Ankestyrelsen har truffet en principafgørelse om, at forhøjet forsikringspræmie som følge af hjælperens skade på en handicapbil ikke kan dækkes som en merudgift efter servicelovens § 100
Sagen drejede sig om en person, der kun havde bil på grund af sit handicap, fordi andre mennesker på samme alder og i samme livssituation ikke har bil.
Hjælperen var skyld i en skade på bilen, og forsikringspræmien blev derfor forhøjet.
Ankestyrelsens begrundelse var, at ”borgeren i kraft af sin hjælperordning selv havde valgt sin chauffør. Det var borgerens opgave at finde en kompetent chauffør, både til den almindelige hjælpeopgave og som chauffør. Forvaltningen var uden indflydelse på dette valg. Det havde uoverskuelige konsekvenser med hensyn til at pålægge kommunen udgifter for hjælp og eventuelle fejltagelser i andre sammenhænge. Det var borgeren, der havde arbejdsgiveransvaret og instruktionsbeføjelsen overfor hjælperen og i den forbindelse ansvar for at instruere således at uheld blev undgået i videst muligt omfang.”
Ankestyrelsens afgørelse er særdeles uheldig, for uanset hvor megen umage man gør sig med at vælge hjælper, og uanset hvor megen umage hjælperen gør sig med at køre, så kan man jo ikke undgå, at en hjælper nu og da er skyld i en skade på bilen, ligesom enhver anden bilejer nu og da kan skade sin bil.
Ganske vist betaler andre bilejere selv deres skader, eventuelt i form af forhøjet forsikringspræmie, men i dette tilfælde handlede det altså om en person, der uden sit handicap slet ikke ville have haft bil og derfor heller ikke ville have kunnet skade sin bil.
Det uheldige i Ankestyrelsens afgørelse handler ikke kun om borgerens økonomi, men det handler også om, at man som borger med et handicap er nødt til at overveje den økonomiske risiko ved at anskaffe sig en bil, som kan ikke selv kan køre, og om at en skade på bilen kan være en alvorlig belastning for forholdet mellem borger og hjælper. Ikke mindst hjælperen vil med sikkerhed føle sig meget skyldig i at have påført borgeren en betydelig økonomisk udgift.
Det interessante er imidlertid, at Ankestyrelsen anfører som en del af sin begrundelse, at ”det var borgeren, der havde arbejdsgiveransvaret”, hvilket rejser det spørgsmål, om afgørelsen ville blive anderledes, hvis borgeren havde uddelegeret sit arbejdsgiveransvar til et privat firma eller en forening som LOBPA.
Det melder historien ikke noget om; men det vil være interessant at afprøve spørgsmålet i ankesystemet, hvis nogen kommer i den situation.
