Få overblik over kandidater 2025
Se og læs de forskellige kandidaters præsentationer, så du er klar til at afgive din stemme.
Du kan stemme digitalt i perioden den 7. maj 2025 kl. 12:00 – den 20. maj kl. 23:59 2025.
Deadlines for opstilling
Ønsker du at opstille til tillidshverv (formand, næstformand eller repræsentantskab) i Muskelsvindfonden med et indlæg her på hjemmesiden og samtidig komme i betragtning til den digitale afstemning, er deadline senest torsdag den 1. maj.
Iflg. Muskelsvindfondens vedtægter kan du også melde dit kandidatur til dirigenten ved landsmødets start.
Kandidat til
formandsposten
Simon Toftgaard Jespersen
35 år, Solbjerg
Baggrund:
Nuværende formand for Muskelsvindfonden og Musholm
Tilknytning til Muskelsvindfonden:
Repræsentantskabet fra 2010, formand fra 2019, formand for Musholm fra 2021 og DH-bestyrelse fra 2023!
Præsentation indsendt af Simon:
Kære medlemmer
Jeg vil med glæde genopstille som formand for Muskelsvindfonden og fortsætte det vigtige arbejde.
Som forening står vi en speciel situation. På den ene side har vi haft nogle gode år, særligt økonomisk, der har ført til vigtige investeringer i alt fra Musholm til medlemsarbejde, kommunikation, politisk interessevaretagelse og konkret hjælp til ankesager for vores medlemmer.
På den anden side står vi et sted, hvor hele fundamentet under social- og handicapområdet vakler, hvilket vi er nødt til at sætte alle kræfter ind på at gøre noget ved. Folk mister deres hjælp og støtte, det er hele fundamentet for et godt liv med muskelsvind, uanset om man er gående eller kørestolsbruger.
Heldigvis har vi kræfterne til at forsøge at gøre noget, som vi også allerede er i gang med, og den indsats vil jeg gerne fortsat stå i spidsen for.
Jeg kunne nævne meget andet i min tekst af andre spændende ting, som vi også har gang i. Men her på max 1200 tegn, så har jeg desværre ikke plads til at gå ret meget i detaljer.
De bedste hilsner,
Simon
Kandidat til
næstformandsposten
Janne Sander
68 år, Valby
Baggrund:
Mangeårig handicappolitisk aktiv
Tilknytning til Muskelsvindfonden:
Næstformand.
Repræsenteret MSF i DH, råd, nævn, udvalg fra 1983 hvor jeg blev handicappolitisk aktiv.
Præsentation indsendt af Janne:
En forandret verden, en stram socialpolitik. Vi kan alle i morgen blive det næste offer i en kamp, ikke blot om økonomi, men om grundlæggende holdninger og værdier.
Muskelsvindfondens største aktiv er vores sammenhold og den store kreativitet, der udfolder sig hos medlemmer, frivillige og medarbejdere.
Vores Pærfekt koncept, ungdomsarbejdet i YouTube-kanalen Spor23 er gode eksempler på samarbejder med fx Børns Vilkår, der rækker ud og skaber reflektion og debat om normbegreber.
Med stabil økonomi kan vi prioritere en øget indsats på det handicappolitiske område, vi har fået igangsat vores forskningsfond, og vi kan tilbyde medlemmer fortsat gode rammer til engagerede aktiviteter, erfaringsudveksling og politisk interessevaretagelse.
En stærk handicappolitik i samarbejde med organisationer, aktivistiske bevægelser, en øget indsats på sundhedsområdet og rehabilitering skal koordineres og prioriteres. Denne stratetiske udfordring bidrager jeg gerne til med min mangeårige erfaring og viden.
Jeg ser mig selv som en positiv og engageret medspiller og ikke mindst som sparring til formanden og ledelsen i det daglige arbejde.
Sammen skaber vi plads til forskelle og spiller hinanden stærkere.
Kandidat til repræsentantskabet
Niels Staghøj
59 år, Hald Ege, Viborg
Baggrund:
Bestyrelsen for Musholm og repræsentantskabet.
Tilknytning til Muskelsvindfonden:
Jeg har siddet i repræsentantskabet siden 2007 og bestyrelsen for Musholm siden 2022.
