af Suzanne Skærbæk Pedersen, foto: Jacob Boserup
11. februar 2022
12-årige Nadja sidder på bagsædet af bilen. En champagnefarvet handicapbil af mærket Fiat Ducato. Den fik hun bevilliget næsten samtidig med sin muskelsvinddiagnose. Lillebror Chris sidder ubekymret ved siden af. Badetøjet er pakket, og Lalandia er tre timers kørsel væk. Men Nadja skal ikke i Lalandia. Endnu. Det er blot et irriterende stop på turen mod et af de vigtigste møder i hendes liv. Et møde, som kommer til at præge, hvem hun er, og stadig præger hende.
Go Supermodel og Twilight
Lillebror hopper af ved Lalandia og mødes med far. Imens kører Nadja og hendes mor videre for at vende tilbage senere for at overnatte. De skal køre i to timer endnu, og imens bliver Nadja mere og mere nervøs. Hun skal mødes med Stine, som hun har skrevet med i tre år.
De mødte hinanden for første gang i spillet ‘Go Supermodel’, hvor man skulle klæde en model på. Her var der også flere chatforums, hvor man kunne dele sine interesser. Og herinde under emnet teenage-vampyrfilmen Twilight stødte de på hinanden. Igen og igen. Indtil de besluttede sig for at støde ind i hinanden fast.
Kontakten udviklede sig, og de fik lov af deres forældre til at dele kontaktoplysninger. Siden skrev Nadja og Stine sammen fra morgen til aften. Stine bliver Nadjas bedste ven. Også selv om de aldrig har mødt hinanden. De har sendt billeder til hinanden og kender hinandens dybeste hemmeligheder. Og nu skal de ses.
Både Nadja og Stines mor har talt sammen inden og sikret sig, at ingen af dem er en ældre mand eller ældre kvinde, som deres 12-årige døtre skal mødes med.
Hendes mobil bipper. Det er hende. Og hun har det præcis som Nadja. Hun skriver, hvor spændt hun er, og hvor tæt det nu er på, at de rent faktisk skal ses ‘in real life’. Men hvad nu, hvis det bliver akavet? Vil hun så miste sin ven?
Drømmen og frygten som blev virkelig
Og så sker det. Lige der i indkørslen ser hun Stine for første gang. Smilende og forlegen. Det er som en drøm. Hun har faktisk drømt om at møde Stine før. Hun virker lige så genert, som Nadja er, og hun ser sig selv i hende.
De går ind i stuen. Der er et lille trin op, men Nadja klarer det. Alle trapper og trin er ellers som bjerge for hende. Hun har fået diagnosen Limb Girdle muskeldystrofi kort tid før. En diagnose som betyder, at hun mister sin gangfunktion fuldstændig et år senere. Men for nu kan hun gå selv. Lidt. Noget vraltende og med maven først, men på egne ben. De sætter sig i sofaen i hver sin ende, mens mødrene taler i køkkenet.
Men præcis som hendes drøm, bliver hendes frygt også virkelig.
DET… ER… AKAVET.
Der er dødstille.
De har altid kunnet skrive om alt og ingenting. Deres ordudveksling stod aldrig stille. I hvert fald ikke på mobilen. Men nu…? Nu sidder de her med afstand og stirrer ned på hver deres mobil. Fulde af følelser, men tomme for ord
Mælkebøtter i håret og en traktorbutik
De kigger genert op fra telefonen og begynder at grine. Af hele situationen og så af hinanden. Den akavede stilhed bliver jaget på flugt af en forløsende latter, og derefter kommer ordene væltende tilbage. Præcis som på skrift.
De bager pizzaer fra bunden og hygger. Sammen går de to tidligere supermodeller ture langs øde stier og åbne marker. Eller rettere Stine går, mens Nadja kører ved siden af på sin minicrosser.
Der er ro, og de kan gå stille i Nadjas tempo. Forbi en traktorbutik og blomstermarker. De plukker mælkebøtter og fletter blomsterkranse til håret, men de gule mælkebøtteblade falder af og ender blot enkeltvist i håret. Nadja har aldrig oplevet, at tiden kan gå så stærkt.
