Alt for mange mennesker med handicap opgiver at fiske, fordi de tror, det ikke kan lade sig gøre. Men det kan det, mener Christian Stadil, der gerne vil hjælpe andre i gang.
”Jeg elsker at komme ud, få frisk luft og være i naturen. Kort og godt mærke, at jeg lever.”
Så enkelt kan det siges, når Christian Stadil, 24 år fra Risskov ved Århus, skal beskrive, hvorfor han er lystfisker. Et par gange om ugen pakker han som regel bilen med sit fiskegrej, rygeovnen, grillen, tæpper m.m., så han er forberedt, hvis han skulle få lyst til at overnatte ude ved den sø eller å, hvor han fisker.
Eller faktisk pakker han ikke så meget. Alt fiskeudstyret ligger i forvejen klar i bilen, som også har installeret et lille toilet ligesom det, man bruger til camping. Han har også altid en madras liggende i bilen.
Jagten i fiskeriet
Men udover naturoplevelsen er der også andre positive sider ved fiskeriet, som får Christian til at overvinde de besværligheder, det kan være at tage på fisketur, når man sidder i manuel kørestol og har muskelsvind.
”Det er jagten i fiskeriet. Jeg elsker at ha’ en fisk på krogen. Især gedder, som man bliver nødt til at følge længe og arbejde på at få i land. Man skal lade fisken styre, så den kører træt. Hvis man bare trækker i land med det samme, er der fare for, at linen springer, eller krogen ryger af. Det kan godt tage op til 10 minutter. Når jeg så får fisken i land, har jeg så meget armsyre, at jeg næsten ikke kan løfte den. Der må jeg køre på adrenalinen,” siger han med et grin, for han vil holde fisken og helst også få taget et billede af den og ham selv. Det er en del af sporten.
Og billedet skal tages hurtigt, for han sætter næsten altid fisken fri igen. Ikke fordi han ikke kan lide at spise fisk, men når det f.eks. drejer sig om en gedde på 4-5 kg., sætter han den som regel ud igen, hvis den ikke er beskadiget. Det er det at fange fisken, der giver kicket. Men der er nu også noget særligt ved at sætte den ud igen, mener han.
”
Når man sænker den ned i vandet, skyller bladene af dens skind og ser den gispe et par gange, når vandet skyller ind over den, så er det fedt at se den svømme væk igen
Netop den del kan Christian dog ikke selv gøre. Han kan ikke komme så langt ned til vandkanten i sin manuelle kørestol, så dér træder hans hjælper og fiskemakker til. Det er også hjælperen, der skal bære fiskegrejet fra bilen ned til fiskestedet, og når Christian fisker med levende agn, må hjælperen kaste snøren ud. Krogen og den levende agn vejer måske 200 g. til sammen, og det er for tungt til, at Christian selv kan kaste den langt nok ud. Men så snart snøren er i vandet, kan han selv styre fiskestangen, bevæge snøren og trække i land.
Opsøger udfordringer
Og så nyder Christian stilheden og roen. Den bedste fisketur er, når han kommer så langt væk fra civilisationen, at han ikke kan høre hverken biler eller byer. Steder, hvor han kun kan komme, fordi han har en hjælper med. Og for ham må det godt være lidt udfordrende og svært.
”
Når man sidder i kørestol, møder man mange bakker og knolde, men i stedet for at give op og gøre sig sårbar, så opsøger jeg dem
”Når man sidder i kørestol, møder man mange bakker og knolde, men i stedet for at give op og gøre sig sårbar, så opsøger jeg dem. Jeg vil udfordre dem. Jeg synes ikke, man skal holde sig tilbage, fordi det er svært,” siger Christian, som meget gerne vil opfordre andre til at prøve lystfiskeriet. ”Jeg tror, mange misser det, fordi de opgiver. De opgiver, fordi de ikke kender til det eller har prøvet det. Men man kan godt holde sig til de sikre fiskesteder. Man behøver ikke udfordre det så meget, som jeg gør nu. Jeg startede selv med at fiske på havnen eller i put-andtake- søer, men det, synes jeg ikke, er så sjovt mere.”
Tømmerflåden tippede
Christian begyndte at fiske som 15-16-årig. Han gik tidligere til skydning, men mistede interessen for den sport. Og så fik han en hjælper, der fiskede. Siden har han læst meget om fiskeri og udstyr på nettet, selv eksperimenteret og fået erfaring med teknik og udstyr, og efter at han flyttede hjemmefra og i egen lejlighed for fem år siden, har han fisket meget tit sammen med sin hjælper og andre venner.
Og nu er der også gået sport i at finde nye egnede fiskesteder. Ofte finder Christian ”måskeegnede” steder via Google-Earth på internettet og tager bagefter ud for at teste dem. Det kan godt blive lidt vildt nogle gange. F.eks. i Sverige, hvor hans makker først måtte bære kørestolen ned til åbrinken og siden tage Christian på ryggen ned ad en stejl skrænt, der var for fedtet og stejl til hans kørestol.
Eller en episode i Danmark for nylig, hvor Christian og hans fiskemakker skulle fiske fra deres egen, nylavede tømmerflåde i en sø. Tanken var, at tømmerflåden skulle transportere dem ud på den anden side af sivbræmmen, så Christian kunne komme til at trække blink dér, hvor fiskene ofte står.
Men tømmerflåden tippede, da makkeren trådte ned på den, så Christian vippede bagover og fik hovedet under vand. Situationen endte godt, men resulterede i, at Christian og hans makker var drivvåde og måtte fiske i underbukser, mens deres tøj tørrede.
Marguerit-rute for lystfiskere
Men faktisk arbejder Christian på at gøre idéen om tilgængelige fiskesteder til et decideret projekt. En Marguerit-rute af tilgængelige fiskepladser i Danmark. Forbilledet er Sverige, hvor der ved mange åer og søer er etableret fiskepladser og platforme, som er tilgængelige for alle.
Christian har allerede haft kontakt til Skov- og Naturstyrelsen, men søger ellers partnere, der vil være med til at udvikle – og finansiere – idéerne. ”En fiskeplads koster måske 2.000-3.000 kr. at producere, så der skal ikke så meget til, og en tilgængelig fiskeplads kan jo bruges af alle. Ikke kun folk med handicap.”
Christian håber, at projektet kan blive gennemført, så endnu flere får chancen for at opleve naturen, lystfiskeriet og få lige så mange positive oplevelser, som han selv har haft.
Andre udvalgte artikler til dig
- 01/11 2020
Jeg er lidt stolt, over at være kommet så langt
- 27/11 2020
Det er da pisseirriterende at være slap
- 24/01 2021
Svært at være så tæt på “normalen”
