Århusordningen. Hjælpeordningen. Borgerstyret Personlig Assistance (BPA). Kært barn har mange navne. Og kært er det barn, der kom til Verden i Århus midt i 1970erne, og som i årtier har gjort det muligt for mennesker med et handicap selv at planlægge og leve et liv med nogen lunde samme muligheder som andre mennesker.
Mere uofficielt er ordningen også blevet kaldt handicappolitikkens kronjuvel.
Kort fortalt går den ud på, at man får stillet et beløb til rådighed, og så ansætter man selv sine hjælpere og styrer selv sin dagligdag. Man kan selv være arbejdsgiver, eller man kan overlade det formelle arbejdsgiveransvar til et firma, en forening eller en nærtstående. Så er man selv arbejdsleder.
Århusordningen var det første navn til det kære barn. Den opstod nemlig i Århus Kommune. Helt fejlagtigt er det blevet opfattet som om det så også var Århus Kommune, der opfandt ordningen.
Det var det nemlig ikke. Faktisk slet ikke. Men i øvrigt en fejltagelse, som Århus Kommune ikke har anstrengt sig nævneværdigt for at modsige.
I skal bo på plejehjem!
Det hele startede en dag, da en ung mand med et handicap ringede fra sin institution og fik fat på en ikke særlig venlig medarbejder i Socialforvaltningen. Den unge mand ville vide, hvor meget hjælp han kunne få, hvis han flyttede i egen bolig uden for institutionen.
– Du kan ikke få nogen hjælp, lød svaret. Sådan nogen som dig skal bo på plejehjem.
Og så var den dialog forbi.
Den unge mand lod sig imidlertid ikke kue. Et halvt år senere ringede han igen og fortalte, at nu var han flyttet i egen bolig, så nu ville han gerne have hjælp til at klare dagligdagen med pleje, overvågning og ledsagelse.
– Du kan få pengene, og så vil vi ikke høre mere fra dig, lød svaret fra den fortsat ikke særlig venlige kommunale medarbejder.
Meldingen var egentlig ment som en trussel, men blev modtaget som en gave.
Sådan startede Århusordningen. Jeg var på det tidspunkt en meget ung medarbejder i Århus Kommune, og min opgave blev i første omgang at regne ud, hvor mange penge den unge mand så skulle have udbetalt til aflønning af hjælpere. Princippet skulle være, at han kunne få udbetalt samme beløb som prisen på en institutionsplads.
Friheden blev populær.
Historien om den unge mands nye liv spredte sig som ringe i vandet, og andre unge institutionsbeboere flyttede også lige pludselig til egen bolig rundt omkring i Århus. Så fik også de en pose penge hver måned. I løbet af halvandet år flyttede mere end 40 især unge mennesker fra institution til egen bolig. Og unge fra hele landet begyndte at flytte til Århus, for den nye ordning fandtes ikke andre steder. Der kom så mange til byen, at Århus Kommune den dag i dag har en markant overrepræsentation af borgere med en hjælpeordning.
For manges vedkommende var det første gang i deres liv, de fik mulighed for at styre deres egen tilværelse, planlægge dagligdagen og handle spontant som andre mennesker. Århusordningen gjorde en forskel, der hed livskvalitet.
Vi fik imidlertid et mindre teknisk problem, for der var ikke rigtig nogen lovhjemmel til den ordning, som den ikke særlig venlige medarbejder havde fremprovokeret. Bistandsloven indeholdt simpelt hen ikke en paragraf, der gjorde det muligt at udbetale pengene på den måde.
Men vi fandt en noget overset paragraf, bistandslovens §56, der handlede om “hjælp til hushjælp”. Den var egentlig kun beregnet til og blev kun brugt, når en vrissen gammel kone for Gud ved hvilken gang var røget uklar med sin hjemmehjælper. Så kunne kommunen vælge at udbetale pengene og lade hende finde sin hjemmehjælper selv.
Problemet var kun, at forbruget på den konto eksploderede, og på et tidspunkt begyndte Århus Byråd at undre sig over, at der fandtes så mange vrisne gamle koner i byen.
Privatisering eller selvforvaltning?
Byrådsmedlemmerne var på ingen måde begejstrede. Ikke fordi de havde noget mod at hjælpe mennesker med et handicap, men fordi det der med at styre sit eget liv aldrig har været en blomst, der er groet i et socialdemokratisk rosenbed. Og så oven i købet overlade både liv og penge til mennesker med et handicap, der på institutionen end ikke havde haft ansvaret for selv at købe en rulle toiletpapir, som et socialdemokratisk byrådsmedlem sagde. Ja, de anede end ikke, hvor frikadeller kommer fra, tilføjede han.
