Livet er et spil, som du vinder, hvis du udnytter dine muligheder, mener 17-årige Johan Lauritsen
Der er gang i den hjemme hos 17-årige Johan Lauritsen. Efter to år i en ”osteklokke” på efterskole – nogle fantastiske år, som bl.a. har givet ham en stor selvindsigt, siger han – er han nu hjemme igen og går i gymnasiet. OG går til sang på konservatoriet. OG har en kæreste. OG spiller skak ind imellem. OG laver lektier. OG komponerer lidt musik. Og så har han i øvrigt muskelsvind, sidder i kørestol og har hjælpere i dagligdagen.
”Nogle gange er jeg nødt til at prioritere. Så må jeg stoppe op og spørge mig selv, om jeg gør dette, fordi jeg skal, eller fordi jeg har lyst. Om det er et pres for at føle mig beskæftiget, eller måske en forsvarsmekanisme for ikke at føle mig ensom,” siger Johan, mens han grunder over svaret. Han er nok bare lige som andre unge på sin egen alder, lyder hans konklusion.
”
”Man skal ikke leve, som om man dør i morgen, for man ved jo ikke, hvornår dagen kommer. Så hellere spørge sig selv, hvad er det jeg vil og så gå efter mulighederne.
Johan Lauritsen.
Døden kom tæt på
De fleste unge skænker ikke døden en tanke og føler nærmest, at de er udødelige. De vil leve livet – nyde livet og nyde at være ung. Sådan havde Johan det også, indtil han pludselig mistede sin far. Han begik selvmord. Og så kom døden meget tæt på og satte store tanker i gang.
”Det var – puh – svært at forstå. Hele mit livsperspektiv blev zoomet ud… jeg kunne ikke fatte det, og det er dér, man har brug for hjælp – og så er det ligegyldigt, om det er en psykolog eller en god ven,” siger han.
Alt dette skete, mens Johan gik på efterskole. Og der valgte han at bruge de mange mennesker, han havde omkring sig – både elever og lærere – til at komme igennem det.
”Jeg ”boltrede” mig i mennesker og brugte dem. Det var vigtigt og godt for mig at snakke om det, og folk vil gerne hjælpe,” siger han.
Døden er målet i spillet
Siden den oplevelse har Johan tænkt en del over, hvad døden er for en størrelse for ham. Hans overvejelser er endt i en billedfortælling om liv og død, som giver ham mening.
”Jeg har måske en lidt provokerende tilgang til det, men jeg kan godt lide at se døden som et mål i et spil. Spillet går ud på at opnå mest muligt, inden man når i mål som vinder. Og med opnå mener jeg ikke kun i forhold til materialistiske ting, men i forhold til alt: karrierer, venner osv. ”
”
”Jeg kunne ikke fatte det, da jeg mistede min far”
Johan
Ifølge Johan bliver man kun vinder, hvis man har udnyttet de muligheder, livet giver – uanset hvem man er, og hvilken ”bagage” man har med i livet. Omvendt bliver man taber, hvis man ikke har udnyttet de muligheder, der er, men har sat sig i et hjørne og mener, at det hele er noget lort. Og når man ikke gør noget for at ændre det.
Vi lever, fordi vi vil det
I det spil, som Johan forestiller sig, skal man ikke gøre alting alene, men må gerne få hjælp fra andre.
”Mange vindere har fået hjælp af andre til at vinde. Vi glemmer ofte, at det kræver vilje og gå-på-mod at bede om hjælp, og det er også med til at gøre en til vinder,” mener han og tilføjer, at man også skal huske at spille, fordi man har lyst og ikke, fordi man skal.
”Ligesom vi også skal huske på, at når vi vælger at leve livet, så gør vi det, fordi vi vil det.”
Johan vil selvfølgelig gerne selv blive vinder og tænker, at når han f.eks. skal lave lektier eller aflevere opgaver, skal det ikke handle om en sur pligt, men om vilje til at opnå det, han gerne vil. Sådan prøver han i hvert fald at opfatte det.
Og drømmen er at blive psykiater og være med til at hjælpe andre mennesker. Hans liv skal give mening i den store helhed og have et indhold, mener han.
Jeg har det egentlig godt
Og hvad nu, hvis spillet stopper før tid?
”Spillets tidsgrænse er ubekendt. Du ved ikke, hvornår spillet stopper, og derfor er det med at få så meget ud af det som muligt. Jeg vil ikke sige, at man skal leve, som om man dør i morgen, men når jeg ikke ved, hvornår dagen kommer, skal jeg spørge mig selv, hvad er det, jeg vil, og hvor står jeg lige nu, og så gå efter mulighederne,” siger Johan.
Den samme strategi har han valgt at bruge, hvis han hører om dødsfald blandt unge på sin egen alder. Tanken om, at det kunne have ramt ham, strejfer ham, men han vælger hurtigt at spørge sig selv, hvordan han egentlig har det lige nu.
”Og når jeg konstaterer, at jeg egentlig har det godt, kan jeg vifte tanken væk igen. Den evne til at abstrahere fra disse tanker, tror jeg, er vigtig,” siger Johan og tilføjer:
”Det er en naturlig ting, at vi skal dø på et tidspunkt, men vi ved netop ikke, hvornår det er, og derfor skal døden ikke fylde det hele. Så får vi ikke noget ud af spillet.
Andre udvalgte artikler til dig
- 16/10 2018
Vi kan og skal ikke forstå døden
- 23/10 2018
Børn skal informeres ellers kan de føle sig snydt