Præsentation indsendt af Niels Staghøj:
Jeg genopstiller til repræsentantskabet da jeg brænder for vores foreningsfrivillighed og vil gerne være med til at sikre fastholdelse og videreudviklingen af den.
De sidste mange år har jeg været med rundt på de grønne koncerter, hvor jeg har repræsenteret Muskelsvindfonden. Jeg har talt med mange af jer, og det, jeg hører, tager jeg med ind i repræsentantskabet og bruger aktivt i mobiliseringsudvalget, som jeg er medlem af.
Vi i Musholmbugt Ferie, Sport og Konferencecenters bestyrelse, har iværksat renovering af Musholm, vi er i gang med at etablere jordvarme, og boligerne bliver snart renoveret, så de fremstår i en bedre forfatning.
Da jeg stillede op til repræsentantskabet første gang var det for, at medlemmer der havde mistet en pårørende kunne få hjælp af muskelsvindfonden til bearbejdelse af deres sorg. Nu ser det endelig ud til at det lykkedes, da økonomien til en sorggruppe er der, og jeg vil blive ved med at presse på for, at det sker.
Politisk støtter jeg op om behovet for fokus på BPA og socialpolitikken, og vi skal fortsætte med at komme ind på den socialpolitiske bane. Begge dele har afgørende betydning for vores medlemmer og er et helt naturligt fokuspunkt.
Kandidat til repræsentantskabet
Mads Larsen
28 år, Aalborg
Baggrund:
Kandidat i IT-ledelse. Frivillig. Lejrleder i Muskelsvindfonden.
Tilknytning til Muskelsvindfonden:
Tilmeldt med familie siden 2002, efter jeg fik diagnosticeret DMD. Frivillig. Lejrleder siden 2021.
Præsentation indsendt af Mads Larsen
Mit nuværende tilgang til Muskelsvindfonden startede i parasporten med nogle gode holdkammerater, der trak mig med til julekursus i ungdomsgruppen. Jeg havde i de 5 år forinden ikke haft noget med MSF at gøre. Derfra tog det hurtigt fart og jeg blev hurtigt kontaktperson, derefter lejrleder og har nu planlagt et sted omkring 20-25 på 5 år.
Mine 3 mærkesager:
- Børn- og ungeråd
- Mere tilgængeligt at være frivillig.
- Mere samhørighed, mere styrke.
MSF skal være relevant også for de unge, derfor er det vigtigt, vi hører dem i de beslutninger, der omhandler dem. Bliver jeg valgt, vil jeg arbejde på at vi får et børn og unge-råd, som kan rådgive den politisk ledelse i Muskelsvindfonden.
Mere tilgængeligt at være frivillig. I mit frivillige arbejde ved jeg, at vi mangler flere frivillige, derfor håber jeg at kunne bringe med min egen frivilligerfaring ind i repræsentantskabet, således vi kan arbejde med at få flere til at byde ind med deres hjælp.
Mere samhørighed, mere styrke. Med din stemme vil jeg sørge for, at vi har fokus på at vi mingler på tværs af grupperne og sammen med politisk afdeling får gang i den politiske aktivisme, så vi får handicappolitik på dagsordenen.
Kandidat til repræsentantskabet
Preben Steen
43 år, Vejle
Baggrund:
Forfatter, kulturiværksætter og politiker
Tilknytning til Muskelsvindfonden:
Jeg er aktivt medlem af fonden og har bl.a. givet et oplæg om mit forfatterskab på Musholm.
Præsentation indsendt af Preben Steen
Det kan lyde som en floskel, men jeg stiller rent faktisk op til repræsentantskabet for at gøre en forskel.
Jeg brænder for at sidde med til bords og bidrage til et arbejde og en række problemstillinger, som jeg mener, er vigtigere nu end nogensinde før.
Som byrådskandidat for Det Konservative Folkeparti og bestyrelsesmedlem i Danske Handicaporganisationer i Vejle har jeg fingeren på pulsen og kan bygge bro mellem beslutningerne i repræsentantskabet og mit daglige virke.
Det mener jeg, at der er brug for.
Mine tre største mærkesager er herudover:
- At arbejde for at beskytte BPA-ordningen som vi kender den.
