For Mette Bjørnholt Jensen er der ingen tvivl: Hvis ikke hun havde en hjælperordning, ville hun blive isoleret og ikke få sig en uddannelse. Den hjælperordning hun har opfylder hendes behov for hjælp i hverdagen, så hun kan leve det liv, hun ønsker
Hvis du spørger Mette Bjørnholt Jensen, hvad hun kan, så svarer hun ’’ingenting’’ og griner smørret. Men det er nu ikke helt korrekt. Mette studerer lingvistik på Aarhus Universitet, hun bor alene i en villa lidt uden for Horsens, hun træner sin hund Alfred i lydighed, som kan bryste sig af mange farvestrålende medaljer for indsatsen, og hun er arbejdsgiver for sine ni hjælpere. Men hun kan ikke selv klø sig på næsen, betale med dankort eller komme på toilettet.
”
Mine hjælpere er mine arme og ben. De er simpelthen en forlænget del af mig. Eksempelvis når jeg er ude at handle, så er det min hjælper, som kører bilen. Det er dem, som tager varerne ned fra hylderne, dem, som betaler ved kassen, og dem, som bærer indkøbsnettet.
Mette Bjørnholt Jensen
Mine hjælpere er en forlænget del af mig
”
Mine hjælpere er mine arme og ben. De er simpelthen en forlænget del af mig. Eksempelvis når jeg er ude at handle, så er det min hjælper, som kører bilen. Det er dem, som tager varerne ned fra hylderne, dem, som betaler ved kassen, og dem, som bærer indkøbsnettet.
Mette Bjørnholt Jensen
Mette har muskelsvindssygdommen Spinal muskelatrofi type 2, hvilket betyder, at hendes muskelkraft er stærkt nedsat. Hun kan styre joysticket på sin elektriske kørestol, hvis altså hendes hjælper placerer hendes hånd på den først. Mette kommer hurtigt omkring i sin stol, men ellers kan hendes fysik ikke følge med i hendes aktive liv. Og det er her hjælperne træder til.
– Mine hjælpere er mine arme og ben. De er simpelthen en forlænget del af mig. Eksempelvis når jeg er ude at handle, så er det min hjælper, som kører bilen. Det er dem, som tager varerne ned fra hylderne, dem, som betaler ved kassen, og dem, som bærer indkøbsnettet, siger hun.
Mette kalder sagte på sin hjælper Anita Poulsen, som sidder i sofaen ved siden af og lytter med. Anita arbejder i dagtimerne og bliver afløst af en anden hjælper om eftermiddagen. Mette har en hjælperordning, en såkaldt BPA (Borgerstyret Personlig Assistance) på fuldtid. På den måde er der altid nogen klar til at hjælpe Mette – også om natten.
Anita rejser sig og bukker sig lidt, så de nærmest hviskende kan tale sammen. Anita sætter Mettes halvlange lyse hår bag øret og giver hendes vintertørre læber lidt pomade. Mettes underlæbe er blevet lidt sprukken. Bagefter kan interviewet fortsætte.
”
Socialt betyder det, at jeg har en stor frihed til at gøre, hvad jeg vil. Eksempelvis hvis det er fredag, så kan jeg beslutte, at jeg tager i fredagsbar sammen med mine klassekammerater. Jeg kan tage min hjælper med, og jeg kan være med på lige fod med andre.
Mette Bjørnhelt Jensen
Frihed, medaljer og rosetter
I en del af stuen har Mette indrettet et kontor ved hjælp af en skillevæg. Her bruger hun de fleste af sine vågne timer på at færdiggøre sit speciale i lingvistik på Aarhus Universitet. Det skal afleveres til sommer, og hun satser på at aflevere til normeret tid sammen med sine medstuderende.
– Uden min hjælperordning, så ville jeg nok ikke være studerende på fuldtid. Det ville kræve, at en del af det var fjernstudie, og det har jeg ikke lyst til. Sandsynligvis ville jeg bruge meget mere tid isoleret herhjemme og se TV. Mit liv ville være markant anderledes, fortæller hun.
På bagvæggen i kontoret hænger en stribe farvestrålende silkebånd, medaljer og rosetter. De tilhører 4-årige Alfred, som er en Labradoodle. De er begge meget stolte af hans præstationer i lydighedskonkurrencer, selvom han hader at have de blomsterlignende rosetter på bagefter.
– Det, at jeg har Alfred, ville ikke være muligt uden min hjælperordning. Jeg ville ikke kunne overskue at gå med ham selv, mine hjælpere giver ham godbidder og hjælper med den fysiske del af pasningen og træningen.
Ingen skemalagte tissepauser
Imens Mette fortæller, kan man høre Alfreds poter begejstret fiser omkring på gulvet i rummet ved siden af. Anita er nu ved at hælde foder op i Alfreds hundeskål. Om lidt skal de af sted, da Mette har besluttet at holde en pause fra specialeskriveriet og tage en tur i Ikea og bytte de persienner, som hun købte ved en fejl ugen før.
Mette beder Anita hente sit overtøj og minder hende om at slukke alt lyset. Anita finder også persienner og bon frem. Denne muligheden for at kunne være impulsiv er indbegrebet af frihed i hverdagen for Mette.
– Socialt betyder det, at jeg har en stor frihed til at gøre, hvad jeg vil. Eksempelvis hvis det er fredag, så kan jeg beslutte, at jeg tager i fredagsbar sammen med mine klassekammerater. Jeg kan tage min hjælper med, og jeg kan være med på lige fod med andre. For mig er det vigtigt, at jeg selv kan bestemme over min hverdag, at jeg selv kan gå i seng, når jeg har lyst til det, og jeg kan stå op, når jeg har lyst. Ligesom alle andre. Jeg har ikke skemalagte tissepauser og sådan nogle ting, siger hun.
Anita rækker Mette hendes pung, og hjælper hende ind i bilen. Der er en masse bælter, der skal spændes på den helt rigtige måde på kørestolen, og Anita vimser rundt om Mette i førerhuset. Hun ved præcis, hvad hun skal gøre, da hun har gjort det så mange gange før og er grundigt oplært af Mette.
– Hvis jeg ikke havde de samme hjælpere hver dag, som jeg selv har oplært, ville alting være en kamp. Selv en lille tur til Ikea ville kræve så mange kræfter af mig, hvis jeg skulle forklare alting, at jeg ville overveje at blive hjemme i stedet, siger Mette.
Kort tid efter er de klar til en lille times kørsel mod Ikea.
