Merudgiftsydelse bliver til kompensationsydelse
Lovændringen om kompensationsydelse træder i kraft 1. september 2025 med en toårig overgangsperiode, hvor kommunerne skal revurdere merudgiftsbevillinger. Muskelsvindfonden har arbejdet for at mindske forringelserne, men er fortsat kritiske over for de nye regler.
Lovændringen har været undervejs længe. Under lovens tilblivelse har Muskelsvindfonden knoklet for at afbøde nogle af de forringelser samt administrative byrder, lovforslaget vil medføre. Vi er nået et stykke, men vi er langt fra der, hvor vi kunne drømme om. Selvom vi er kritiske overfor lovændringen, ændrer det ikke ved, at de nye regler for kompensationsydelse træder i kraft 1. september 2025.
Der vil være en overgangsperiode for de nye regler på to år, hvilket betyder, at kommunerne inden 1. september 2027 skal have revurderet alle merudgiftsbevillinger efter de nye regler for kompensationsydelse.
Herunder gennemgår vi de mest betydningsfulde ændringer. Vi forklarer centrale begreber og præsenterer et flowdiagram over bevillingsprocessen for de nye regler.
-
Generelt
- Reglerne for børn og voksne ensrettes.
- Minimumsgrænsen for bevilling af kompensationsydelse for børn og voksne vil fremover være 6.660 kr./år (2025-tal). Det betyder, at de kompensationsberettigende udgifter skal være minimum 6.660 kr. eller mere pr. år for at berettige til kompensationsydelse. Med de nye regler hæves minimumsgrænsen for børn og sænkes for voksne.
- Der vil fremover alene ske revurdering af kompensationsydelsen, hvis personen/familien anmoder herom, eller hvis der i øvrigt sker ændringer i f.eks. personens livssituation, som kan medføre ændret hjælp.
- Kompensationsydelse bevilges fremover efter to forskellige regelsæt, som betegnes henholdsvis “Gruppe I” og “Gruppe II”.
- Ansøgere vælger selv om der ansøges efter reglerne for Gruppe I eller Gruppe II.
- Hvis to samboende søskende er i målgruppen for kompensationsydelse, så bevilges kompensationsydelse med udgangspunkt i de to søskendes samlede kompensationsberettigende udgifter.
Gruppe I (samlede udgifter under 24.000 kr./år):
- Ved ansøgning efter reglerne for Gruppe I, skal de kompensationsberettigende udgifter alene sandsynliggøres, og kommunen skal kun lave et overslag over de sandsynliggjorte udgifter.
- Hvis der sandsynliggøres kompensationsberettigende udgifter for mindst 6.660 kr./år men mindre end 24.000 kr./år, så udbetales et standardbeløb på 1.105 kr./mdr.
- Positivlisten, som fremgår af reglerne for Gruppe II, gør sig ikke gældende for kompensationsberettigende udgifter i Gruppe I.
- Selvom udgifter ikke skal dokumenteres efter reglerne for Gruppe I, så anbefales det at samle dokumentation, som forberedelse til, hvis reglerne for Gruppe II på et tidspunkt skal tages i brug f.eks. pga. en enkeltstående udgift.
Gruppe II (samlede ud udgifter for 24.000kr./år eller mere):
- Der kan kun ansøges om dækning af kompensationsberettigende udgifter til udgiftstyper, som fremgår af den såkaldte positivliste.
- Positivlisten indeholder nedenstående udgiftstyper:
- Kost- og diætpræparater.
- Medicin.
- Befordring og driftsudgifter ved befordring i egen bil, herunder udgifter til vedligeholdelse og reparation, bilforsikring, fornyelse af kørekort, udligningsafgift for dieselbil.
- Forhøjet husleje, herunder indskud.
- Fritidsaktiviteter, herunder udgifter til deltagelse i almindelige fritidsaktiviteter og udstyr hertil, ferier, sommerlejre, stævner m.v.
- Handicaprelaterede kurser.
- Beklædning.
- El, vand og varme.
- ”Kattelem”: Øvrige markante kompensationsberettigende udgiftstyper, hvor merudgiften for den enkelte udgiftstype udgør mindst 15.000 kr. om året svarende til gennemsnitligt 1.250 kr. om måneden.
- Der er dokumentationskrav for udgifter, som søges dækket efter reglerne for Gruppe II.
- Hvis der dokumenteres kompensationsberettigende udgifter for mindst 24.000kr./år, så beregnes den månedlige kompensationsydelse ud fra de faktiske årlige kompensationsberettigende udgifter plus et standardbeløb på 500 kr./måned.
