”Lev stærkt, dø ung” – gør jeg det, hvis jeg bare har lyst til at være hjemme? Sørger jeg rigtigt? Har jeg grædt nok? Har jeg grædt for meget?
Tre mennesker mødes for at tale om livet, når man har mistet et menneske tæt på
Danni Hillbrandt, Sarah Glerup og Aina Kamilla Budde har alle mistet et ungt menneske, som stod dem meget nær. Det skete pludseligt og uventet, og vi har talt med dem om tiden omkring og efter dødsfaldet, og artiklen er et udpluk af deres samtale.
Hvordan var tiden efter dødsfaldet?
Danni: Vi kørte ud til hospitalet samme aften. Jeg måtte gerne se Rasmus. Jeg kunne ikke lige overskue det; men jeg er glad for, at jeg gjorde det. Det sidste billede, jeg har af ham, har han stadig farve i kinderne. Nogle dage senere kunne flere af os komme igen; men jeg tog ikke derud. Jeg havde ikke lyst til at se ham igen, så mit sidste indtryk af ham ville blive ændret.
Sarah: Jeg havde egentlig troet, at det ville gøre det nemmere at forstå, at han var død, når jeg så ham, men det gjorde det faktisk ikke. Han lignede sig selv, da jeg kom ind på stuen. Sygeplejersken advarede mig om, at hans hånd var meget kold, og det var den; men han havde altid haft kolde hænder, så det gjorde ingen forskel. Jeg fattede ikke, at han var død.
I den efterfølgende periode var noget af det værste, at jeg havde en forestilling om, at man gradvist skal forstå det, at man gradvist skal blive mindre ked af det, og at man gradvist skal komme videre. Sådan oplevede jeg det slet ikke. Det har været meget frem og tilbage: Så har jeg en dag, hvor jeg har det helt fint, og så har jeg det pludselig ad helvede til. Forestillingen om, at efter tre måneder skal jeg have det sådan, og efter et halvt år skal jeg have det sådan – det lægger et mega pres på den, der sørger! Sorgen er ikke lineær.
”
Da jeg så hende, tænkte jeg: ”Jamen, det er jo ikke min søster”. For mig var det en skal.
Aina Kamilla Budde
Aina: Jeg så ikke min søster umiddelbart efter ligesom jer. Jeg så hende først dagen efter. Da jeg så hende, tænkte jeg: ”Jamen, det er jo ikke min søster”. For mig var det en tom skal. Jeg kunne ikke genkende hende. Hun var sådan lidt porcelænsdukke-agtig. Det lignede hende ikke, og det var virkelig surrealistisk. Hun så så skrøbelig ud, så jeg havde ikke lyst til at efterlade hende. Hvis jeg skal sætte ord på, hvad jeg har lært af det, så er det, at jeg er blevet mere kynisk: Man ved ikke, hvornår man kradser af. Jeg synes ikke, at jeg er blevet klogere.
Sarah: Nej, jeg synes heller ikke, at jeg er blevet klogere. Det bedste var, da det gik op for mig, at jeg intet har lært af det, og at det er okay. Det er et pres, at man skal vokse, lære og selvudvikle. Det er okay bare at synes, at det hele er noget lort.
Danni: Jeg kan godt relatere til det, du siger, Sarah. Om presset eller forventningen til at man skal få et eller andet ud af det. For mig har det været spørgsmålet om, hvordan man reagerer på sådan en situation her. Jeg var fuldstændig færdig lige i starten, ingen tvivl om det. Jeg lå jo nærmest i sengen i en uge. Det var skrækkeligt…
Sarah: Jeg synes ikke, at en uge er meget…
”
Jeg kan få sådan en dårlig samvittighed, hvor jeg tænker, om jeg bare er en kold skid.
Danni Hillbrandt
Danni: Nej… Jeg havde lige afleveret opgave og skulle til eksamen. Det formåede jeg på trods af Rasmus´ død – og klarede det også rigtig godt. Samtidig tænkte jeg hele tiden: ”Sørger jeg rigtigt?” Jeg ved godt, at man sørger forskelligt. Og jeg har ikke været ude at besøge Rasmus i tide og utide, og det indrømmer jeg gerne. Der har jeg ofte tænkt: ”Burde jeg være derude noget oftere?” Jeg kan få sådan en dårlig samvittighed, hvor jeg tænker, om jeg bare er en kold skid? Jeg er efterhånden nået frem til, at det er min måde at håndtere det på.
