Mindeord af Muskelsvindfondens formand, Simon Toftgaard Jespersen
Tirsdag aften fik jeg den triste nyhed, at vores medlem Anita Kruse i weekenden er gået bort.
Men Anita er for mig ikke bare et medlem, hun er en del af Muskelsvindfondens fundament, der altid har været der, men pludselig ikke er mere
Den slags er nemt at sige, men sådan er det virkelig. Anita Kruse har været en del af Muskelsvindfondens repræsentantskab i 50 år i streg indtil, at hun til Landsmødet i år udtrådte. Det er en bemærkelsesværdig indsats og faktisk også en rekord, som hverken Evald eller nogen anden kommer i nærheden af. Siden 1974 har man altså ikke kunnet bevæge sig i vores politiske fora uden at sidde sammen med Anita, og på den måde har hun udgjort en rygrad.
Udover repræsentantskabet har hun imidlertid også været forbi Muskelsvindfondens bestyrelse, ligesom hun har været dybt engageret i RCFM, hvor hun i nærmest en menneskealder har siddet i bestyrelsen og i mange år fungeret som næstformand. Den post besad hun, indtil hendes bortgang i weekenden, hvor hun med sin faglige ekspertise og imponerende erfaring har været en fast hånd på rattet i samarbejde med forskellige formænd gennem årene.
Anita forstod om nogle RCFMs vigtige rolle som facilitator af et frugtbart samarbejde mellem borger og offentlig sektor, men hun var heller aldrig i tvivl om, at RCFMs eksistensgrundlag udspringer af Muskelsvindfonden, og at centret først og fremmest er til for mennesker med muskelsvind og deres pårørende. Anita var uddannet psykolog (Cand. Psyk.) og hendes professionelle virke har også hjulpet mange af vores medlemmer gennem årene. Hun var med til at sikre, at rehabilitering også handlede om det hele menneske – ikke bare kroppen.
Udenfor de mere overordnede politiske organer i foreningen, så var Anita en utrættelig ildsjæl bag de legendariske debatarrangementer i lokalgruppe København, der dengang samlede 50-100 mennesker til handicappolitiske debatter på Rødovregård med nerve og engagement. Hun var en sundhedspolitisk legende, der mange år før de første behandlinger til muskelsvind kom på markedet kæmpede for bedre rehabilitering og bedre behandlingsmuligheder. Hun så de store visionære muligheder i de fremtidige behandlinger, men havde også det nuancerede blik for etik og det, at mennesker med muskelsvind ikke måtte blive forsøgskaniner med alvorlige bivirkninger til følge. Som en naturlig følge heraf, deltog Anita i Muskelsvindfondens daværende Etisk Råd, og på det seneste har hun siddet med i repræsentantskabets Sundhedspolitiske Udvalg.
Personligt kan jeg ikke huske et Landsmøde eller et repræsentantskab uden Anita, og sådan har mange af jer andre det sikkert også. Uanset om man har kendt hende godt eller mindre godt, så har hun altid været nærværende med sin ro, kløgt og dybe indsigt i alt fra rehabilitering til Muskelsvindfondens historie. Ingen har som Anita prioriteret at deltage i møder, altid med god opbakning fra sin mand Kurt, der utrætteligt har stået ved hendes side. Det var et stærkt kendetegn, at hun altid kom i god tid og var velforberedt. Hun var en mester i at opsummere på saglig vis, med respekt og hensyntagen til alle synspunkter.
Anita står for mig tilbage som et af de mest ordentlige og anstændige mennesker, jeg nogensinde har mødt. Det kommer både til udtryk i hendes måde at arbejde på, men også i måden hun fremstod på fysisk. Altid, altid elegant klædt. Gerne med pels, flotte negle, læbestift og smukke iøjnefaldende smykker. Anita var med andre ord et enestående menneske fra inderst til yderst. Hun vil blive stærkt savnet i Muskelsvindfonden.
Ære være Anita Kruses minde!
