Det er blevet sværere at få dækket udgifterne, når man har et handicap. Kommuner har sparet mio. kr., viser tal – og bureaukratiet er øget.
Ifølge loven skal voksne med handicap og familier med et barn med handicap ligestilles med andre uden handicap i samme alder og livssituation. Derfor skal de kompenseres for de ekstra udgifter, handicappet giver.
Problem
Mennesker med handicap er i dag ikke økonomisk ligestillet med mennesker uden handicap, selv om loven siger, at de skal have dækket de udgifter, de har netop som følge af deres handicap. Problemet er dels en bagatelgrænse, der øger bureaukratiet for at få kompensation, dels en aldersgrænse, der rammer pensionister
Løsning
Forenkl sagsbehandlingen ved at fjerne bagatelgrænsen. Det betyder, at kommuner sparer tid og ressourcer ved ikke at skulle gå i detaljer med borgerens udgifter. Det samme sparer borgeren.
Afskaf aldersgrænsen for at få dækket de såkaldte handicapbetingede merudgifter.
Se mere nedenfor.
Flere konkrete løsninger
Muskelsvindfonden har to konkrete løsninger til, hvordan du politisk kan sikre, at mennesker med handicap bliver kompenseret for deres ekstra udgifter pga. handicappet.
-
Hvad er udfordringen?
En ansøgning om at få dækket sine ekstra udgifter pga. handicap er blevet en voldsom og belastende bureaukratisk proces for både borgere og kommuner. Det betyder, at der er flere og flere, der ikke har kræfterne at få bevilget kompensation for de ekstra udgifter, de har på grund af handicap.
Hvilke konsekvenser har det?
Det kræver overskud, overblik og vedholdenhed hos borgeren, der søger – et overskud, som ikke alle har og derfor giver social slagside på, hvem der kan få dækket deres ekstra udgifter. Det har givet sig udtryk i et markant og for ministeren uforklarligt fald i, hvor mange der bliver kompenseret.
Det belaster familiers og enkeltpersoners økonomi negativt, når de ikke får dækket deres ekstra udgifter pga. handicap. De er dermed ikke ligestillet med mennesker og familier uden handicap.
I en tid, hvor mange i samfundet generelt er økonomisk presset, slår det ekstra hårdt for familier med et barn med handicap eller en voksen med handicap, at de ikke får dækket deres ekstra udgifter.
Hvad er løsningen?
Forenkl sagsbehandlingen ved at fjerne bagatelgrænsen for at få udbetalt kompensation for sine ekstra udgifter pga. handicap.
Det betyder, at kommuner sparer tid og ressourcer ved ikke at skulle gå i detaljer med borgerens udgifter. Det samme sparer borgeren.
Fjerner man bagatelgrænsen, vil der fortsat være de andre, eksisterende betingelser og kriterier i lovgivningen for at få kompenseret sine ekstra udgifter.
Bagatelgrænsen i dag
Som reglerne er i dag, får en borger udbetalt 1103 kr. pr. måned, når hans/hendes merudgiften pga. handicap opgøres til at være i intervallet 589-1654 kr. pr. måned (i 2023). Det er derfor uden betydning, om borgerens merudgifter opgøres til f.eks. 600 kr. eller 1600 kr.
Det anslås, at mindst 80% af alle bevilgede merudgiftsydelser ender på det laveste trin = 1103 kr. pr. måned.
Vi oplever ofte, at kommuner tilsyneladende kæmper for at få beløbet til at ende under bagatelgrænsen på de 589 kr. Dermed slipper kommunen helt for at dække borgerens nødvendige, handicapbetingede merudgifter.
Vores forslag
Den nuværende bagatelgrænse droppes helt. Det betyder, at alle, der har et handicap og har udgifter, der alene skyldes handicappet, er berettiget til at få dækket handicapbetingede merudgifter.
I fagsproget hedder det, at funktionsnedsættelsen er af indgribende karakter i den daglige tilværelse, og at den medfører, at der ofte må sættes ind med ikke uvæsentlige hjælpeforanstaltninger. Det er desuden fortsat en betingelse, at merudgiften ikke kan dækkes af anden lovgivning.
Det sparede beløb til den kommunale administration af de nugældende regler kan rigeligt dække udgifterne ved at fjerne bagatelgrænsen.
-
Hvad er udfordringen?
Når man har et indgribende handicap og er blevet kompenseret for sine ekstra udgifter pga. handicappet gennem årene, er det aldersdiskriminerende at stoppe kompensationen, når borgeren bliver folkepensionist. Borgerens handicap er jo det samme før og efter folkepensionsalderen.
Hvilke konsekvenser har det?
Det belaster borgerens økonomi negativt, når han/hun ikke får dækket de ekstra udgifter, som borgeren stadig har. I flere tilfælde, som Muskelsvindfonden kender til, har borgeren f.eks. ikke længere råd til at have sin handicapbil, fordi ekstra udgiften ved at have en kassevogn ikke længere bliver kompenseret. Det betyder, at borgeren bliver begrænset i sin hverdag og sit sociale liv og dermed ikke er ligestillet med andre pensionister uden handicap.
Hvad er løsningen?
Afskaf aldersgrænsen for at få dækket de såkaldte handicapbetingede merudgifter.
I et svar til Folketingets socialudvalg den 11. april 2023 siger social- og boligminister Pernille Rosenkranz-Theil, at samfundets forventede merudgift på langt sigt vil lyde på 65 mio. kr. , hvis aldersgrænsen bliver ophævet. Dette beløb kan rigeligt dækkes af de 74 mio. kr., som samfundet har beskåret merudgifterne med, når man sammenligner tallene for 2016 og 2021.
Læs svaret fra social- og boligminister her
(Tal fra Danmarks Statistik)
Vil du vide mere?
Kontakt os, hvis du vil vide mere.
Vi giver ordet til mennesker i klemme
- 26/04 2023
Stort indgreb i økonomien ved folkepensionsalderen
- 26/04 2023
Pensionister snydes for kompensation
- 26/09 2022
Urimelig sag om at få dækket sine merudgifter
- 26/09 2022
Der bør ske en forenkling af merudgiftsydelsen
- 23/06 2021
Klare tal på de massive kommunale nedskæringer