Da de skal sige farvel, føler Nadja det som om, at hun siger farvel for altid. Mødet har slået fast, at Stine er hendes bedste veninde. Virkelig. Den følelse, de giver hinanden, når de skriver sammen, er der også, når de er fysisk sammen. Og det tager Nadja med sig. Følelser er virkelige – også selv om man ikke har mødt hinanden. Det digitale er også virkeligheden. Der er intet kunstigt ved den digitale verden, hvis man er åben omkring, hvem man er.
De skriver sammen hele vejen hen til Lalandia. Nadja sender billeder af biler, som hun vinker til på motorvejen, især en kassevogn med unge fyre, og de fniser. Hver for sig. Men alligevel sammen. De aftaler at mødes igen om en uge. Det gør de ikke. Men det gør de én gang mere senere i livet.
Følelsen er også virkelig fra virtuelle venner
Stine var begyndelsen. I dag er Nadja Tove Nielsen 23 år og har seks venner, som hun vil betegne som ‘meget nære’ veninder. Fire af dem har hun aldrig mødt. Men følelsen er virkelig. Nadja bliver forvirret af spørgsmål, hvor man sammenligner de to typer af venskaber, online og fysisk, eller hvor den ene type veninde anses for at være bedre end den anden.
– De er forskellige – som alle venskaber er det. Både de venner, jeg ser fysisk, og dem, jeg har online, kender mig rigtig godt. Men hvordan vi bruger hinanden, er forskelligt, men det er det for alle venskaber, tænker jeg.”
I venskabet med Stine havde de begge åbnet op for noget af den smerte, som de begge gik med. Nadja kunne åbent fortælle hende om at få sin diagnose og miste sin evne til at gå, mens Stine også åbnede op.
– Vi græd sammen og gik igennem nogle hårde ting sammen.”
Lyt til Nadja
Nadja fortæller her i et kort uddrag fra interviewet med hende, hvordan hun ikke skelner skarpt imellem fysiske og online venner. "Jeg er glad for alle de venner, jeg har. Fysisk og online. Dem, jeg har online, ville jeg ikke bytte med nogen som helst. Jeg synes ikke, de skal sættes i bås som ”de” og ”dem”. De er alle sammen mine venner"
Min kørestol er ikke ‘in your face’
Nadja havde også nære venner i sin folkeskoleklasse. Hun var den meget stille pige, som aldrig rakte hånden op eller snakkede. Det ændrede sig i gymnasiet og på universitetet. Hun fandt pludselig sig selv i situationer, hvor hun var i centrum, selv om hun ikke brød sig om det.
”Jeg er en ‘people please’ og kan godt glemme mig selv. Det var altid mig, der ligesom sagde noget, hvis der var en trykket stemning. Så havde vi det alle godt igen. Jeg tog ligesom en dragt på. Men jeg er faktisk introvert. Så jeg kom derfor ud i nogle situationer, hvor jeg ikke altid havde det godt,” fortæller Nadja.
Nadja har tidligere været nervøs for at opsøge personer. Og det at hun blev kørestolsbruger, gjorde det ikke nemmere.
– Jeg overtænker meget tingene og vil gerne give et godt førstehåndsindtryk og synes selv, at det betyder meget. Jeg ville lyve, hvis jeg ikke sagde, at jeg nogle gange tænker: ‘åh nej, vil min kørestol være en hindring for at gøre et godt indtryk. ” - Med mine venner online var det ikke ‘in your face’, at jeg sad i kørestol. Altså det spillede ikke en rolle, fordi jeg ikke skulle bekymre mig om, om jeg kunne være med eller komme ind, hvor de var. De var der hele tiden. På mobilen. Det gjorde, at jeg følte mig mere fri.
Men i den virtuelle verden har hun ingen kørestol med sig rundt i sin færden.
