Der skal som udgangspunkt tages stilling til, om man kun har bil på grund af sin funktionsnedsættelse, eller om man også ville have haft bil, hvis man ikke havde haft en funktionsnedsættelse
En række ankeafgørelser, hvoraf kun et fåtal er principafgørelser fra Ankestyrelsen, yder tilsammen en vis vejledning til brug for denne vurdering.
Det er ikke i praksis muligt at sige noget som helst fornuftigt om, hvordan en bestemt person ville have levet sit liv uden funktionsnedsættelsen, og derfor skal der i stedet sammenlignes med ”andre mennesker på samme alder og i samme livssituation”, altså sammenlignes med en slags gennemsnitsperson.
Der findes dog enkelte ankeafgørelser, hvor man alligevel har sammenlignet med personen selv, hvis det har været utvivlsomt, hvordan personens liv ville have været uden funktionsnedsættelsen, f.eks. en afgørelse, hvor det blev vurderet, at en familie kun havde bil på grund af barnets funktionsnedsættelse, fordi familien – bevisligt – havde solgt deres bil, umiddelbart før barnet fik konstateret funktionsnedsættelsen.
Bortset fra en enkelt meget speciel sag er tommelfingerreglen, at personer under 25 år aldrig anses for at have haft bil uden funktionsnedsættelsen. Tilsvarende, også med en enkelt undtagelse, vil personer over 30 år blive anset for altid at have haft bil uden funktionsnedsættelsen.
Heraf kan udledes, at der i vurderingen er en gråzone i aldersgruppen 25-30 år, hvor andre forhold end alderen er helt afgørende for vurderingen, og gråzonens aldersinterval kan i særlige tilfælde udstrækkes yderligere, både op og ned.
Disse andre forhold vil typisk være, om personen er under uddannelse, om personen er enlig og om personen bor i et område med god offentlig trafik. Derimod foreligger der en ankeafgørelse om, at modtagelse af førtidspension ikke udgør et økonomisk grundlag, der er højt nok til at antage, at personen så ville have haft bil uden funktionsnedsættelsen.
Der er en tendens til at antage, at man i tæt befolkede områder vil være ældre, før man anskaffer sig bil, mens man køber bil i en yngre alder, hvis man bor i et tyndt befolket område. Studerende har som udgangspunkt ikke bil, og hvis man bor alene har man sjældnere råd til bil, end hvis man bor alene.
Det fremgår af Socialministeriets Vejledning, at statens takst kan anvendes ved disse beregninger, men det antages i den almindeligste ankepraksis, at denne fremgangsmåde kun er vejledende, og den skal i hvert fald ikke anvendes, hvis den fører til et indlysende forkert resultat, hvilket som regel vil være tilfældet, hvis man har en stor bil.
Den særlige problemstilling ved en stor bil er ikke blot, at den kører færre kilometer pr. liter, men også at den bruger ekstra brændstof, fordi døre er åbne i længere tid ved ind- og udstigning, som tager længere tid, og fordi man med en funktionsnedsættelse ofte bruger sin bil til små ture og bykørsel, hvor den bruger uforholdsmæssigt meget brændstof pr. km, og hvor andre mennesker i øvrigt ville gå eller gå eller cykle. Bilens kørselsmønster bliver derved atypisk, og dette indebærer, at det f.eks. fører til et ukorrekt resultat, hvis kommunen anvender www.hvorlangtpaaliteren.dk hvilket adskillige kommuner gør.
Derfor skal der ske en konkret opgørelse af, hvor langt bilen kører pr. liter brændstof ud fra den konkrete bil og den konkrete persons faktiske kørselsmønster. Dette er fastslået i en række konkrete ankesager.
Med udgangspunkt i en række afgørelser fra navnlig Statsforvaltningen Midtjylland har der udviklet sig en praksis for beregning af befordringsudgifter, der både forekommer korrekt og enkel, og som har bredt sig til mange kommuner.
Statsforvaltningen Midtjylland fik for nogle år siden den ide at tage udgangspunkt i beregningsgrundlaget for de satser, som Skatterådet hvert år fastlægger for det almindelige befordringsfradrag: https://www.retsinformation.dk/Forms/R0710.aspx?id=144129 hvoraf det blandt andet fremgår,
at gennemsnitsbilen i Danmark i 2013 kører 13,7 km pr. liter,
at en liter brændstof i 2013 indgår med en udgift på 13,24 kr.,
at statens lave takst for befordring i 2013 udgør 2,13 kr. pr. km, fordelt med 0,97 kr. til brændstof, 0,17 kr. til dæk, 0,74 kr. til reparationer/vedligeholdelse og 0,25 kr. til kilometerafhængigt værditab (afrundede tal).
