Selv om det er mere end otte år siden, at merudgiftsydelsen efter servicelovens §§ 41 (børn) og 100 (voksne) blev indført, er der fortsat helt basale regler, som kommunerne ikke har villet forstå. Blandt andet at merudgifter ikke skal dokumenteres, men kun sandsynliggøres
Igen og igen kræver kommunerne dokumentation, selv om Socialministeriet igen og igen har fortalt dem, at det må de ikke, og selv om de efterhånden har tabt stribevis af ankesager om dette.
Københavns Kommune praktiserer en særlig variant af denne misfortolkning. Kommunen siger nemlig, at det er kommunens revision, der ønsker dokumentation, og at kommunen får påtale af revisionen, hvis der ikke kræves dokumentation.
Forud for folketingsvalget den 15. september 2011, og mens René Skau Björnsson endnu var medlem af Folketinget, stillede han spørgsmål om dette til den daværende socialminister Benedikte Kiær:
”Hvad er ministerens holdning til, at den kommunale revision påtaler over for kommunerne, hvis de ikke indhenter dokumentation fra borgernes merudgifter efter servicelovens § 100 og udgifter til hjælpere efter servicelovens § 96, selv om der ikke findes hjemmel til at kræve dokumentation, og selv om det for servicelovens § 100 er direkte præciseret, at udgifter kun skal sandsynliggøres, så overflødig administration herved undgås.”
Socialministeren svarede således:
”Efter servicelovens § 100 er der ikke krav om, at borgeren skal kunne dokumentere alle nødvendige merudgifter. Borgeren skal alene sandsynliggøre de nødvendige merudgifter, der følger af funktionsnedsættelsen. I forlængelse heraf fremgår det af den gældende vejledning, Vejledning om særlig støtte til voksne (vejledning nr. 10 af 15. februar 2011), at modtageren af ydelsen i forbindelse med kommunernes opfølgning bør kunne sandsynliggøre de væsentligste udgifter, som han/hun har haft.
Det kan desuden oplyses, at der ikke er fastsat regler om, at borgeren skal aflægge regnskab for det tilskud til dækning af hans/hendes andre direkte og indirekte omkostninger ved at have hjælpere i og uden for hjemmet, som udbetales efter § 10 i bekendtgørelse om udmåling af tilskud til BPA efter servicelovens §§ 95 og 96 (bekendtgørelse nr. 1180 af 14. oktober 2010).
Dette tilskud dækker omkostninger til fx annoncering og porto, vand, varme og el samt andre småudgifter i husholdningen. For borgere, der modtager hjælp efter § 96, skal dette tilskud desuden dække ledsagelse, entréudgifter mv. ved aktiviteter uden for hjemmet.
Det kan oplyses, at det særligt i forhold til forbrugsudgifter som fx vand og el kan være vanskeligt at opgøre præcist, hvilken andel af udgifterne der vedrører hjælperne, og hvilke der vedrører borgerens eget forbrug. Det er derfor opfattelsen, at det vil være forbundet med store vanskeligheder for borgeren at stille krav om regnskab – og dermed dokumentation – for borgerens afholdte udgifter.
I forhold til de øvrige former for omkostninger, som fx annoncering, ledsagelse i forbindelse med aktiviteter mv., kan det være en hjælp både for borger og kommune, hvis det aftales, at borgeren samler kvitteringer for afholdte udgifter. Herved kan der sikres en bedre mulighed for at fastsatte et beløb for det kommende år, der reelt kan dække borgerens afledte omkostninger ved at have hjælpere i og uden for hjemmet. Det skal dog understreges, at kommunen ikke kan kræve et regnskab for disse omkostninger.”
Med andre ord: Hvis Københavns Kommune fortæller historien om, at revisionen kræver dokumentation, så fortæl dem, at det må revisionen ikke, og at også revisionen skal overholde reglerne.
Socialministerens svar findes her