30-årige Anders Berenth skulle prøve flere forskellige sportsgrene, før han fandt den rigtige. Anders er nemlig født med muskelsvinddiagnosen Kongenit myopati. Valget faldt på powerchair floorball, og efterhånden begyndte han at sigte efter at blive rigtig god. I 2018 blev han kåret til verdens bedste inden for sin sport.
Af Camilla Bergholm. Foto: Jakob Boserup.
18. marts 2021
Der er mindre end fire minutter tilbage af anden og dermed kampens sidste halvleg. Danmark er bagud med 3-2. Således ser situationen ud i 2018, hvor Danmark spiller VM-semifinale mod de forsvarende verdensmestre, Holland, i powerchair floorball.
30-årige Anders Berenth er en af de fem danske spillere på banen. Han spiller i sin specialbyggede el-kørestol med en floorball-stav i hånden. Anders ser en åbning i det hollandske forsvar. Så han skyder. Og han scorer. De danske spillere og fans er i ekstase.
Anders scorer efterfølgende det afgørende mål på straffe, og Danmark vinder dermed kampen, men taber VM-finalen mod Italien. Anders får dog den største hyldest, man kan få. Han bliver kåret til verdens bedste powerchair floorball-spiller. VM-sølvmedaljen vender vi tilbage til.
Det skal være en holdsport
Som barn vil Anders’ forældre hjælpe ham med at finde en sport, han kan og vil dyrke. Han prøver derfor alle mulige forskellige sportsgrene – fra gokart til skydning. Ret hurtigt finder han ud af, at det skal være en holdsport. Valget falder derfor på el-hockey.
En sport, som flere af hans venner også er begyndt til, hvor de spiller i små, hurtige el-sportsstole med en fastmonteret stav. Her bliver Anders både en del af et hold og kan dyrke sporten i en kørestol.
”
Det er en sport for fysisk handicappede, hvor der også er noget bevægelse. Det er det, jeg egentlig godt kan lide. Vi har rigtig mange med muskelsvind både i kørestol og gående ligesom mig, hvor man stadig kan se en mulighed i at dyrke sporten
Som 6-årig starter han derfor til el-hockey i klubben Orient i Rødovre. Men stille og roligt begynder han og holdkammeraterne at få øjnene op for powerchair floorball, som også kan spilles i klubben. I 2004 som 14-årig begynder han derfor at spille begge dele. Efterhånden bliver powerchair floorball dog den foretrukne sportsgren.
“Med tiden fandt vi ud af, at powerchair floorball er en lidt sjovere sportsgren, fordi du kan tage alt det, vi har lært i el-hockey og så tilføje, at vi skal spille med en løs stav,” siger han.
Powerchair floorball
Powerchair floorball minder om floorball, men spilles i specialbyggede el–kørestole.
Man spiller på en bane, som måler 26x16 meter. Under hver kamp er der fem spillere og to dommere på banen.
Der er to typer af spillere. Der er dem, der spiller med en løs stav, en såkaldt floorball-stav. Og så er der dem, der har en fastmonteret stav, også kaldet en t-stav. Der skal minimum være to spillere på banen med en fastmonteret stav. Målmanden er altid en af disse to spillere.
En kamp består af to halvlege, som hver varer 20 minutter.
Kørestolen laver det hårde arbejde
Anders’ muskelsvinddiagnose medfører, at han hurtigere bliver træt i musklerne. Det har derfor været vigtigt at finde den sportsgren, der passer til ham. Og det gør powerchair floorball.
“Det er en sport for fysisk handicappede, hvor der også er noget bevægelse. Det er det, jeg egentlig godt kan lide. Vi har rigtig mange med muskelsvind både i kørestol og gående ligesom mig, hvor man stadig kan se en mulighed i at dyrke sporten. Det fede er, at kørestolen laver det hårde arbejde, så du kan fokusere på at være fysisk og bruge din krop. Hvis du ikke har mange armkræfter, kan du bruge stolen og teknikken til at kompensere rigtig meget,” siger han.
At repræsentere Danmark
Anders bliver allerede en del af landsholdet, da han begynder at spille powerchair floorball i 2004. Og det er kæmpestort for Anders at trække i de rød–hvide farver og repræsentere Danmark. Sammen med det danske landshold har han været til flere udenlandske turneringer. Og så rykker det ham også som person at være en del af holdet.