- At arbejde for udbredelse af medicinsk behandling til mennesker med muskelsvind.
- At arbejde for flere endags medlemsarrangementer fordelt over hele landet.
Jeg håber på din tillid 🙂
Vi ses til landsmødet!
Preben Steen
Kandidat til repræsentantskabet
Christina Offersøy
47 år, Odense
Baggrund:
Jeg har været medlem siden 2019 og været kontaktperson for vores familiegruppe “Cocktailklubben”.
Tilknytning til Muskelsvindfonden:
Jeg er mor til en dreng med muskelsvind, og jeg arbejder som oversygeplejerske.
Præsentation indsendt af Christina Offersøy
Min motivation for at stille op til repræsentantskabet:
Jeg stiller op, fordi jeg gerne vil bidrage til det fællesskab, som jeg og min familie er en del af og værdsætter helt enormt
Jeg stiller op, fordi jeg tror på, at vi både som individ og som gruppe finder en stor styrke i fællesskabet.
Jeg stiller op, fordi jeg tror på, at vi trods vores mange forskelligheder deler og er fælles om mange flere ting end dem, der kan adskilles os.
Jeg stiller op, fordi jeg gerne vil være en rollemodel for min egen søn og vise ham, at hvis man har noget på hjerte, så ikke alene forpligter det, men det skal også ud at leve.
Kandidat til repræsentantskabet
Rasmus Dissing
36 år, Haslev
Baggrund:
TV-Producer og selvstændig
Tilknytning til Muskelsvindfonden:
Jeg har siddet i repræsentantskabet siden 2010 og i bestyrelsen Handshake siden 2018.
Præsentation indsendt af Rasmus Dissing
Til dagligt arbejder jeg på TV 2 som TV-producer, og så driver jeg virksomheden We Are Wonder, som laver livestreaming og andre medieproduktioner.
På handicapområdet oplever vi en forråelse af menneskesynet og manglende retssikkerhed. Vi kæmper og råber op, men ingen hører os.
Jeg mener vores første – og største – udfordring er manglende repræsentation. For hvis folk ikke møder os, ser os og kender os, så forstår de ikke, at vi er ligesom dem og har samme behov og drømme.
Vi har brug for repræsentation for at nedbryde de fordomme, vi oplever, som begrænser vores muligheder på uddannelser, jobmarkedet og i mødet med mennesker.
Repræsentation kan have mange former, men det er særligt medie-repræsentation, der har min interesse. Jeg mener, at medie-repræsentation er vigtig, både for at vores unge har nogle at spejle sig i, men også for at vise resten af Danmark hvem vi er.
Derfor håber jeg på at få din stemme, så jeg kan gøre mit for, at vi får den bedst mulige repræsentation af mennesker med muskelsvind. Og sikre, vi også udnytter vores stærke indsamlingsaktiviteter til at vise, hvem vi er.
Kandidat til repræsentantskabet
Lena Inger Larsen
56 år, Søborg
Baggrund:
Uddannet biolog, teamleder for IT-projektleder
Tilknytning til Muskelsvindfonden:
Mor til Johanne på 14 år med KM. Aktivt medlem siden 2012. Sidder i DH, Handicaprådet og Tilgængelig.
Præsentation indsendt af Lena Inger Larsen
Jeg er drevet af værdien ligeværdighed. For mig betyder det, at alle skal have ret til at være en del af fællesskabet – i skole, på job, i kulturliv, foreningsliv, natteliv og alle andre steder, hvor vi mødes. For nogle kræver det hjælp for at kunne deltage på lige vilkår, og her har samfundet et ansvar.
Gennem årene har jeg været med til at påvirke både borgere og politikere med læserbreve og direkte henvendelser, for bl.a. at skabe mere fleksible rammer for hjælpen til børn og unge.
Jeg vil fortsat arbejde for, at alle har lige muligheder for at deltage i fællesskabet. Derfor er alle forhindringer for denne mærkesag et fokus for mig, det være sig ifm. ”børne BPA”, BPA, fysik tilgængelighed, manglende hjælpemidler, fordomme og andre barriere man kan møde, både som medlem med muskelsvind og som pårørende.
Vi har en stærk organisation, og den skal gerne forblive. Vi skal derfor arbejde med at fastholde de unge. For uden dem, hvem skal så drive fonden videre ud i fremtiden.
