Der var mangfoldighed og kropsidealer på dagsordenen, da Muskelsvindfonden deltog i årets Folkemøde på Bornholm.
Af: Luise Vernstrøm Rasmussen og Gitte Dreier
Folkemødet på Bornholm er af flere medier blevet kaldt for Roskilde Festival for politikere. Også i år var Muskelsvindfonden med, og som altid på Folkemødet handler det om at komme i dialog med politikere og andre beslutningstagere, at mødes med samarbejdspartnere og skabe nye relationer og ikke mindst at skabe synlighed om foreningen arbejde. Det sker gennem deltagelse i debatter, kaffemøde med andre folkemødedeltagere og gennem de events, som Muskelsvindfonden laver sammen med stærke samarbejdspartnere.
For Muskelsvindfonden er det vigtigt at have fokus på emner, der taler op i en større dagsorden, fx perfekthedskultur, diskrimination og kropsidealer, og det er der rig mulighed for på Folkemødet.
Og det var netop de emner, der var i fokus ved foreningens arrangementer med Politiken og Bevica Fonden. Det var hhv. “Pærfekt Gin & Croquis”, som traditionen tro blev arrangeret sammen med Politiken. Og tre forskellige arrangementer under titlen ’Leave no one behind’, som var en aften med fokus på at hylde mangfoldigheden. Aftenen var arrangeret i samarbejde med Bevica Fonden.
Mangfoldighed og kropsidealer på dagsordenen
Spørger man Muskelsvindfondens formand, Simon Toftgaard Jespersen, om Folkemødet, er han overordnet mere end godt tilfreds med aftrykket.
– Vi fik deltaget i en række spændende politiske debatter, men vi fik samtidig sat mangfoldighed og kropsidealer på dagsordenen på en måde, der også var med til at vise omverdenen, hvad Muskelsvindfonden også kan, fortæller han og fortsætter:
– Folkemødet er jo en sjov størrelse og en sammenblanding af seriøse emner og netværksdannelse, og med Gin og Croquis samt vores store mangfoldighedsfest fredag aften kom vigtige emner på dagsordenen i en afskygning, hvor flere sanser og store smil blev bragt i spil. På den måde er vi med til at bidrage med noget ekstraordinært set med mine øjne.
”
Jeg kender ikke andre live-formater, der på den måde er lige dele intim, skrøbelig, intellektuelt stimulerende, måske grænseoverskridende og utrolig sjov.
Lise Ring
Eventchef, Politiken
Torsdag med Pærfekt Gin & Croquis
Teltet var fyldt på, da Muskelsvindfonden sammen med Politiken inviterede Søs Egelind, Morten Hee Andersen, Samira Nawa og mere end 150 nysgerrige og tegneglade gæster til Pærfekt Gin & Croquis, blev der tegnet kroppe i alle størrelser, former og højder. Samtidig blev der nydt gin & tonic med gin brygget på krumme agurker.
Igen i år var Gin & Croquis teltet propfyldt. Ifølge eventchef på Politiken, Lise Ring, er Gin & Croquis blevet så stor en succes, fordi det er et enormt inddragende og sanseligt liveformat, der pirker publikums holdninger og grænser.
– Emnet, som vi debatterer undervejs – altså kropsidealer og perfekthedskultur – er universelt og følsomt, og der sker altså et eller andet, når man som publikum bliver sanseligt og holdningsmæssigt udfordret på samme tid. Jeg kender ikke andre live-formater, der på den måde er lige dele intim, skrøbelig, intellektuelt stimulerende, måske grænseoverskridende og utrolig sjov, forklarer eventchefen.
Artiklen fortsætter under billederne
Dragbanko, politikere dystede og Dj Andrew Moyo
En hyldest til mangfoldigheden var temaet bag fredag aften i Verdensmålenes telt. Her slog Muskelsvindfonden sammen med Bevica Fonden teltdugen op til en aften med hele tre events.
Drag-Banko Diversity edition, hvor den prisbelønnede drag queen Chantal al Arab, som blandt andet er kendt fra kvartetten ’Veninderne’, førte det grinende publikum igennem en times ’Drag-Banko’. Foruden fede præmier blev der også sat fokus på nogle af de barrierer, som man kan møde i hverdagen. Tv2 Bornholm lagde vejen forbi under eventet til en snak med formand Simon Toftgaard Jespersen og en tur på scenen for at hjælpe Chantal al Arab med at trække numre til bankospillet.
Da den sidste præmie var givet ud til en glad banko-spiller, blev gulvet ryddet og Dj-pulten fundet frem. Til Dj-battle skulle to hold med hhv. debattør Natasha Al-Hariri og politiker Rosa Lund (Ø) dyste mod politiker Torsten Gejl (Å) og Jan E. Jørgensen (V). I seks forskellige kategorier dystede de to hold om, hvem der kunne skabe den største fest på dansegulvet. Kategorierne varierede fra, hvilken sang de to hold ville spille til ’fest i Snapstinget’ til et ’Halbal i Thyborøn’. Der blev danset og hujet, og selv om det var tæt løb, var det Natasha Al-Hariri og politiker Rosa Lund (Ø), der løb med aftenens sejr.
Aftenen fortsatte med Dj Andrew Moyo bag mixerpulten til et brag af en mangfoldighedsfest.
Ses vi til Grøn Koncert? Se program her