Da jeg i 1975 var meget ung og fik mit første job i Århus Kommunes Social- og Sundhedsforvaltning, var det første ord jeg mødte: Afgrænsningscirkulæret.
Det var et cirkulære, som bestemte, hvornår et ”apparatur eller redskab” var et behandlingsredskab, og hvornår det var et hjælpemiddel. Hvis det var et behandlingsredskab, skulle det nemlig betales af amtet. Hvis det var et hjælpemiddel, skulle det betales af kommunen.
Hvis gamle fru Jensen f.eks. havde brug for et gangstativ, så måtte man først finde ud af, om gangstativet betød, at fru Jensen gik bedre, for så var det et hjælpemiddel, som kommunen skulle betale. Men hvis hjælpemidlet betød, at fru Jensen blev bedre til at gå, så var det et behandlingsredskab, som amtet skulle betale.
Både amterne og kommunerne gik meget op i at flytte så mange udgifter som muligt over til hinanden. På begge sider var der ansat jurister med det ene formål at flytte udgifter over til modparten. De satte sig naturligvis deres spor, navnlig på de offentlige lønbudgetter.
Det cirkulære havde både amter og kommuner megen fornøjelse af. Og mens de forlystede sig med deres grundige overvejelser om, hvem der skulle betale, så sad fru Jensen og ventede – og blev dårligere til at gå.
Senere blev amterne afløst af regionerne, og kommunerne blev større, men farcen fortsatte. Aktørerne fik blot nye navne. Naturligvis fik både Socialministeriet og Sundhedsministeriet adskillige henvendelser i årenes løb, for situationen var naturligvis uholdbar, men allerede i 2013 fandt de to ministerier en løsning.
Derfor udsendte Sundhedsministeriet et nyt cirkulære, der slog fast, at fru Jensen skal have sit gangstativ – eller hvad det nu er hun har behov for – og så må kommunerne og regionerne finde ud af bag kulisserne, hvem der skal betale. Gangstativet skal bare udleveres til hende af den myndighed, der har tættest kontakt med borgeren:
”Den myndighed, der har tættest kontakt med borgeren, skal i givet fald umiddelbart levere det nødvendige behandlingsredskab eller hjælpemiddel til borgeren, hvorefter betalingsspørgsmålet må afklares efterfølgende mellem de involverede myndigheder.”
Stor glæde. Et 38 år gammelt problem blev løst. Men ak, hvor længe var fru Jensen i paradis? Straks fandt kommunerne og regionerne på en ny forlystelse. Nu diskuterer de nemlig, hvilken myndighed, ”der har tættest kontakt med borgeren”, og det skal jo afklares, før fru Jensen kan få sit gangstativ. Hvis fru Jensen nemlig har hjemmehjælp, har hun tæt kontakt med kommunen, og hvis hun har været indlagt, så har hun tæt kontakt med sygehuset og dermed med regionen. Hvem er tættest?
Vi er rent ud sagt lige vidt. Og det handler fortsat om gangstativer, vippelejer og andre ting.
For et halvt år siden spurgte Muskelsvindfonden Sundhedsministeriet, hvordan man afgør, hvilken ”myndighed, der har tættest kontakt med borgeren”. Brevet er endnu ikke besvaret. De næste 38 års overvejelser er i gang. Fru Jensen sidder fortsat ned. Medmindre hun i mellemtiden faktisk er kommet i paradis. Det er hun nok.
