Det er et helt grundlæggende princip i den sociale lovgivning, at en kommune selv skal sørge for at tilvejebringe sit beslutningsgrundlag, før den træffer en afgørelse
Meningen er naturligvis, at borgeren ikke behøver at kende lovgivning og praksis for at få den nødvendige hjælp, og det kan være rigtig vanskeligt for den enkelte selv at vide, hvad det er relevant at fortælle kommunen.
Ikke desto mindre oplever vi igen og igen, at kommuner (bevidst?) spørger forkert og utilstrækkeligt, så beslutningsgrundlaget bliver misvisende, og det bliver nemmere at give et afslag.
Det gælder for eksempel, når man søger hjælp til dækning af merudgifter efter servicelovens § 100. Nu skal det siges, at betingelserne for at få denne merudgiftsydelse er både uklare og indviklede, men netop derfor stiller det ekstra store krav til, at kommunen stiller de rigtige spørgsmål.
Den første betingelse er, at ”der ofte må sættes ind med ikke uvæsenlige hjælpeforanstaltninger”, og den betingelse er ikke så vanskelig at vurdere. Den er normalt opfyldt, hvis man f.eks. har brug for en handicapbil, BPA eller en kørestol, og det er ikke vores erfaring, at der bliver fiflet med den.
Men den anden betingelse er, at konsekvenserne af den nedsatte funktionsevne ”er af indgribende karakter i den daglige tilværelse”, og den betingelse rummer alle muligheder for kreativ manipulation i kommunen.
Politikerne taler hele tiden om, at de vil forenkle reglerne, men alligevel gør de konsekvent det stik modsatte. Den mest nærliggende betingelse for at få dækket merudgifter burde naturligvis være, at man faktisk har merudgifter som følge af sit handicap, i hvert fald merudgifter af en vis størrelse.
Konkret oplever vi ofte, at kommunerne stiller nogle generelle og temmelig irrelevante spørgsmål, f.eks. i et kæmpestort spørgeskema, og derefter træffer de en misvisende afgørelse på baggrund af et beslutningsgrundlag, der intet siger om, hvor ”indgribende” funktionsnedsættelsen er i den daglige tilværelse.
De fortæller nemlig ikke borgeren, at det handler om at beskrive ”de indgribende konsekvenser i dagligdagen”, og borgeren selv har ikke skygge af chance for selv at vide, at man nu lige pludselig skal fokusere på det, som man ikke kan. Oftest skal man da – heldigvis – fokusere på det, som man kan!
Og faktisk er det heller ikke så nemt lige at komme i tanke om alle de små og store konsekvenser i dagligdagen, som er en konsekvens af funktionsnedsættelsen. Erfaringen viser imidlertid, at der ofte er mange flere konsekvenser, end man lige kan komme på.
Muskelsvindfonden har efterhånden en del gange haft gode erfaringer med en minutiøs liste over funktionsnedsættelsens konsekvenser i dagligdagen, uanset hvad kommunen spørger om. Om ikke andet, så øger denne liste chancen for at vinde en efterfølgende klage i ankesystemet. Det er simpelt hen nødvendigt at skære ud i pap, hvad funktionsevnenedsættelsen går ud på.
Som inspiration har et af vore medlemmer givet os lov til at kopiere nedenstående anonymiserede beskrivelse af de konsekvenser i dagligdagen, som funktionsnedsættelsen er årsag til. Beskrivelsen indeholder også nogle konsekvenser, som man ellers ikke lige går og tænker over.
”Efter min operation får jeg tit ondt i knæet, hvis jeg har brugt det for meget, samt smerter i ryggen, da jeg ikke er så stærk i mine mavemuskler til at kunne holde til at bære rundt på ting eller gå lange distancer. Jeg har stramme sener samt fejlstillinger i fødderne og min krop bliver derfor hurtig træt og må hvile en ½ til en time når jeg kommer hjem fra skole.
Derudover har jeg:
- Problemer med at klippe negle og pleje fødder.
- Problemer med at skrælle kartofler, åbne låg og dåser samt rive gulerødder.
- Svært ved at dække bord, bære tunge ting, hælde vandet fra kartoflerne eller løfte fade over på bordet.
- Problemer med at åbne den nederste skuffe i køkkenet samt få ting op fra skufferne.
- Problemer med at handle ind, løfte ting fra nederste hylde samt øverste hylde og bære rundt på varerne samt fragte dem hjem.
- Kan ikke tage på ture i ind- og udland som andre unge, da for meget bagage er for tungt at bære rundt på og jeg kan derfor ikke klare det på egen hånd.
- Problemer med at bære min skoletaske med bøger og PC, eller komme rundt på skolen, da gymnasiet er trættende med lange dage og mange lektier og afleveringer. Kan heller ikke løfte min printer selv, når jeg skal til eksamen.
