Opgørelser fra Danmarks Statistik viser, at der er sket et drastisk fald både i antallet af personer, der modtager dækning af merudgifter og i det beløb, kommunerne udbetaler til handicapbetingede merudgifter
Kommunerne skærer massivt i hjælpen til mennesker med handicap. Trods kommunernes påstande om det modsatte kan nedskæringerne dokumenteres med tal fra Danmarks Statistik.
På området for hjælperordninger (BPA) er antallet af nye tilkendelser fra 2016 til 2019 faldet fra 130 om året til 70. På BPA-området er det dog svært at få klare tal for, hvor meget kommunerne har sparet i kroner og øre. De tal er derimod klare, når vi taler om nødvendige handicapbetingende merudgifter.
Nedskæringer på merudgifter
Antallet af personer, der modtager merudgifter efter servicelovens § 100, er faldet fra godt 13.500 i 2016 til blot 7.800 i 2019. En nedgang på godt 5.700 personer, der ikke længere modtager merudgiftsdækning. I beløb har det medført en samlet kommunal besparelse over årene på over 67 millioner kroner – eller i procent: en besparelse på 30%.
Derfra skal man selvfølgelig trække lønnen til de sagsbehandlere, der har brugt timer på at gennemgå sagerne. Tilbage står, at flere tusinde mennesker med handicap ikke længere kan få dækket de handicapbetingede merudgifter, de tidligere kunne. Mange af de mennesker er i forvejen presset økonomisk, fordi de er uden for arbejdsmarkedet på grund af handicap.
Sag for Ombudsmanden
Faldet i antallet af modtagere er sket på trods af, at personkredsen for merudgifter er uændret i perioden. Eneste ændring er, at man nu skal dokumentere merudgifter over 2.500 kroner pr måned, men det kan kun forklare en meget lille del af den besparelse, som kommunerne har opnået.
Muskelsvindfonden har fokus på nedskæringerne og er gået ind i en konkret afgørelse fra Ankestyrelsen om dækning af merudgifter i forbindelse med handicapbil. Vi vil indbringe sagen for Ombudsmanden.