“Min træner har presset på i forhold til, at jeg skal være den, spillet går igennem. Det betyder, at jeg er kommet i nogle situationer, hvor jeg skulle rykke mig som person. Det giver noget at have et ansvar. Vi har også haft en mentaltræner inde over. Jeg er for eksempel en virkelig dårlig taber, men hvis det går dårligt, og jeg taber hovedet, rammer det også de andre. Der er derfor nogle forventninger til mig fra min træner,” siger han, og det er tydeligt, at han elsker det ansvar, han får i forbindelse med sin sport.
Han håber, at han kan være med til, at flere får øjnene op for sporten. Herhjemme er el-hockey nemlig den foretrukne af de to sportsgrene.
Faktisk findes der 11 hold (tallet kan dog variere fra sæson til sæson) og tre divisioner inden for el-hockey, hvorimod der findes tre hold og omkring 20 spillere inden for powerchair floorball. Et land som Holland har ifølge Anders omkring 200 powerchair floorball-spillere.
Til gengæld understreger han, at det er imponerende, at powerchair floorball-spillerne kan have et så højt niveau i Danmark, når nu konkurrencen er så lille herhjemme. Landsholdet opnår nemlig flotte resultater.
VM var både den bedste og værste turnering
Det er med landsholdet, at han og holdkammeraterne i 2018 kæmper sig til en VM-sølvmedalje. En turnering, hvor han samtidig bliver kåret til verdens bedste spiller. Alligevel kalder Anders turneringen for både den bedste og den værste i sit liv.
“På billedet, hvor man ser hele holdet med vores sølvmedaljer, er jeg den eneste, der ser mega sur ud. Den dag i dag er jeg stadig sur over, at vi tabte. Det er en ambivalent følelse. Men objektivt set er turneringen den fedeste, fordi for os var kampen mod hollænderne noget af den bedste hockey, vi nogensinde har spillet som hold,” siger han og pointerer, at han får koldsved bare af at tænke på finalekampen igen.
”
På billedet, hvor man ser hele holdet med vores sølvmedaljer, er jeg den eneste, der ser mega sur ud. Den dag i dag er jeg stadig sur over, at vi tabte
Selve kåringen til verdens bedste spiller sker ved en afstemning blandt spillerne fra de forskellige lande. Det gør det endnu større at få prisen. Men det betyder også meget for Anders, at han får prisen, selvom han ikke er den stærkeste spiller.
“Det plejer altid at være en tysker eller nogle fra Holland, der er super stærke, der får prisen, men det var fedt, at jeg med muskelsvind kunne få den,” siger han og understreger, at man altid skal fokusere på det, man kan. Så kan man nemlig nå langt.
Men det er ikke den eneste pris, han vinder inden for kort tid.
Kulturministerens Parasportspris
Anders er til DR’s awardshow Sport 2018 i Jyske Bank Boxen. Han er nemlig nomineret til Kulturministerens Parasportspris sammen med judokæmperen Mathias Krabholm og Vejle Kommune. Inden selve showet får han at vide, at det måske er en god idé at skrive en takketale, så det gør han. Han øver talen, men regner ikke med at vinde.
Stemningen er høj til showet, og da det kommer til, at prisen skal uddeles, er Anders i godt humør. Pludselig bliver det helt store kamera placeret foran ham med lyset skruet op på fuld styrke. Hans sidemakker prikker til ham: ”Øh, jeg tror, at du vinder.”
Sekunder efter kan han se sig selv på skærmen. Anders har vundet prisen. Tv-billederne taler sit eget sprog, og det er en tydeligt påvirket vinder, der bevæger sig op mod scenen i sin kørestol. Og det er et bevidst valg at tage kørestolen med op på scenen. Han vil nemlig fremvise sporten, og hvad han kommer fra.
”
Folk fik øjnene op for, at vi godt kan noget
Netop Kulturministerens Parasportspris og landsholdets præstationer betyder også noget for selve sporten, fortæller Anders.
“Det har givet lidt mere opmærksomhed på sporten. Folk fik øjnene op for, at vi godt kan noget. Der er desværre ikke kommet så mange nye spillere, så det kæmper vi lidt med. Men det er kommet mere momentum – også organisatorisk – men vi vil gerne have flere spillere,” siger han.
Der går lejrtur i det
Anders har altid kunnet bruge sporten til at koble af og være social. Han og holdkammeraterne bliver nemlig en del af et helt unikt fællesskab.
