Da coronaen ramte Danmark og lukkede samfundet ned, landede der en besked fra Vejle Kommune i Peter Skov Jørgensen e-Boks. Det var tid til opfølgning på hans handicaphjælperordning – hans såkaldte BPA-ordning. Men alt imens coronaen forsvandt, kørte Peters sag videre – og i dag – fire år senere – er den stadig ikke slut. Dette Peters fortælling.
Da brevet lander i e-Boksen, bliver det hurtigt klart for mig, at Vejle Kommune ønsker at presse mig på mit forbrug af handicaphjælpertimer. Sagen ryger i Ankestyrelsen, og til start får Vejle Kommune medhold i deres afgørelse. Dog bemærker Ankestyrelsen, at Vejle Kommune ikke har afdækket mit behov for hjælp, så derfor er det en ommer. Sagen bliver sendt retur til fornyet behandling i Vejle Kommune.
I foråret 2021 beder kommunen mig om at notere alle opgaver ned, som jeg får hjælp til af mine hjælpere i en periode på fire uger. Det bliver til 34 tætskrevne A4-sider, som dog viser sig at være ubrugelige. Vejle Kommune har glemt at fortælle, at hver opgave skal angives med tid.
Detaljeret beskrivelse eller overvågning
I forsommeren 2022 vender Vejle Kommune så tilbage med beskeden om, at der er to måder, de kan afdække mit behov for hjælp på: enten skal jeg nok en gang notere, hvilke opgaver jeg får hjælp til i en periode på fire uger og med angivelse af, hvor lang tid hver enkelt opgave tager. Eller Vejle Kommune kan iværksætte observation i mit hjem i syv dage.
”
Jeg forsøger at indgå i en dialog med kommunen for at få mit behov for hjælp afdækket på en mindre indgribende måde.
– Jeg forsøger at indgå i en dialog med kommunen for at få mit behov for hjælp afdækket på en mindre indgribende måde. Der er skrevet lange rapporter om mit fysiske funktionsniveau, og tidligere har jeg lavet en registrering af, hvilke opgaver mine hjælpere hjælper med, så jeg vil mene, at vi meget hurtigt vil kunne snakke os frem til en afdækning af mit behov for hjælp.
En intimiderende besked
Vejle Kommune er ubøjelig, og i slutningen af brevet gør de opmærksom på, at hvis jeg ikke vil gå med på kommunens betingelser, vil de opfatte det, som om jeg ikke vil medvirke til at få min sag belyst.
”
- Det er virkelig intimiderende med sådan en besked. Jeg vil meget gerne medvirke alt det, jeg kan, men en sådan proces bør være i samarbejde med mig. Og det er ikke den oplevelse, jeg sidder tilbage med.
– Det er virkelig intimiderende med sådan en besked. Jeg vil meget gerne medvirke alt det, jeg kan, men en sådan proces bør være i samarbejde med mig. Og det er ikke den oplevelse, jeg sidder tilbage med.
Leder efter huller i osten
Registrering af hjælpernes opgaver er blevet til 28 tætskrevne sider, og jeg har virkelig svært ved at forestille mig, at der i Vejle Kommune sidder et voksent menneske og pløjer alle siderne igennem. 
Hvad de mange sider skal bruges til, går jeg og spekulerer over.
Jeg oplever, at Vejle Kommune kun er ude på at sætte mig ned i tid, altså så jeg får mindre hjælp. Så jeg frygter, at de mange siders registrering skal bruges til at “finde huller i osten,” hvor kommune vil påpege, hvilke opgaver jeg ikke længere må bruge mine hjælpere til.
Søvnløse nætter og PTSD-lignende tilstande
At det har store personlige konsekvenser at være i sådan et forløb, mærker jeg tydeligt.
”
Der er nætter, hvor jeg har svært ved at sove og dage, hvor jeg føler mig drænet for ressourcer.
– Der er nætter, hvor jeg har svært ved at sove og dage, hvor jeg føler mig drænet for ressourcer. Det er ikke for sjov, når jeg hævder, at vi borgere, der er i systemet, har PTSD-lignende tilstande, da meget af vores livskvalitet er snasket ind i kommunal sagsbehandling, sagsbehandlernes synsninger og Ankestyrelsens afgørelser.
Hjælperne involveres uhensigtsmæssigt
Registreringen af de opgaver, hjælperne hjælper mig med, har også haft konsekvenser for det psykiske arbejdsmiljø i mit hjælperteam. Som udgangspunkt mener Vejle Kommune, at det er hjælperne, der i løbet af dagen skal notere, hvilke opgaver de løser.
Hurtigt kunne jeg mærke på enkelte hjælpere, at de ikke brød sig om at blive inddraget i min kamp med kommunen. Der var en usikkerhed omkring, hvor meget der skulle skrives ned, og mine hjælpere ville jo ikke være indirekte skyld i, at kommunen tog timer fra mig. Jeg har altid gjort en dyd ud af, at mine hjælpere blot skulle på arbejde og hjælpe mig med de praktiske opgaver i mit hjem – og ikke inddrage hjælperne i mine personlige udfordringer. Når en hjælper går hjem fra arbejde her hos mig, skal de ikke tage mine problemer med hjem.
Retvisende oplysninger?
Jeg kan dog ikke regne med, at Vejle Kommune stiller sig tilfreds med mit registreringsarbejde, for i deres brev skriver de:
”Hvis oplysningerne ikke er retvisende, kan det blive nødvendigt, at der efterfølgende indhentes yderligere oplysninger på anden måde, f.eks. ved observationer.”
Jeg kan undre mig over, hvordan Vejle Kommune vil vurdere, om de oplysninger, jeg noterer ned, er retvisende eller ej. Jeg føler det som om, at kommune har taget mistilliden til mig på forskud.
Tankemylder i ventetiden
Da de mange siders registrering er afleveret, er der ventetid igen, indtil Vejle Kommune kommer med en afgørelse.
Al den ventetid gør en bims i bøtten. Der er så meget tankemylder: hvor ender afgørelsen? Skal BPA-opfølgningen omkring Ankestyrelsen igen? Hvor mange timer vil kommunen tage fra mig? Skal jeg fyre hjælpere? Vil jeg fortsat kunne gøre de ting, jeg gerne vil gøre?
Det vil kun fremtiden vise.
”
If you are going through Hell - keep going. For der er ligesom ikke noget alternativ.
Nogle gange føler jeg, at det er ligesom et citat af Winston Churchill: “If you are going through Hell – keep going.” For der er ligesom ikke noget alternativ.
Og om to år er det tid til at følge op på min hjælperordning igen.
