Regler for bevilling af særlig stol til sport.

Kommunikationsafdelingen

22. maj 2015

Man har ret til at dyrke en sports- eller fritidsaktivitet.

En kommune blev underkendt af Ankestyrelsen, da den gav afslag på bevilling af en sportsstol til en ung mand med muskelsvind.

Kommunen bad Ankestyrelsen om en uddybende begrundelse for afgørelsen og fik fra Ankestyrelsen en meget fin og interessant lille redegørelse, som også er brugbar for andre. Selv om redegørelsen handler om en person over 18 år, må det antages, at den også gælder personer under 18 år.

Ankestyrelsen henviser indledningsvis til § 5 i bekendtgørelse nr. 1434 af 23. december 2012 om nødvendige merudgifter ved den daglige livsførelse:

“§ 5. Der ydes alene tilskud til nødvendige merudgifter, som er en følge af den nedsatte fysiske eller psykiske funktionsevne hos den person, der ansøger. Behovet vurderes i forhold til ikke-handicappede på samme alder og i samme livssituation.

Stk. 2. De udgifter til den daglige livsførelse, som personen selv ville have afholdt, hvis der ikke havde foreligget særlige omkostninger på grund af den nedsatte funktionsevne, skal afholdes af den pågældende selv.

Stk. 3. Beløbet til dækning af merudgifter er uafhængigt af indkomst og er ikke skattepligtigt.”

Dernæst henviser Ankestyrelsen til principafgørelse nr. 58-13, hvor det fremgår, at når det må antages, at en ikke-handicappet voksen person på samme alder og i samme livssituation ville have en sports- eller fritidsaktivitet, skal kommunen foretage en beregning af, hvilke eventuelle merudgifter ansøgeren kan få dækket ved sin udøvelse af sports- og fritidsaktiviteter.

Det er dog en forudsætning, at mulighederne for at dyrke andre former for sport er meget begrænsede af den nedsatte funktionsevne.

Kommunen skal derfor indhente oplysninger om mulighederne for at dyrke andre former for sports- og fritidsaktiviteter.

”Hvis ansøgeren på grund af sin funktionsnedsættelse kun kan vælge mellem et par sports- og fritidsaktiviteter er mulighederne for at dyrke andre former for sport meget begrænsede”, skriver Ankestyrelsen.

Det fremgår videre af redegørelsen:

”Der skal, med henvisning til vores principafgørelse 58-13, tages hensyn til ansøgers ønsker om at dyrke en bestemt sportsaktivitet, som pågældende for eksempel har dyrket tidligere samt ønsker om at opretholde et i fysisk og socialt henseende aktivt liv ved at udøve sport sammen med ligesindede.

Det er vores vurdering, at ansøgeren har en vis selvbestemmelsesret i forhold til hvilke sportsaktiviteter, som pågældende ønsker at udøve.

Kommunen kan ikke pålægge ansøgeren at udøve en bestemt anden sportsaktivitet, som findes i lokalområdet, selv om ansøgeren vil kunne dyrke denne sportsaktivitet med de hjælpemidler, som pågældende har.

Vi har overfor kommunen bemærket, at hvis kommunen fastholder vurderingen af, at ikke-handicappede på samme alder og i samme livssituation ville tilrettelægge deres fritidsaktiviteter efter de tilbud, der er i lokalområdet, skal dette kunne støttes på valide statistiske oplysninger.”

Sagen endte i øvrigt med, at kommunen herefter bevilgede en speciel stol til brug ved kørestolsfodbold til den pågældende person.