“Der går lejrtur i det,” siger Anders grinende, når han beskriver fællesskabet i sin klub og på landsholdet. At være en del af et hold betyder meget for ham. Her bliver han sammen med holdkammeraterne til én samlet enhed, og de kæmper sammen mod et fælles mål.
Fællesskab har været vigtig i flere sammenhænge. Muskelsvindfonden har blandt andet også været et sted, hvor han har skabt sig et stærkt netværk og samtidig oplevet et frirum, forklarer han.
Udviklede sig som spiller i Holland
Undervejs i sin powerchair floorball-karriere har Anders spillet én sæson i den hollandske liga og et par gange i hollandske cupturneringer. Her er han blevet udfordret på en anden måde end i Danmark.
“Det rykkede mit spil totalt meget. Jeg gik fra at være den bedste spiller på holdet til, at jeg skulle passe på med ikke at holde i vejen for mine medspillere. Så det var fedt at blive udfordret på en anden måde. Det var også det, der gjorde, at jeg udviklede mig meget som spiller,” siger han og tilføjer med et glimt i øjet:
“Og så er det jo bare fedt, at man kan sige, at man har prøvet at spille i udlandet.”
Mange bolde i luften
Arbejde, uddannelse og elitesport. Bolde har der været nok af at jonglere med for Anders. Udover sin sport har han også taget en uddannelse som multimediedesigner og konceptudvikler, og han har været med til at starte virksomhed op. Boldene er mange, men han er blevet bedre til at lytte til sin krop, selvom det stadig kan være svært.
“Hver gang man laver noget, når man har muskelsvind, så koster det noget, og det er du nødt til at betale tilbage på,” fortæller han.
Derfor har han skåret ned på flere ting, men bibeholder det, der giver ham energi i hverdagen. Det gør det blandt andet at dyrke powerchair floorball. Selvom det kan være svært at komme afsted, og energien er på et lavpunkt, så ved han, at det i sidste ende giver ham ny energi at tage afsted.
Og selvom Anders allerede har mange bolde i luften, er drømmene for fremtiden stadig store.
Store drømme
Hvis man spørger Anders, hvor han ser sig selv om fem år, puster han tungt ud og kigger drømmende frem for sig. Han har nemlig ikke planer om at sidde og trille tommelfingre. Af de helt store drømme vil han gerne vinde en guldmedalje med landsholdet.
Derudover er han også godt i gang med at få flere til at dyrke sporten i Danmark, så de kan lave en turnering med flere klubber og dermed flere kampe.
Men han håber også, at han om fem år er trådt lidt mere tilbage. Han vil på ingen måde væk fra sporten, men han vil gerne give plads til, at andre kan træde i karakter. Der skal med andre ord ske et generationsskifte.
Stafetten skal gives videre
Trænergerningen trækker også. Han træner allerede et hold i el-hockey, og han vil gerne give de gode oplevelser videre. Han håber derfor, at han både som træner og i form af sine præstationer kan dele ud af sine erfaringer og inspirere andre.
”
Du kan dyrke sport på mange måder. Så find en sport og prøv at dyrke den. Spørg dig selv, hvad er det, du gerne vil, og så prøv det
Anders får julelys i øjnene, når han skal give gode råd til andre, der, ligesom han var for 20 år siden, er nysgerrige på sportens verden.
“Du kan dyrke sport på mange måder. Så find en sport og prøv at dyrke den. Spørg dig selv, hvad er det, du gerne vil, og så prøv det. Hvad er din diagnose, hvad er det, du kan? Find den sport, der passer bedst til dig. Hvis man synes, at rugby (kørestolsrugby: red.) er for hårdt, så kom ned og prøv floorball. Og hvis man synes, at floorball ikke er noget for en, så spil rugby. Bare prøv det,” siger han bestemt.
Selvom stafetten ifølge Anders skal gives videre på et tidspunkt, er det tydeligt, at han ikke kommer til at slippe sporten. Han vil altid være involveret på den ene eller anden måde.
Anders Berenth
- 30 år
- Diagnose: Kongenit myopati
- Multimediedesigner og konceptudvikler fra Københavns Erhvervsakademi
- Co-founder hos Underscore 330
- Interesser: Design, personlig udvikling, arbejdet med mennesker
Andre udvalgte artikler til dig
- 01/11 2020
Jeg er lidt stolt, over at være kommet så langt
- 27/11 2020
Det er da pisseirriterende at være slap
- 24/01 2021
Svært at være så tæt på “normalen”
- 21/12 2017
Musholm er nyt nationalt træningscenter for parasport
