Hvis det etablerede system ikke kan eller vil skabe politisk, kulturel eller social forandring, kan protestbevægelser og aktivistiske tiltag påvirke dagsordenen, viser historien og forskningen
Mange protestbevægelser har succes i disse år. Klimabevægelsen med Greta Thunberg i spidsen, #metoo-kampagnen og Black Lives Matters er gode eksempler på, at aktivisme kan være med til at påvirke dagsordenen og flytte noget. Et andet eksempel fra vores egen verden: #enmillionstemmer-kampagnen havde stor gennemslagskraft op til Folketingsvalget i Danmark i 2019, hvor det lykkedes at få sat handicappolitik på dagsordenen i flere politiske partier. Så aktivisme kan nytte, hvis det gribes rigtigt an, viser historien og forskningen.
”Der er mange forskellige måder at gøre det på, og de former skifter med tiden. Aktivister har udviklet et repertoire af midler, de kan bruge, og i disse år ændrer de sig ikke mindst på grund af de sociale medier,” siger lektor på Institut for Samfundsvidenskab og Erhverv på Roskilde Universitetscenter Silas Harrebye, der bl.a. forsker i sociale bevægelser.
I dag gør aktivister ofte brug af de sociale medier. Menige borgere kommenterer, liker og deler opslag, og budskabet har på nogle måder lettere ved at nå ud til en bredere kreds end en mere traditionel demonstration på gaden. Men der er også ulemper forbundet med den form for aktivisme, mener Silas Harrebye:
”Protesterne har en mere midlertidig og ad hoc-karakter. Der er ikke den form for kontinuitet og stædighed, der skal til for at skabe resultater, fordi deltagerne ikke har så meget på højkant. De er ikke med på pladsen eller organiseret på en måde, så de kan tage det lange seje træk, som der skal til. Men omvendt er det også vigtigt at få de unge med, fordi de er progressive, gerne vil flytte grænser og i forvejen er på de sociale medier.”
En retfærdig kamp
Silas Harrebye understreger, at der ikke er én eksakt opskrift på at få succes, men forskningen viser, at flere elementer er vigtige, hvis protestbevægelserne skal medvirke til forandring.
Udgangspunktet er ifølge Silas Harrebye, at folk skal opleve det som en retfærdig kamp. Dernæst skal der være en vis opbakning, dvs. aktiv deltagelse fra almindelige borgere. Der skal være momentum, dvs. et vist volumen og drivkraft i antal deltagere og protester.
Timingen er også vigtig, dvs. der skal være åbninger i det politiske felt, fordi det er de politiske institutioner, der skal skabe forandringerne. Protesterne i sig selv skaber ikke forandringer.
Og så skal protesterne eller bevægelsen have et klart mål, der er tydeligt både internt og eksternt.
Systemet og aktivister kan inspirere hinanden
Ikke alle protestbevægelser opnår dog det resultat, de kæmper for. Men forskningen viser, at bevægelserne kan være med til at flytte dagsordener. Det kan bl.a. måles på, at sproget flytter sig, at organisationer og alliancer ændrer sig, at adfærd i befolkningen ændrer sig, at politikeres holdning flytter sig, eller der kommer ny lovgivning eller retningslinjer.
”Forskningen viser, at det, der fører til de mest reelle og bæredygtige forandringer, er ting, der sker i krydsfeltet mellem det etablerede system og aktivister på kanten af det. Derfor vil et samarbejde mellem det etablerede og aktivisterne være en god ting,” siger Silas Harrebye og forklarer, at det jo er det etablerede system, der skal forestå forandringen – medmindre man ønsker decideret revolution.
Fordelen ved et samarbejde er, at de etablerede institutioner kan noget, og aktivister kan noget andet. De er hinandens kontraster, og det kan give inspiration på tværs og være nyttigt. Men parterne skal stadig holde fast i, at de kan noget forskelligt. Organisationerne skal ikke bevæge sig som aktivister, og aktivisterne skal ikke blive for pæne og ensrettede.
Reaktion på stigende mistillid
Aktivisme opstår ofte i bølger, og de seneste år er en af dem.
”En af forklaringerne på den aktuelle bølge af aktivisme er, at folk generelt har behov for, at der bliver rusket op i de etablerede, politiske institutioner og i den elite, der har en interesse i, at tingene forbliver status quo,” siger han og forklarer hvorfor:
”Der er en stigende mistillid til de etablerede institutioner. De har ikke udviklet sig og fulgt med tiden med de udfordringer og betingelser, vi har for at handle og markere os på nye måder.”
Og at bølgen kommer nu, er måske også en reaktion på, at aktivisme i flere år har været nede i en bølgedal, mener Silas Harrebye.
”Demokratiet har fungeret relativt godt i så mange år, at borgere ikke har følt det nødvendigt at gøre noget. De er tilfredse med det, de har, og hvis noget skal ændres, forventer de, at det er der andre, der tager sig af. Nogle borgere læner sig tilbage og tager ikke del i udviklingen, selv om tingene godt kan blive bedre. Men mange tager nu skeen i den anden hånd.”
Andre udvalgte artikler til dig
- 20/05 2020
Robotterne kommer – heldigvis
