Meget ofte har vi set afgørelser, hvor kommunen afviser at dække merudgifter til befordring og henviser til, at der findes et særlig gunstigt skattefradrag i ligningslovens § 9d, som man bare kan bruge. I nogle tilfælde vil kommunen dog godt dække de udgifter, der ligger ud over befordringsfradraget, men så modregner de selve fradraget og ikke kun skatteværdien af fradraget. Det er naturligvis fup, og denne kommunale praksis må enten skyldes inkompetence eller bevidst snyd. Den slags kaldes socialbedrageri. I hvert fald hvis det er borgeren, som snyder på den måde
I en konkret sag har Ankestyrelsen imidlertid truffet en principafgørelse, som præciserer reglerne.
Ankestyrelsen konkluderer, at kommunen først skal beregne borgerens merudgifter til transport, dernæst skal kommunen fratrækkeværdien af skattefradraget, og så skal den overskydende udgift indgå i merudgiftsydelsen. Ved merudgifter forstås i denne situation – som altid – “udgifter der overstiger, hvad ikke-handicappede på samme alder og i samme livssituation har”.
Ankestyrelsen fandt ikke, at der gennem de særlige ligningsmæssige fradrag var gjort udtømmende op med handicappedes mulighed for at opnå dækning af transport mellem hjem og arbejde.
Ankestyrelsens samlede begrundelse lød således:
“Vi finder, at der kan ydes dækning af sandsynliggjorte merudgifter for handicappede efter serviceloven til befordring mellem hjem og arbejdsplads udover hvad der kan opnås ved ligningsmæssige fradrag herfor efter skattelovgivningen. Vi finder ikke, at der gennem de særlige ligningsmæssige fradrag udtømmende er gjort op med handicappedes mulighed for at opnå dækning af transport mellem hjem og arbejde.
Der ydes efter serviceloven hjælp til dækning af nødvendige, sandsynliggjorte merudgifter, som er en følge af den nedsatte funktionsevne. Det er en betingelse, at merudgiften ikke kan dækkes efter anden lovgivning eller andre bestemmelser i serviceloven.
Det er oplyst i sagen, at ansøger har en særlig stor og driftsmæssigt dyr kassebil, som er nødvendiggjort af handicappet. Ansøger er bevilget dækning af ekstraudgifterne ved benyttelse af denne bil. Hun har derudover søgt om dækning af merudgifterne ved transport til og fra arbejde.
Vi har lagt til grund, at Det Sociale Nævn har fundet det sandsynliggjort, at hun ville have anvendt offentlige transportmidler til arbejde, hvis hendes nedsatte funktionsevne ikke umuliggjorde dette.
Vi har ved afgørelsen alene taget stilling til, om det særlige skattefradrag for handicappede i ligningsloven § 9 D er til hinder for, at der kan ydes dækning af merudgifter ved befordring til og fra arbejde.
Ankestyrelsen finder, at der som udgangspunkt er mulighed for at yde hjælp til betaling af de nødvendige merudgifter, der er forbundet med befordring til og fra arbejde, såfremt udgifterne ikke dækkes efter andre bestemmelser.
Det er oplyst, at ansøger benytter sig af de særlige skattemæssige fradragsregler i ligningslovens § 9D, som vedrører handicappedes udgifter til befordring mellem hjem og arbejdsplads.
Da merudgiftsbestemmelsen i serviceloven er subsidiær i forhold til anden lovgivning har vi undersøgt, om ligningsloven § 9 D gør udtømmende op med kompensationsomfanget i henseende til dækning af handicappedes merudgifter til transport mellem hjem og arbejdsplads.
De særlige regler om befordringsfradrag for handicappede i ligningslovens § 9 D har til formål at give denne persongruppe nogle bedre betingelser vedrørende udgifter til befordring. Vi finder imidlertid ikke, at det med tilstrækkelig sikkerhed kan antages, at reglerne i ligningsloven gør udtømmende op med kompensationsomfanget i forhold til dækning af handicappedes merudgifter til transport til og fra arbejde.
På baggrund af ordlyden af merudgiftsbestemmelsen i servicelovens § 100 fortolker vi bestemmelsen således, at de skattemæssige befordringsfradrag for handicappede, der følger af ligningslovens bestemmelser, går forud for dækning af nødvendige merudgifter efter servicelovens § 100.
På den baggrund må ansøgeren, hvis der udover det ligningsmæssige fradrag skal ydes dækning af merudgifter til befordring, sandsynliggøre, at hun efter beregning af det ligningsmæssige fradrag har merudgifter til befordring mellem hjem og arbejdsplads, der ligger ud over, hvad ikke-handicappede på samme alder og i samme livssituation har.”
Kommunen selv havde ikke begrebet (ikke ønsket at begribe), at der var hjemmel i den sociale lovgivning til at kompensere for den fulde udgift til befordring mellem hjem og arbejde. Kommunen henviste til særlige fordelagtige skatteregler i ligningslovens § 9d, som tilgodeså, at mennesker med funktionsnedsættelse ikke havde mulighed for at benytte offentlige transportmidler, og derfor skulle have mulighed for at fradrage den fulde befordringsudgift i det omfang, den oversteg et bundfradrag på kr. 2000.
Borgeren havde oplyst, at den skattemæssige værdi af det ligningsmæssige befordringsfradrag langt fra kan opveje hendes merudgifter til transport mellem hjem og arbejde. Ansøger har endvidere oplyst, at kommunen ved beregningen af hendes transportudgifter ikke i fornødent omfang har taget hensyn til de merudgifter, der følger af, at kørsel i hendes kassebil er dyrere end kørsel i en almindelig bil.
Ankestyrelsen bad herefter kommunen om at foretage en ny beregning af borgerens merudgifter, således at det vurderes, om borgeren har sandsynliggjorte merudgifter til befordring mellem hjem og arbejde, herunder at der tages hensyn til de merudgifter, der måtte følge af, at kørsel i hendes kassebil er dyrere end kørsel i en almindelig bil.