Enkeltstående kompensationsberettigende udgift
- Dækning af enkeltstående udgifter skal indgå i beregningen af kompensationsydelse, men kan ikke længere bevilges ved siden af en løbende kompensationsydelse
- Dækning af en enkeltstående udgift forudsætter, at de samlede dokumenterede kompensationsberettigende udgifter overstiger 24.000kr./år. og reglerne for Gruppe II kan gøres gældende. Hvis de samlede kompensationsberettigende udgifter, inklusiv den enkeltstående udgift, ikke overstiger 24.000kr/år jf. positivlisten, bliver man ikke kompenseret ud over standardbeløbet for Gruppe I (1.105 kr./mdr.).
- Hvis en eller flere enkeltstående kompensationsberettigende udgifter er udslagsgivende for, at de samlede udgifter overstiger 24.000 kr./år, så skal hele kompensationsydelsen genberegnes og evt. bevilges efter reglerne for Gruppe II.
- Hvis kompensationsydelsen allerede inden den enkeltstående udgift er bevilget efter reglerne for Gruppe II, så kan kommunen vælge enten at genberegne den månedlige kompensationsydelse eller lave enkeltstående udbetaling til dækning af den enkeltstående udgift. Det er noget kommunen KAN vælge, men ikke noget, de SKAL vælge.
- Enkeltstående kompensationsberettigende udgifter kan ikke betales direkte til leverandør.
-
Hvis du allerede nu modtager merudgiftsydelse, så fortvivl ikke. Merudgiftsydelse er en løbende bevilling, og derfor stopper din bevilling heller ikke uden, at kommunen har truffet en ny afgørelse. Du behøver derfor heller ikke aktivt opsøge kommunen. Du kan dog forvente, at din kommune laver en revurdering efter de nye regler inden d. 1. juli 2027.
I Muskelsvindfonden anbefaler vi, at du sætter dig grundigt ind i de nye regler for kompensationsydelse.
Særligt vigtigt hvis der er bevilget merudgifter for mindst 24.000 kr./år
Med de nye regler for kompensationsydelse vil flere formentlig opleve, at det bliver sværere at få dækket de samme udgifter, som det har været muligt at få dækket efter reglerne for merudgiftsydelse. Dette skyldes, at der med de nye regler indføres et nyt regelsæt for de bevillinger, som indeholder særligt høje udgifter (mindst 24.000 kr./år). Regelsættet betegnes Gruppe II, og hvis man ansøger om kompensationsydelse efter Gruppe II, så er der skærpede kriterier for at få godkendt udgifter som kompensationsberettige udgifter:
- Kun udgifter som er nævnt på ”positivlisten” betragtes som kompensationsberettigende udgifter. Vær dog opmærksom på ”kattelemmen”, hvor særligt høje handicapbetingede udgifter kan medtages i beregningen.
- Alle udgifter skal dokumenteres.
I Muskelsvindfonden anbefaler vi alle, som fremover vil skulle dokumentere udgifter, at påbegynde indsamlingen af dokumentation f.eks. bonner, kvitteringer m.m. allerede nu. I vil derved stå bedre og mere forberedt, når jeres bevilling skal behandles efter de nye regler.
Særligt vigtigt, hvis du forælder til et barn med muskelsvind og er bevilget merudgifter for under 6.660 kr./år
Beløbsgrænsen for kompensation til forældre til børn med en funktionsnedsættelse hæves, og derved vil alle familier fremover skulle have kompensationsberettigende merudgifter for mindst 6.660 kr./år for at være berettiget til at modtage kompensationsydelse. Hvis I som familie er på grænsen til ikke at være berettiget til kompensationsydelse efter de nye regler, så anbefaler vi i Muskelsvindfonden, at I gennemgår jeres bevilling og sikrer, at alle udgifterne er opdateret og retvisende. Vi anbefaler også, at I orienterer jer i denne inspirationsliste for at sikre, at I ikke har overset nogle udgifter, som I er berettiget til at få kompensation for.
Kan jeg få hjælp af Muskelsvindfonden?
I Muskelsvindfonden har vi lavet et beredskab, som skal hjælpe alle vores medlemmer bedst muligt, når de nye regler træder i kraft. Det gør vi ved at:
- Afholde webinar om de nye regler for kompensationsydelse.
- Lave åben socialjuridisk telefonrådgivning for alle medlemmer hver tirsdag mellem kl. 10.00 og 12.00.
- Hjælpe, hvis der er grundlag for at klage over kommunens afgørelse. Hvis du har en afgørelse, som du gerne vil have hjælp til at anke, så log ind på din medlemsside og opret en sag.
- Samle data, som vi kan bruge, når reglerne om to år skal revurderes.
Flowdiagram for de nye regler for kompensationsydelse
-
Kompensationsberettigende udgift
En kompensationsberettigende udgift svarer til begrebet nødvendig merudgift. Det betyder, at kompensationsberettigende udgifter er alle de udgifter, som er en nødvendig følge af en funktionsnedsættelse og som ligger ud over, hvad en person/familie i samme alder og livssituation normalt selv ville have betalt, hvis der ikke var et handicap.
