed og skal ringe rundt til alle årets artister. Mette-medister har talt. Og cirkus er dømt ude.
Mikkel Lomborg/Hr. Skæg tog telefonen og lod mig ikke tale, før han skreg i fulde 30 sekunder:
”NEEEEEEEEEEEEEEEEEEEEEEEEEEEEEEEJ. Aaaaaaaaaaaaaaaaaaargh”.
Den reaktion, tror jeg, alle i cirkusfamilien har haft. Vi havde lyst til at skrige. For aflysningen var ikke kun farvel til et meningsfuldt job og indtægt. Det var goddag til et himmelråbende hulrum i hjertet, som vanligt udfyldes af cirkusfamilien, glade børn, duften af popcorn og swingende musik og lysekroner.
Den eneste reaktion, som virker passende: At skrige højt, indtil uretfærdigheden stopper.
Jeg bilder mig i øvrigt ikke ind, at det sværeste ved en global pandemi er at aflyse iCrkus Summarum, eller at Mikkel og de andre rødder skal undvære en sommer med socialt lim… Guderne må vide, at der er højere formål og vigtigere prioriteringer i vores samfund. Og vi bøjer os i savsmuldet, for vi er ikke vigtigere, end at der er respiratorer nok.
Når cirkus ilter luften
Men skriget er jo symbolet på, at der overalt findes mennesker, der vil mangle cirkus-iltet luft denne sommer. Der findes danske familier fra Esbjerg, Skagen, Randers og også i Dragør, som havde glædet sig til at dele en dag i Cirkus Summarum med dem, de elsker.
For vi ved, at Cirkus Summarum for vores gæster er en slags sommerlig juleaften. Som ret unikt er noget, man på tværs af generationer glæder sig til SAMMEN. Der er nedtælling og spænding. Der er den store dags forløsning og sukkerrush. Der er det trætte, lykkelige barn, der går i seng med motorbrillerne i panden og nynner cirkus-melodier, og på tværs af sproglig formåen får udtrykt, at det her var nok den bedste dag i deres lange liv.
”
Aflysningen var et himmelråbende hulrum i hjertet, som vanligt udfyldes af cirkusfamilien, glade børn, duften af popcorn, swingende musik og lysekroner.
Kat Lundbye-Christensen
Der er børnene med muskelsvind, som eskorteres ind i manegen efter lukketid. Der får snakke, nærvær og selfies med Onkel Reje, Kristian og Rosa. De får følelsen af at være unikke medskabere til noget kæmpestort.
Der er genklangen på DR. Når mange tusinde familier dækker op med maneger i stuen, fordi de skal se forestillingen LIVE på Ramasjang.
Der er den lille sejr for den barnlige fantasi, hver gang endnu et barn triumferende får ret i antagelsen om, at både julemand, påskehare OG Motor Mille findes i virkeligheden. Der er overgivelsen for os voksne til den barnlige udgave af verden, som giver så meget mere glæde end vores egen logik: Hun gav mig en high five, så nu kan alt vel lade sig gøre.
En cirkusfamilie kan man ikke splitte ad
Vi er ret gode i Cirkus til at fejre, når noget går godt – og vi deler stadig rigtig mange appelsiner, når stemningen bliver trykket. Af den grund kan du være sikker på, at den dag, der skulle ha’ været cirkuspremiere, hvor vi skulle stå beruset i bobler, lettelse, træthed og holde champagneglassene højt for endnu en veloverstået premiere. Lige præcis DEN dag kan du finde en hel cirkusfamilie på et tæppe på Tiøren på Amager med selvbragt hvidvin og håndsprit. For der skal vi skåle på, at en familie kan man ikke sådan lige splitte ad med afstand.
Styrket på afsavn og afklaring om at familier tager man ikke for givet, vil vi vælte ud i 2021 med fornyet energi for at vise store, små og mellem, at der er plads til netop dem. Og at der også er plads i karrusellen til mennesker, de ikke vidste eksisterede. At påskeharen, julemanden og Motor Mille selvfølgelig findes i virkeligheden – og at appelsiner – de er til for at blive delt.
VI SES I CIRKUS SUMMARUM!
Kærlig hilsen,
Kat, cirkuselsker og en del af familien siden 2009