Sarah: Der er jo ikke noget svar på, om man sørger rigtigt, men man har mange forventninger til, hvordan det skal være. Jeg havde jo principielt ikke noget at skulle sige i forbindelse med Peters begravelse, fordi det er familien, som beslutter det – selvom jeg måske vidste, hvordan han gerne ville have det. Når man oplever, at man ikke tæller som familiemedlem, kan man hurtigt få den der ”har jeg overhovedet lov til at være ked af det?” Hvis jeg nu havde været familiemedlem eller kæreste, så havde det været noget andet i forhold til hans begravelse. Det kan bare være en ligeså dyb relation, man har til en ven, men det er der ligesom ikke plads til. Familien var jo også bare så kede af det, så de har ikke tænkt over det. Bagefter har jeg tænkt over, at jeg gerne vil have skrevet ned, hvordan jeg selv vil have det i forbindelse med død. Fx at alle skal have lov til at sige farvel til mig, hvis de har lyst – uanset relation.
Aina: Jeg er med i en søskendegruppe på Facebook. Jeg får nogle gange dårlig samvittighed, når jeg er derinde. Nogle skriver, at det er 15 år siden, og jeg tænker på ham hver dag og græder. Nogle gange rammer det, hvor jeg tænker: ”Græder jeg ikke nok, når jeg tænker på hende?” Jeg bebrejder mig selv: ”Burde jeg tænke oftere på hende? Eller burde jeg savne hende mere og græde mere?” Men man kan jo ikke se, hvordan andre sørger.
Sarah: Ja, det er, som om der er en masse regler for, hvordan man skal sørge, og det er ret ødelæggende, tror jeg.
Sarah Glerup har mistet sin bedste ven, Peter Mikkelsen. Han havde muskelsvind og døde i 2017. Han blev 35 år.
Hvilke tanker satte det i gang hos jer, da en nær ven døde?
Aina: Min mor snakkede om at passe på mig, fordi min søster døde. Da gik det op for mig, at min mor var bange for også at miste mig oveni – det var faktisk hårdt. For jeg gik også selv i chok, da min søster døde og tænkte ”Jamen, det kan være mig i morgen”. Jeg kan huske, at jeg knækkede fuldstændig, da jeg fyldte 34 år. Min søster var 34 år, da hun døde, og nu var jeg nået til samme alder. Det kunne jeg slet ikke forholde mig til, for hun var min storesøster.
”
Jeg synes, at det er noget bullshit, at man lærer noget af at miste en person så tæt på.
Sarah Glerup
Sarah: Det gik op for mig en dag, da jeg talte med min veninde om børn. Min veninde og jeg var vel 33 år på det tidspunkt, og hun sagde: ”Der er masser af tid til at få børn”. Sådan havde jeg det ikke; jeg tænkte ikke, at jeg havde masser af tid. Jeg havde nok bare tænkt om Peter og mig, at vi var i samme båd – men det er vi ikke, og under samtalen gik det op for mig, at jeg kan blive 70 år. Så fik jeg den med, at så må jeg da hellere til at lægge nogle planer.
Danni: Jeg har også tænkt, at hvis det kan ske for Rasmus, så kan det ske for alle. Jeg har aldrig nogensinde tænkt, at jeg skulle miste ham i en tidlig alder på grund af hans muskelsvind. Det lå ikke i kortene overhovedet. Jeg tror, at min tanke var, at hvis man udelukkende tænkte på diagnoser, så er der mange, hvor det kunne ske. Så det var et ”wake up call” i forhold til at sætte ekstra pris på de venskaber, man har.
Aina: Dødsfald minder mig bare om, at der er så mange andre, vi kan miste, og det minder mig om, hvor udsatte vi er i forhold til andre. Jeg bliver bare lidt skræmt, hver gang jeg hører om en med muskelsvind, der er død.
Sarah: Ja, bare Dannis eksempel med Rasmus…. Jeg kendte ham overhovedet ikke, kun af navn og ansigt, men bare det, at man hører om det, så reagerer man. Og det rammer mig også, at prisen ved at leve er, at man skal sige farvel til så mange – og at alle dem, man elsker, kan dø.