Gruppe I
Reglerne for Gruppe I er tiltænkt langt de fleste, som har handicapbetingede udgifter. Når der ansøges efter reglerne for Gruppe I, så bevilges der kompensationsydelse, når personen/familien kan sandsynliggøre kompensationsberettigende udgifter for mindst 6.660 kr. pr. år svarende til 555 kr. pr. måned. Hvis man har sandsynliggjorte udgifter for mindst 6.660 kr./år, så udbetales et standardbeløb på 1.105 kr./mdr. svarende til 13.260 kr./år.
Ifølge reglerne for Gruppe I kan kommunen ikke kræve dokumentation for de kompensationsberettigerede udgifter.
Gruppe II
Reglerne for Gruppe II er tiltænkt personer/familier, der kan dokumentere særligt høje udgifter på mindst 24.000 kr./år svarende til 2.000 kr./måned. Reglerne for Gruppe II gør det muligt at få kompensation for de faktiske merudgifter for de udgiftstyper, som fremgår af positivlisten. Der stilles krav om, at udgifterne skal dokumenteres (ikke blot sandsynliggøres som ved Gruppe I).
I Gruppe II består den udbetalte kompensationsydelse af de faktiske dokumenterede kompensationsberettigende udgifter samt et standardbeløb på 500 kr./måned. Standardbeløbet på 500 kr. skal bidrage til kompensation for øvrige udgifter, der ikke falder ind under de udgiftstyper, som er nævnt på positivlisten.
Personer/familier, som ansøger efter reglerne for Gruppe II, bør være særlig opmærksomme på hvilke udgiftstyper, som fremgår af positivlisten samt positivlistens punkt om kattelem.
Positivliste
Positivlisten er en snævert afgrænset liste med en udtømmende opremsning af kompensationsberettigende udgifter, som mod dokumentation kan dækkes efter reglerne for Gruppe II.
Positivliste:
- Kost- og diætpræparater.
- Medicin.
- Befordring og driftsudgifter ved befordring i egen bil, herunder udgifter til vedligeholdelse og reparation, bilforsikring, fornyelse af kørekort, udligningsafgift for dieselbil.
- Forhøjet husleje, herunder indskud.
- Fritidsaktiviteter, herunder udgifter til deltagelse i almindelige fritidsaktiviteter og udstyr hertil, ferier, sommerlejre, stævner m.v.
- Handicaprelaterede kurser.
- Beklædning.
- El, vand og varme.
- ”Kattelem”: Øvrige markante kompensationsberettigende udgiftstyper, hvor merudgiften for den enkelte udgiftstype udgør mindst 15.000 kr. om året svarende til gennemsnitligt 1.250 kr. om måneden.
Vær særligt opmærksom på punktet ”kattelem”.
Kattelem
Positivlisten sidste punkt ”kattelem” giver mulighed for at søge om kompensation for udgiftstyper, som ikke er nævnt på positivlisten. For at benytte ”kattelemmen” skal den enkelte udgiftstype overstige 1.250 kr./md. i mindst 12 måneder – altså 15.000 kr./år.
”Kattelemmen” kan således aktiveres, hvis man kan dokumentere at have særligt høje handicapbetingede udgifter på mindst 15.000 kr./år
Eksempler, som kan aktivere ”kattelemmen”:
- Handicapbetingede flytning (ejendomsmæglersalær, flytteudgifter mm.).
- Barnepige (mere end 15.000 kr./år).
Sandsynliggjort vs. dokumenteret
I Gruppe I skal kompensationsberettigende udgifter sandsynliggøres, og i Gruppe II skal udgifterne dokumenteres. Det betyder en væsentlig forskel i forhold til det arbejde, man som ansøger skal bidrage med.
Sandsynliggjorte udgifter: Når de kompensationsberettigende udgifter skal sandsynliggøres, så betyder det, at den kommunale sagsbehandler i samarbejde med personen eller familien skal udarbejde et overslag over handicapbetingede udgifter, som personen/familien med al sandsynlighed vil få. Sagsbehandlingen skal gerne begrænses til en konstatering af, om personens/familiens sandsynliggjorte kompensationsberettigende udgifter overstiger minimumsbeløbet eller ej. Alle typer af kompensationsberettigende udgifter, både løbende udgifter og enkeltstående udgifter, vil skulle indgå i overslaget, som danner grundlag for, om de samlede kompensationsberettigende udgifter overstiger minimumsbeløbet på 550 kr./6660 kr.
Dokumenteret udgifter: Kravet om dokumentation for udgifter kan imødekommes ved f.eks. at fremvise udgiftsbilag, bon eller anden form dokumentation.
Merudgiftsydelse bliver til kompensationsydelse
I den nedenstående, uddybende tabel sammenlignes reglerne for merudgiftsydelse til henholdsvis børn og voksne med de nye regler for kompensationsydelse.