Hvert år holder vi ferie på Musholm, og jeg vil gerne bidrage til at gøre stedet endnu mere attraktivt for børnefamilier – også uden for de organiserede lejre.
Kandidat til repræsentantskabet
Alexander Elkær Ibsen
32 år, Viby J
Baggrund:
Kandidat i interaktionsdesign, Job: IT-konsulent
Tilknytning til Muskelsvindfonden:
Deltaget i aktiviteter siden jeg var barn. Frivillig i flere sammenhænge og rep. medlem siden 2019.
Præsentation indsendt af Alexander Elkær Ibsen:
Jeg ser fællesskabet som den stærkeste værdi i Muskelsvindfonden. Det findes på mange niveauer – bare dét at være en del af fonden og støtte værdierne om Plads til forskelle skaber fællesskab. Det mærkes også stærkt på sommerlejre, i medlemsgrupperne og blandt de frivillige, både i fonden og til Grøn Koncert.
Min mærkesag handler om at sikre adgang til fællesskabet for alle. Derfor er det vigtigt, at vi kæmper for BPA-ordninger og andre handicapkompenserende ordninger – det er nødvendige vilkår for et frit og selvstændigt liv og for deltagelse i samfundet.
Personligt har jeg fundet stærke fællesskaber i fonden, fra sommerlejr og forældregruppe til M-power og ungdomsgruppen. Vi skal sikre, at både nye og gamle medlemmer, muskelsvindlere og pårørende kan finde meningsfulde fællesskaber hos os.
De fællesskaber skal være hyggelige, sjove og udviklende – men også stille krav og inspirere. Sådan skaber vi stærke, selvsikre unge med muskelsvind, klar til at tage del i samfundets øvrige fællesskaber.
Kandidat til repræsentantskabet
Ditte Guldbrand Christensen
45 år, Dyssegård
Baggrund:
Forfatter/konsulent/debattør
Tilknytning til Muskelsvindfonden:
Tidl. næstformand og nuværende rep- og bestyrelsesmedlem i Muskelsvindfonden.
Præsentation indsendt af Ditte Guldbrand Christensen:
Lige nu ser vi de største nedskæringer på det handicappolitiske område.
Mennesker mister deres hjælp, deres eksistensgrundlag, så de ikke kan leve frie, selvstændige og værdige liv.
Vi ser kommuner begå klapjagt og frakende folk deres økonomiske eksistensgrundlag.
Vi ser folk få frakendt, eller stærkt reduceret, deres BPA-ordning, ja i det hele taget ser vi at mennesker med handicap bliver sat under hårdt pres.
Det skal vi have stoppet!
Muskelsvindfonden skal ud og spille med musklerne og deltage i den offentlige debat, for at få vendt den negative spiral.
Ligeledes er vi nødt til at kæmpe på det sundhedspolitiske område, da det i øjeblikket er svært at få en kvalificeret behandling, når man bliver indlagt med med muskelsvind. Dette har desværre haft fatale konsekvenser for flere af vores medlemmer.
Og det er bare nogle af de udfordringer som vi står med i den nærmeste fremtid.
Men heldigvis er vi en stærk og dynamisk medlemsforening, så hvis nogen kan flytte bjerge er det os.
Vi har de bedste og dygtigste medarbejdere og de sejeste frivillige – sammen er vi en kraft som kan få ting til at ske.
Det, og meget mere, vil jeg kæmpe for.
Kandidat til repræsentantskabet
William Korte
26 år, København SV
Baggrund:
Formand i SUMH & lærerstuderende
Tilknytning til Muskelsvindfonden:
Jeg har været en del af muskelsvindfonden, siden jeg var en lille dreng.
Præsentation indsendt af William Korte:
Jeg genopstiller til repræsentantskabet i Muskelsvindfonden, fordi jeg har arbejdet med politik i fem år, og fordi jeg mener, at det er vigtigt som en ung stemme med muskelsvind at sætte mit aftryk på Fondens vigtige arbejde.
Desuden er jeg lærerstuderende!
Kontakt os
Har du spørgsmål, så henvend dig til projektkoordinator, Laura Schmidt Abildtrup