Bekymringen var lidt mindre blandt de borgerlige partier, som kunne få øje på noget privatisering i ordningen. Venstrefløjen kaldte det selvforvaltning, hvilket var meget vigtigt for venstrefløjen – dengang.
Og under alle omstændigheder var løbet kørt. Byrådet havde kun den ene mulighed at tvinge et efterhånden stort antal mennesker med et handicap bort fra et selvstændigt liv – og tilbage til institutionen. Politikerne vurderede med rette, at dét var for sent, og så blev det … som det nu blev.
Fagforeningen derimod var helt oppe i det røde felt og affandt sig aldrig med dette nymodens tiltag, som de betragtede som rent anarki. I de efterfølgende år var fagforeningens væsentligste bidrag til Århusordningen at bekæmpe enhver forbedring for hjælperne for på den måde at gøre det så lidt attraktivt som muligt at arbejde som handicaphjælper. Og de fik den socialdemokratiske rådmands garanti for, at det aldrig måtte blive mere attraktivt at være handicaphjælper end at være hjemmehjælper. Helst lidt ringere.
Det var i de år, vi sang med på Holst & Würgler-sangen om at “inderst inde ved vi godt, vi får ingen anden Verden, hvis vi ikke tager den selv”. Det var sandt dengang. Og det er sandt nu. De unge mennesker fra Århus valgte at tage en bedre Verden, da chancen bød sig. Som så ofte før i Verdenshistorien byder den slags chancer sig ved et tilfælde. Og da politikerne fik øje på virkeligheden, var den kørt forbi dem.
Men de unge mennesker handlede ikke uden risiko, for indtil de var blevet mange, var det faktisk en reel risiko, at de var blevet sendt tilbage til institutionen.
Magt og kreativitet er uforenelige størrelser.
Af en eller anden grund forestiller vi os, at en så perspektivrig ordning opstår efter et grundigt forarbejde, hvor en arbejdsgruppe har siddet og tænkt kreative tanker, som de så har skrevet ned i en stor rapport, som politikerne herefter har vedtaget.
Men sådan var det altså slet ikke. Faktisk er det utænkeligt, at Århusordningen kunne opstå på den måde. Dens kreativitet og hele tankegang var så langt væk fra kommunal tankegang som overhovedet muligt. Den tager udgangspunkt i individets frihed og selvstændighed, med et minimum af kontrol og et minimum af regler.
Sigende er det da også, at ved hver efterfølgende ændring er Århusordningen blevet mere indviklet og byrokratisk og med stadig mere kontrol af personer med et handicap.
Ordningen blev landsdækkende i 1989 og fik navnet hjælpeordningen. Den fik sin egen paragraf i serviceloven i 1998, og i 2009 ændrede den navn til Borgerstyret Personlig Assistance (BPA).
Skiftende socialministre har gennem de seneste år rost hjælpeordningen som noget helt unikt, der skal bevares. Jeg er egentlig ikke i tvivl om, at de mener det. I hvert fald er det indiskutabelt at hjælpeordningen har været en bragende succes og har sikret, at mennesker med et handicap har kunnet leve et liv på egne betingelser i snart 4 årtier.
Men omvendt er jeg heller ikke i tvivl om, at den socialdemokratiske vanetænkning fortsat ligger lige under overfladen.
Ganske få måneder før Annette Vilhelmsen blev formand for sit parti nævnte hun pludselig på et møde i Folketingets Socialudvalg, helt umotiveret, uden at have drøftet det med nogen handicaporganisation, at kommunerne skal kunne overtage hjælpeordningerne.
Livskvalitet og frihed kan ikke gradbøjes.
Ikke blot betyder de kommunale nedskæringer, at hjælpeordningen er udsat for angreb i kommunerne, men selve ideen er tydeligvis heller ikke fredet.
Det lyder besnærende, når vi møder det spørgsmål, om det da ikke er rimeligt, at mennesker med et handicap skal spare, når der også spares på så mange andre områder.
Forskellen er bare, at lige nøjagtig hjælpeordningen ikke kun handler om et serviceniveau, der kan trækkes lidt ud og ind. Den er tværtimod selve grundlaget for nogle menneskers livskvalitet og frihed, som er to begreber, der ikke kan gradbøjes.
Derfor er det så vitalt at huske historien om hjælpeordningens opståen. Som så ofte før var det, da mennesker gik sammen i fælles handling, at Verden flyttede sig. Hjælpeordningen fik kun sine særlige kvaliteter, fordi mennesker med et handicap greb en chance, da de fik den. Læren heraf er nemlig, at når alt kommer til alt, så er der heller ikke nu andre end brugerne selv til at forsvare den. Risikoen ved at overlade initiativet til politikere og embedsmænd er ikke, at de afskaffer hjælpeordningen, men at den berøves sin sjæl.
Nu om dage kalder de den slags for “fremtidssikring”.
Se artiklen i Modkraft.dk her