Socialministeriets Vejledning omtaler befordringsudgifterne i 5 forskellige afsnit: Generelt, i fritiden, til og fra arbejde, til og fra uddannelse og til og fra behandling.
Af samme grund opdeler mange kommuner befordringsudgifterne i disse 5 kategorier i deres sagsbehandling. Dette forekommer unødig indviklet, fordi udgifterne faktisk skal opgøres og beregnes på samme måde uanset kategori. Så herved opdeler man først udgifterne – og lægger dem bagefter sammen igen.
Ud fra ankepraksis opgøres udgifterne til befordring i stor bil derfor således:
A. Hvis det vurderes, at man kun har bil på grund af funktionsnedsættelsen.
I dette tilfælde er al nødvendig kørsel en konsekvens af funktionsnedsættelsen, og den skal derfor beregnes med statens takst på 2,13 kr. pr. km + en korrektion for, at den store bil kører kortere pr. km.
Hvis den store bil f.eks. kører 9 km pr. liter brændstof, mens gennemsnitsbilen kører 13,7 km pr. liter brændstof, så skal udgiften til brændstof på 0,97 kr. pr. km forhøjes til 13,7/9*0,97 = 1,48 kr. pr. km, og hermed bliver statens korrigerede takst 2,64 kr. pr. km.
Faste udgifter, f.eks. til forsikring, skal dækkes særskilt, f.eks. som enkeltudgift, men hvis beløbet er forudsigeligt kan den også indregnes i den løbende merudgiftsydelse.
Udgifter til reparation og vedligeholdelse kan også dækkes særskilt som enkeltudgift, men så skal den faste takst nedsættes med de 0,74 kr. pr. km, der indgik i statens takst til dette formål, fordi den samme udgift ikke kan dækkes to gange. Det vil sige, at kilometertaksten til en stor bil, der kører 9 km pr. liter, og hvor alle udgifter til reparation/vedligeholdelse dækkes særskilt, skal være 1,90 kr. pr. km.
Der kan dog efter omstændighederne og en konkret vurdering modregnes en udgift til kollektiv trafik, som andre mennesker på samme alder og i samme livssituation måtte formodes at have.
B. Hvis det vurderes, at man også ville have haft bil uden funktionsnedsættelsen (men en almindelig bil).
I dette tilfælde skal al nødvendig kørsel til formål, der alene skyldes funktionsnedsættelsen dækkes med statens takst, korrigeret for ekstraudgiften til en stor bil, altså i det konkrete eksempel 2,64 kr. pr. km.
Det samme gælder kørsel, hvor andre mennesker, f.eks. på grund af kort afstand, ville gå eller cykle, men hvor man er nødt til at køre i bil på grund af funktionsnedsættelsen.
Kørsel til formål, hvor man også uden funktionsnedsættelsen ville have kørt i bil, men altså i en almindelig bil, dækkes i det nævnte eksempel med 0,51 kr. pr. km, svarende til at det er dyrere at køre i den store bil.
Hvis forsikringen eller reparation/vedligeholdelse er dyrere med den store bil end med en almindelig bil, er disse udgifter også en merudgift som følge af funktionsnedsættelsen, og forskellen skal indgå i beregningen.
Generelt beror reglerne om, hvornår man ville have haft bil i forvejen på konkrete vurderinger og er ikke nedskrevet, men af en række ankesager kan reglerne opfattes som ovenfor beskrevet.
Desuden er der i praksis forskelle fra kommune til kommune, fordi det ikke er enhver merudgift, der kompenseres, men kun nødvendige merudgifter, og ordet “nødvendig” er på ingen måde en objektiv størrelse.
Bekendtgørelse om Skatterådets satser for 2013 vedrørende fradrag for befordring mellem hjem og arbejdsplads og udbetaling af skattefri godtgørelse for erhvervsmæssig befordringAndre udvalgte artikler til dig
- 12/06 2014
Ankestyrelsen: Energitæt is kan være en merudgift
- 05/03 2014
Ankestyrelsen: Sportsudstyr kan bevilges som merudgift
- 11/01 2013
Reperation af bil nr. 2 som merudgift
