Det er ikke unormalt ikke at være normal, mener Mads Georgi, der er stolt af at være den, han er
Hvem er normal? Hvad er et normalt liv? Er du normal? Er jeg normal?
Grundlæggende tror jeg ikke på, at vi kan dele folk op i normale og ikke normale persontyper – eller livstyper – i år 2023. Vi er hver især vores helt egen unikke person, men alligevel er der en grundlæggende holdning om, at det normale er at gå i folkeskole, tage en ungdomsuddannelse, opleve verden i et sabbatår, tage en videregående uddannelse, gå i byen, få kærester, indtil den rette findes, få et 08-16 job, købe et parcelhus og få børn.
”
I skolens frikvarterer var jeg med til at sjippe og spille fodbold på min helt egen måde.
Mads Georgi
Det er bare de færreste, der i dag kan sætte flueben ved alle ovenstående punkter. Og vælger du af egen fri vilje noget udenfor det, der bliver defineret som et såkaldt normalt liv, så bliver du set skævt til. Uanset, om du vælger at tage en erhvervsuddannelse, ikke gider gå i byen, vælger singlelivet frem for tosomheden eller bare fravælger at få børn. Hvis man som jeg derimod bliver tvunget til at træde udenfor normalitetens normer, så kan man ikke undgå at blive generaliseret som ikke normal – selv om det ikke er unormalt, ikke at være normal.
Mit handicap blev gjort normalt
I min barndom har jeg altid følt, at jeg har passet ind i samfundets definition af at være normal, selv om jeg godt vidste, at jeg ikke var ligesom de andre børn. Jeg gik i en normal folkeskole på normale vilkår, men alligevel blev kassen ”normal” formet sådan, at jeg også fik en aktiv rolle i hjemkundskab, sløjd, håndarbejde, idræt og svømning, hvor min muskelsvind og kørestol gjorde mig anderledes fra de andre børn. På den måde blev mit handicap gjort til det mest normale i hele verden.
Jeg tror, at det var med til at gøre det nemmere for mine klassekammerater at gøre mit handicap og kørestol til en normal ting i frikvartererne, hvor jeg var med til at sjippe og spille fodbold på min helt egen måde. Og så er børn bare bedre til at se alle som ligeværdige – i hvert fald da jeg var barn uden de sociale mediers definition af, hvad der er normalt og ikke normalt.
Kurven knækkede på HHX
Kurven begyndte at knække for mig på HHX, hvor jeg havde svært ved at passe ind i det normale ungdomsliv, hvor fester, alkohol og kærester fyldte meget. Her fik jeg min første følelse af, at jeg ikke passede ind i den verden, som bliver defineret og indrettet af flertallet – til flertallet.
”
Det er de færreste, der kan leve op til ’det normale’
Mads Georgi
Jeg fik tilbuddet om at tage min HHX på fire år i stedet for tre, men takkede nej – fordi jeg ville passe ind i den normale verden. Det havde så de konsekvenser, at jeg ikke kunne deltage i de samme sociale arrangementer og fester som klassekammeraterne, hvis jeg samtidig skulle have overskud til at passe skolen.
Den lektie har gjort, at jeg i en alder af 31 år ikke har taget en videregående uddannelse. Jeg vil ikke længere tilstræbe at passe ind i normalitetens verden, når jeg ved, at det alligevel ikke er muligt. Jeg har derfor forsøgt at finde min egen vej og er samtidig begyndt at omfavne alle dem, der bryder med, hvad der betragtes som normalt. For det mener jeg, at vi er for dårlige til i denne perfekthedskultur.
Svære odds på datingapps
Apropos perfekthedskultur, så er datingapps en grim ting, som definerer, hvad og hvem der er normale ud fra ens udseende. Her har man svære odds, hvis man afviger fra det såkaldte normale udseende. Jeg var i starten af 20’erne, da Tinder kom frem. I starten brød jeg mig ikke om den kultur, der var forbundet med Tinder, men med årene hørte jeg om flere af mine venner, der havde succes med at finde den eneste ene på Tinder. Jeg ville derfor – med en stor portion skepsis – teste, om det også virkede for mig, selv om jeg vidste, at jeg ville afvige fra mængden – altså det normale.
Det gav da heller ikke gevinst, og derfor droppede jeg det hurtigt igen, da jeg ikke ønskede at blive mindet om, at jeg ikke passer ind i den verden, der er defineret som normal.
Jeg er den, jeg er
Jeg er den, jeg er, og det er jeg stolt af. Jeg mener ikke, at alle individer skal være ens og passe ind i flertallets definition af, hvornår man er normal og har et normalt liv. Jeg mener i stedet, at samfundet skal kunne rumme alle, og vi hver især bør huske os selv og hinanden på, at forskellighed ikke er farlig.