Danni Hillbrandt har mistet sin bedste ven; Rasmus Broberg. Rasmus, der havde muskelsvind, døde i 2012 og blev 25 år.
Har det ændret noget for jer i forhold til den måde, I lever på?
Danni: Jeg husker at tage sele på, når jeg er i min kørestol.
Sarah: Neeej, er det rigtigt?
Danni: Ja. Jeg tænker oftere over det. Hvis han bare havde den fucking sele på, så var det ikke sket. Hvilket han i øvrigt altid havde, men bare ikke lige den dag.
Sarah: Den aften Rasmus døde, havde jeg drukket ligesom ham (ikke til samme fest; men til en anden fest: red.). I stedet for at tage rampen ned tog jeg trappen i kørestolen, fordi jeg syntes, det var hurtigere. Der skete ikke noget; men det kunne der have gjort. Da jeg hørte, hvad der var sket med Rasmus, tænkte jeg ”det kunne have være mig”. Jeg drikker mig ikke særlig fuld mere, jeg vil gerne have styr på det. Jeg vil ikke nå til det punkt, hvor jeg tænker, at jeg tager trappen i stedet for rampen. Efter Peter døde, trak jeg mig også som folketingskandidat. Det var ikke kun på grund af dødsfaldet; men mere hvem jeg er. Hvad er man egentligt villig til at dø for? Livet er skrøbeligt, og er det det værd? Så kunne jeg også bare se, at der ikke tages hensyn i den politiske verden. Hvis jeg fx bliver forkølet, skal jeg have lov til at blive hjemme, ellers kan det gå galt. Og det hensyn kan der ikke tages der.
Aina: Ja, jeg tænker også over, at jeg skal slappe lidt af og ikke komme i situationer, hvor det er alt for risikabelt for mig. Jeg negligerer heller ikke småting mere. Jeg kender en, som døde. Hun kunne ikke få vejret, og det havde hun gjort opmærksom på, men fik ikke hjælp. Hun døde. Jeg blev virkelig bange.
Sarah: Ja – hende kendte jeg også. Vi havde talt om det. Hun havde haft panikanfald, så det kunne være svært for andre at vide, om det var reelt, men det var reelt: Hun kunne ikke få luft.
Aina Budde har mistet sin storesøster, Andrea. Hun havde muskelsvind og døde i 2008. Hun blev 34 år.
Har I noget, som I gerne vil give videre til andre, som kommer i samme situation?
Sarah: Jeg synes, at det er noget bullshit, at man lærer noget af at miste en så tæt på. ”Lev stærkt dø ung” – det giver pres og er ikke noget godt budskab. Jeg tror, det er hårdt at sige, at man skal leve lidt stærkere, hvis man fx er udsat. Det giver simpelthen så meget pres. Og så det med, at sorgen ikke er lineær – og at der ikke er noget, som er rigtigt og forkert i forhold til at sørge.
Aina: Jeg tror, at jeg vil sige, at man skal give sig selv lov til at sørge. Og man skal acceptere, at man kan blive ramt flere år efter, hvor det måske bliver meget værre. Man skal ikke slå sig selv i hovedet med det; men give plads til det, man tænker. Jeg føler, at jeg er blevet bedre til at sige fra. Det er ikke altid, at jeg gider være sammen med andre, og så siger jeg fra. Før løj jeg lidt. Nu øver jeg mig i at sige tingene, som de er. I forhold til Lev stærk og dø ung: Jeg er kommet frem til, at jeg godt kan lide at være hjemme – og det er okay. Jeg kan også godt lide at rejse. Det er også okay.
Danni: Jeg vil også sige, at man skal give sig selv plads til at håndtere det på den måde, som man selv har brug for at håndtere sorgen på. Hvis man sætter for mange rammer på, hvordan man skal gøre, når man mister en, så bliver du måske i virkeligheden endnu mere trist. Det er i hvert fald den proces, som jeg har været igennem. Den måde, som jeg håndterer sorgen på, er okay. Jeg tror, det er mit budskab til andre.
Andre udvalgte artikler til dig
- 16/10 2018
Vi kan og skal ikke forstå døden
- 20/10 2018
Vi unge tror, vi er udødelige
- 23/10 2018
Børn skal informeres ellers kan de føle sig snydt
- 30/10 2018
Hvordan taler man om dødelighed uden at skabe frygt?
