Ny politisk chef i Muskelsvindfonden – Thomas Krog får ny rolle

gitte

27. nov 2025

Muskelsvindfonden styrker organisationens politiske indsatser fra årsskiftet, når Lone Myrhøj bliver ny politisk chef. Hun skal bygge videre på det stærke fundament, der er skabt gennem mange år. Samtidig fortsætter Thomas Krog, der hidtil har varetaget rollen, i en ny stilling som politisk chefkonsulent. 

Lone Myrhøj tiltræder den 5. januar og skal bringe nye perspektiver og stærke kompetencer ind i Muskelsvindfondens politiske arbejde. Lone kommer med bred erfaring fra både det kommunale og sociale område og har gennem årene arbejdet strategisk med politikudvikling og interessevaretagelse. Hendes erfaring fra politiske forhandlinger på tværs af parter giver hende et stærkt fundament til at skabe fremdrift for de dagsordener, Muskelsvindfonden arbejder for. 

Lone Myrhøj
Lone Myrhøj politisk chef Muskelsvindfonden fra januar 2026

Jeg er både begejstret og beæret over at blive en del af Muskelsvindfonden. For mig er Muskelsvindfonden ikke bare en organisation, det er en bevægelse med mod, mening og menneskelighed. Vi har en vigtig opgave foran os. Det handler om at ændre samtalen om velfærd og forme en fremtid, hvor der er reel plads til forskelle. Den kamp vil jeg gå ind i med fuld kraft, og jeg glæder mig til at bidrage til den politiske retning,” siger Lone Myrhøj.

Et stærkt match med Muskelsvindfondens ambitioner 

Lone Myrhøj får en nøglerolle i det fortsatte arbejde med at udvikle og styrke fondens politiske stemme. 

Lone Myrhøj, som med sin brede erfaring fra både det kommunalpolitiske og sociale felt bringer nye perspektiver og stærk strategisk tæft ind i arbejdet, bliver en vigtig drivkraft i den videre udvikling af vores politiske dagsordener,” siger direktør Henrik Ib Jørgensen og fortsætter:
Samtidig er det en styrkelse af vores samlede politiske arbejde, at vi nu har to stærke profiler til at varetage Muskelsvindfondens politiske interessevaretagelse.” 

Lone Myrhøj får ansvaret for den overordnede strategiske linje og den politiske udvikling i tæt samspil med resten af det politiske team. Thomas Krog fortsætter i den nyoprettede rolle som politisk chefkonsulent – en ændring, han selv har ønsket, for at kunne holde fokus på det politiske kernearbejde og interessevaretagelsen. 

Om Lone Myrhøj

Om Lone Myrhøj  

Bopæl: Landsby uden for Vejle 

Familie: Gift og har to teenagere på 16 og 17 år 

Uddannelse: International socialrådgiver fra Den Sociale Højskole i Aarhus (2007), Creative Leadership fra Kaospiloterne, i gang med diplomuddannelse i Strategisk design og ledelse ved Designskolen Kolding. 

Erfaring: Leder af Integrationsafdelingen i Kolding Kommune, tidligere boligsocial leder i Vejle, erfaring fra psykiatrien. Som byrådsmedlem har hun været gruppeformand, medlem af Økonomiudvalget og formand for Socialudvalget. 

Politik: Medlem af Vejle Byråd siden 2010, gruppeformand og formand for Socialudvalget