Ankestyrelsen fastslår i sin afgørelse, at ”udgifter til en el-kørestol som sportsudstyr til brug for el-kørestolshockey er en nødvendig merudgift”.
Det vil sige, at den skal bevilges efter servicelovens § 100.
I sin særdeles udførlige begrundelse for afgørelsen siger Ankestyrelsen blandt andet:
”Vi lægger vægt på, at det er almindeligt, at en ikke-handicappet voksen på samme alder og i samme livssituation ville have haft en sports- eller fritidsaktivitet”.
”Vi lægger endvidere vægt på, at en ikke-handicappet voksen på samme alder og i samme livssituation ikke ville have haft en udgift til en el-kørestol som sportsudstyr”.
”Vi finder … at det er nødvendigt med en ekstra kørestol til sporten for, at du kan have en el-kørestol til rådighed i hverdagene, hvilket ikke kan tilgodeses, såfremt du alene har én el-kørestol til brug for både hverdag og sport, og el-kørestolen bliver skadet i forbindelse med sportsudøvelse, f.eks. fordi el-kørestolen ikke opfylder de krav til robusthed, som el-kørestolshockey kræver”.
”Endelig finder vi, at lige som det er nødvendigt at skifte til sportstøj og indendørs sko for ikke-handicappede, er der behov for særligt sportsudstyr, herunder el-kørestole med dæk til indendørs brug for sportsudøvere med nedsat funktionsevne, der spiller el-kørestolshockey”.
”Vi finder det således efter en konkret vurdering tilstrækkelig godtgjort, at du ikke ville have haft udgifter til en el-kørestol som sportsudstyr til brug for el-kørestolshockey, hvis du ikke havde haft en funktionsnedsættelse”.
Kommunen havde i sin afgørelse blandt andet henvist til, at Dansk Handicap Idræts Forbund og det danske el-kørestolslandshold på deres hjemmeside oplyser, at el-kørestolshockey kan foregå i almindelig kørestol.
Hertil bemærker Ankestyrelsen, at den ikke vil tage stilling til, om dette er muligt, men den pålægger trods dette kommunen at bevilge en ekstra el-kørestol og ”ved beregningen at udgiften at lægge til grund, at kørestolen skal være egnet til udøvelse af el-hockey således, at den kan opfylde krav til robusthed, acceleration m.v”.
Mere generelt understreger Ankestyrelsen, at kørestole til sports- og fritidsaktiviteter ikke kan bevilges som et hjælpemiddel til voksne efter servicelovens § 112 (om hjælpemidler), men at udgiften under visse betingelser kan dækkes efter serviceloven § 100 (merudgifter), når en voksen søger om en kørestol, der alene skal anvendes til sports- og fritidsaktiviteter.
En alvorlig irettesættelse af kommunen.
Den pågældende kommune, der i øvrigt er en af de mest genstridige og vrangvillige kommuner, der overhovedet kan opdrives i Danmark, får sig i øvrigt et ordentligt drag over nakken af Ankestyrelsen, der blandt andet skriver:
”Vi bemærker, at kommunen har haft en varierende argumentation igennem sagsforløbet, og at det blandt andet er blevet anført, at det var fast praksis i kommunen, at der ikke kunne bevilges mere end én stol, ligesom der har været givet afslag begrundet i servicelovens § 112”.
”Vi bemærker endvidere, at sagen har verseret meget længe såvel i kommunen som i Det Sociale Nævn og Ankestyrelsen, og at kommunen som følge heraf har haft tilstrækkelig tid til at undersøge og tilvejebringe oplysninger om nødvendigheden af en særlig robust el-kørestol med specifikke krav til tophastighed og acceleration ved udøvelsen af el-kørestolshockey.”
