Hospitalet havde oplyst til sagen, at drengen på grund af muskelsvind har dårlig appetit og svag tyggefunktion og er meget tynd.
Kommunen bestred ikke behovet for energitæt næring, men gav afslag på tilskud til energitæt is uden nærmere angivelse end at ”energitæt mad kan tilgodeses i en almindelig husholdning”
Den årlige udgift til energitætte is (2 om dagen) var 11.497,50 kr.
Forældrene klagede
I deres klage skrev forældrene blandt andet:
”Vi har været ved diætist. Vi følger hendes anbefalinger, men det er ikke nok. Vi skal jo tage hensyn til, at maden skal være let tyggelig pga. drengens tandstatus og de svage muskler. Hans træthed betyder også, at han ikke bruger kroppen så meget, så den naturlige appetit andre har, har han ikke. Hvis man ikke får energi nok, bliver man mere træt og uoplagt. Man har svært ved at koncentrere sig. For det første er det en ond cirkel, at komme i. Desuden er han i en alder, hvor han virkelig skal bruge energi og koncentration i skolen. Især er det vigtigt med boglig viden, da det er hans mulighed for at få arbejde som voksen.”
”Drengen skal også have ekstra energi, for at bevare sin gang funktion. Hvis han bliver for træt og ikke får gået nok, vil hans gangfunktion blive noget svagere. Så må han jo sætte sig i hans kørestol. Han skal jo bevare sin gangfunktion, så længe det er muligt. Derved får han også en lidt bedre appetit. Så alt hænger sammen. Det er netop nu ekstrem vigtig at få ekstra tilskud i form af disse is. Så vi har virkelig prøvet med almindelig mad. Han har også fået proteinrig drik, men det kan han ikke få ned.” skrev forældrene.
Endelig tilføjede de: ”Vi blev så anbefalet Ryå is af sygehuset, da det har en bedre smag end proteindrik. Det kan han godt spise. Der er ekstra protein i, hvad der tit mangler i hans kost, da meget protein skal tygges. I Ryå is er der forøget protein, kulhydrat og fedt. Det er kost tilskud, der er nemt at spise, uden brug af tyggemuskler. Så det er ideelt til for ham. Derfor mener vi bestemt, at det er en merudgift for os. Vores anden søn får bestemt ikke is til ca. 31 kr. pr. dag.”
Muskelsvindfonden supplerede
Muskelsvindfonden skrev som supplement til forældrenes klage, at drengen ”spiser naturligvis også andet mad end energitætte is, så merudgiften hertil modsvares ikke af en besparelse i husholdningens øvrige madbudget, men den energitætte is er som lægeligt anbefalet en forudsætning for, at han få næring i nødvendigt omfang, blandt andet for at kunne tage på i vægt.”
”Det er Muskelsvindfondens opfattelse, at kommunen i givet fald måtte angive, hvilke alternative muligheder for energitæt mad, som den pågældende efter kommunens mening kunne indtage med samme behovsdækning. Umiddelbart kunne man overveje de proteindrikke, der blandt andet forhandles af apotekerne, men dels kan drengen ikke få dem ned, dels er disse proteindrikke heller ikke billige. To af apotekets proteindrikke pr. dag vil være dyrere end de energitætte is, som er lægeligt anbefalet.”
Muskelsvindfonden tilføjede: ”Det tilkommer dog ikke familien eller for den sags skyld Muskelvindfonden at gætte på, hvilke alternativer som kommunen haft i tankerne, men det er vores opfattelse, at kommunen som led i en pligtig og tilstrækkelig begrundelse for et afslag selv måtte redegøre herfor, idet vi i modsat fald må anse kommunens begrundelse for så mangelfuld, at afgørelsen ikke er i overensstemmelse med de almindelige garantiforskrifter og dermed må anses for at være ugyldig.”
Og endelig skrev vi: ”Det skal yderligere bemærkes, at merudgifter efter serviceloven sædvanligvis kun skal sandsynliggøres, og ikke dokumenteres, men netop hvad angår kost- og diætpræparater, er en egentlig dokumentation forudsat, idet det fremgår af Socialministeriets Vejledning, at ”det forudsættes, at den kommunale myndighed sørger for, at borgerens behov er tilstrækkelig dokumenteret, f.eks. ved lægeerklæring”. Så meget desto mere tungtvejende må en lægeerklæring være, når den faktisk foreligger, hvilket den gør i dette tilfælde, og lægeerklæringen anviser ikke alternativer til energitætte is.”
Ankestyrelsens afgørelse
Ankestyrelsen rettede henvendelse til kommunen og bad om ”samtlige sagsakter, herunder de lægelige oplysninger, der ligger til grund for afgørelsen”. Ankestyrelsen bad ”desuden kommunen om en kommentar til oplysningerne fra Muskelsvindfonden, herunder en nærmere redegørelse for, hvordan kommunen mener, behovet for energitæt mad i dette tilfælde kan tilgodeses i en almindelig husholdning”.
Kommunen fremsendte så lægeerklæringen fra hospitalet, men besvarede ikke Ankestyrelsens anmodning om en redegørelse.
På den baggrund konkluderede Ankestyrelsen, at ”vi finder på den baggrund, at det er dokumenteret, at drengen på grund af sin lidelse, herunder manglende appetit og meget lave vægt, har et særligt behov for at supplere sin almindelige kost med energitæt kost, og at dette behov kan dækkes ved energitæt is”.
Og afgørelsen lød: Du har ret til dækning af merudgift til energitæt is.
Alvorlig kritik af sagsbehandlingen
Om selve sagsbehandlingen gav Ankestyrelsen kommunen en kraftig påtale:
”Vi bemærker, at kommunen ifølge det almindelige forvaltningsretlige officialprincip, jfr. retssikkerhedslovens § 10, har ansvaret for, at sager, der behandles efter denne lov, er oplyst i tilstrækkeligt omfang til, at myndigheden kan træffe en afgørelse. Vi finder ikke, at kommunen har overholdt dette, da der som anført ikke har foreligget oplysninger om, at drengens særlige behov for energitæt is kunne tilgodeses på anden vis end ved energitæt is
Vi bemærker videre, at det følger af retssikkerhedslovens § 66, at kommunen, inden en klage behandles, skal vurdere, om der er grundlag for at give klageren helt eller delvist medhold. Kommunen skal således i fornødent omfang forholde sig til de anbringender, der anføres som begrundelse for klagen.
Kommunen har imidlertid fastholdt sin afgørelse med uændret begrundelse uden at forholde sig til de konkrete oplysninger om drengens behov, der var anført i klagen. Kommunen har ej heller besvaret Ankestyrelsens anmodning om en nærmere redegørelse. Kommunen har således ikke overholdt pligten til genvurdering, hvilket må betragtes som kritisabelt”.