- Kan ikke gå lange distancer. Er træt efter 50 m og må søge hvile. Mine fødder og knæ gør ondt, hvis jeg går for meget.
- Kan ikke gå på trapper eller komme over høje kantsten. Har problemer med at besøge mine storebrødre, i hhv. X-by og Y-by da jeg er afhængig af, at nogen kan løfte mig op til deres lejligheder, da de bor på henholdsvis 2. og 4. etage. Derudover er det rejsen dertil også et problem i sig selv.
- Bruger mine aftener på at hvile, da jeg er udmattet efter skole og fysioterapi + el-hockey.
- Kan ikke vaske mit eget tøj, da tøjet er for tungt og vaskemaskinen er for langt nede.
- Kan ikke selv rydde mit værelse op eller gøre rent, da jeg ikke kan samle ting op fra gulvet eller trække en støvsuger rundt, kan heller ikke tørre af, da jeg ikke har kræfter til at skrubbe. Kan heller ikke tømme opvaskemaskinen.
- Kan ikke cykle eller selv køre min manuelle kørestol.
- Er meget afhængig af min mini crosser hvis jeg skal i byen eller hjem til kammerater.
- Kuldefølsom, hvilket eks. bevirker, at jeg ofte har blærebetændelse.
- Har svært ved at lukke døren i min handicap bus og svært ved at komme ind i bussen.
- Kan ikke selv gøre mit badeværelse rent, da jeg ikke kan bukke mig ned eller har kræfter til at skrubbe med en klud.
- Kan ikke selv komme ned i min el-hockey stol eller komme op igen.
- Skal have hjælp til at køre den ind i rummet, hvor laderen til stolen står, samt sætte stolen til opladeren. (stolen er i en højde som jeg ikke kan komme ned til).
- Kan ikke selv skifte batterierne, da de vejer over 1,5 kg. Kan heller ikke selv løfte min hockey stol ud til bilen samt spænde den fast i bilen.
- Kan ikke løfte ting fra gulvet, som vejer over 1,5 kg eller bære rundt på ting som vejer over 3 kg. Kan ikke løfte ting fra en højde der er højere end mig, der vejer over 1,5 kg.
- Kan ikke selv rulle mit gardin op eller skifte mit sengetøj samt tømme skraldespanden på badeværelse eller værelset.
- Har problemer med at sætte min el-stol samt Mini crosser til opladning, da jeg ikke har kræfter til at sætte stikket i. Har problemer med at sætte stik i stikkontakten nede på gulvet.
- Har problemer med at færdes i tætte forsamlinger, da jeg ikke kan holde balancen.
- Har ikke kræfter/fysik til at udføre fritidsjob eller dyrke fritidsinteresser sammen med mine kammerater her i Z-købing.
- Kan ikke deltage i kurser på Musholm Bugt Feriecenter uden hjælp.
- Havde problemer med at deltage i studieturen med skolen og der var aktiviteter, jeg ikke kunne være med til. Det var ikke muligt at medbringe min Minicrosser, hvorfor jeg havde hjælper med, som hjalp mig med at skubbe min manuelle kørestol samt andre praktiske udfordringer.
- Har problemer med at skrive i hånden, da det er meget trættende, hvilket gør min skrift meget ulæselig.
- Påtegning i mit kommende kørekort om behov for special tilpasset bil,
- Kan ikke stå op og tage bukser på, da jeg ikke kan bukke mig eller holde balancen.
- Kan ikke rejse mig fra vores sofa herhjemme og andre steder, hvis møblerne er for lave.
- Har problemer med at deltage i et almindeligt ungdomsliv, ikke komme impulsiv fra sted til sted bl.a. hvis mine gymnasie venner skal ned i byen efter gymnasie fest. Det gør at jeg ofte må droppe byen, da jeg ikke har kræfter til at gå de 250 meter ned i byen efter eksempelvis en gymnasiefest eller fest privat, hvor mine kammerater ofte fortsætter festen i byens natteliv.
- Kan ikke selv sætte mit hår op, da jeg ikke har kræfter i mine arme.
- Har problemer med knapper samt lynlåse.
- Kan benytte offentlige transportmidler under forudsætning af at der er nogen der kan køre mig til stationen samt, at de der henter mig, har en handicap bil, der kan have min el-stol og løfte min bagage. Dette kan kun ske, hvis jeg har bestilt DSB handicapservice, som skal bestilles senest 3 dage før man skal afsted, hvilket gør, at impulsive ture med offentlige transportmidler ikke er muligt.”
Det er naturligvis både beklageligt og kritisabelt, at kommuner bevidst eller ubevidst ikke evner at leve op til deres forpligtelse til selv at tilvejebringe det nødvendige beslutningsgrundlag; men forhåbentlig kan vi på den måde spare os selv og nogle medlemmer for noget besvær og nogle ærgrelser.