– Med mine venner online var det ikke ‘in your face’, at jeg sad i kørestol. Altså det spillede ikke en rolle, fordi jeg ikke skulle bekymre mig om, om jeg kunne være med eller komme ind, hvor de var. De var der hele tiden. På mobilen. Det gjorde, at jeg følte mig mere fri
Venner i en anden tidszone
Nadja ser meget til sine veninder i dag. Både fra efterskolen og gymnasiet har de holdt fast. Hendes venskaber strækker sig også udover landets grænser. Hun har venner fra USA, Korea, Tyskland og England. Nadja har altid været fascineret af koreansk kultur og læser Korea studier på Københavns Universitet. Herigennem har hun knyttet bånd med unge andre steder i verden. Ud fra noget så niche-præget som koreansk musik.
– De har lært mig mange ting om mig selv. Det var dem, som kunne pointere for mig, at det var usundt for mig altid at være den, der kommer med en sjov bemærkning. At det er okay, at jeg ikke altid skal have en facade på som ekstrovert og fylde rummet ud. Det er opslidende for mig, når jeg reelt set er introvert. Mine online venner har medvirket som en åbenbaring for nogle ting, jeg ikke har tænkt over før. Ja, men det har mine fysiske venner også. Så de har gjort mig gladere.
Det er dog ikke altid nemt med langdistance venskaber – især ikke dem i udlandet. Der skal investeres tid i dem, som ved alle andre venskaber, men der skal også tages højde for hinandens tidszoner. Og de taler sammen ofte – mindst fire gange om ugen. Nadja fortæller, at noget af det, de gør sammen, er eksempelvis at se film sammen over Netflix Party. Så føler hun ikke, at afstanden er så stor.
Venskabet afhænger først af interesse
På mange måder ligner online venskaber de fysiske. Men på især et punkt er de forskellige. Nadja har erfaret, at online venskaber kan være mere skrøbelige over tid. ” - Jo ældre jeg er blevet, jo nemmere bliver det at se, hvilke venskaber som forbliver. Mange online venskaber består, men nogle er også gledet ud i sandet samtidig med, at ens fællesinteresse glider med.
– Jo ældre jeg er blevet, jo nemmere bliver det at se, hvilke venskaber som forbliver. Mange online venskaber består, men nogle er også gledet ud i sandet samtidig med, at ens fællesinteresse glider med. Bånd går i opløsning, hvis de kun er interessebaserede. Altså de skal også basere sig på personen bag. Der skal laves en connection. Hvis man knytter bånd på grund af et fysisk møde, så tror jeg, at det er anderledes. Der går også længere tid online, før man kalder hinanden for ‘venner.’
Samtidig mener Nadja, at man er sammen på en hel anden måde, hvis man endelig mødes med sine virtuelle venner. Det kan være magisk. Som med Stine.
– Når vi så endelig mødes, føles det som et eventyr. Alt hverdagsfnidder bliver sorteret fra, og når tiden er kostbar, så sætter man mere pris på hinanden.
Fysisk er ikke bedre end online
Nadja mener ikke nødvendigvis, at man kender hinanden bedre, blot fordi man har mødt hinanden fysisk. ” Jeg er glad for alle de venner, jeg har. Fysisk og online. Dem, jeg har online, ville jeg ikke bytte med nogen som helst. Jeg synes ikke, de skal sættes i bås som ”de” og ”dem”. De er alle sammen mine venner.
– Det er både-og. Det handler om, hvad du vælger at fortælle dine venner. Jeg er en meget sensitiv person, og det er nemmere at skjule ting med ord. Der er derfor forskel på, hvad jeg fortæller til hvilken ven. Det handler derfor om, hvordan man vælger at åben sig for et andet menneske, og hvilke emner man vælger at tale om. Jeg er glad for alle de venner, jeg har. Fysisk og online. Dem, jeg har online, ville jeg ikke bytte med nogen som helst. Jeg synes ikke, de skal sættes i bås som ”de” og ”dem”. De er alle sammen mine venner.
Stines navn er opdigtet, men er redaktionen bekendt.
-
Nadja Tove er 23 år
-
Studerer koreanske studier på Københavns Universitet
-
Hun har 6 nære venner – 3 har hun aldrig mødt fysisk
-
Hun har muskelsvinddiagnosen Limb Girdle muskeldystrofi
