Når der opstår tvivl om, hvorvidt noget er et hjælpemiddel eller et behandlingsredskab og dermed også, om det er kommunen eller regionen, der skal betale, så er det kommunens pligt at forholde sig til det såkaldte afgrænsningscirkulære. Det fastslår Ankestyrelsen i en konkret afgørelse om et ståstativ til et barn med muskelsvind.
Muskelsvindfonden har bistået i klagesagen, hvor pigens forældre søgte kommunen om hjælp til at vedligeholde pigens ståfunktion. For barnet drejede det sig blandt andet om, at hendes rækkevidde er større, når hun står op, at hun har bedre mulighed for bevægelighed, og at hun kan deltage i flere aktiviteter, hvis hun står i ståstativet.
Både kommune og sygehus gav afslag
Kommunen meddelte afslag efter Servicelovens §112 om hjælpemidler og henviste til, at ståstativet kunne søges som behandlings-/træningsredskab hos regionen, altså via sygehuset. Overlægen på sygehuset, hvor pigen er tilknyttet, erklærede sig dog uenig med kommunen i vurderingen af, at ståstativet skulle være et behandlingsredskab, og således startede balladen.
Når noget ikke er enten/eller, men både/og
Udfordringen opstår, fordi et ståstativ for så vidt kan være både et behandlingsredskab og et hjælpemiddel. Og ofte opfylder det begge funktioner. Og da tidens trend i velfærdssystemet tilsyneladende er noget hen i retningen af ”lad os se, hvordan vi bedst kan undgå at hjælpe, så vi sparer penge”, frem for ”lad os se, hvordan vi bedst afhjælper behovet”, så opstår der naturligt kø ved håndvasken, når kommune og region ihærdigt forsøger at tørre udgiften af på hinanden. Det kan undre, at man ikke bare i sådanne tilfælde simpelthen deler udgiften, men nuvel, systemets veje er uransagelige.
Tvivlen må aldrig komme borgeren til skade
Heldigvis har lovgivningen taget højde for, at afgrænsningsproblemer kan opstå i det såkaldte Afgrænsningscirkulære. Heraf fremgår blandt andet, at et ”givet apparatur eller redskab både kan være et behandlingsredskab og et hjælpemiddel”.
Og det mest væsentlige: ”I tilfælde hvor der opstår tvivl om, hvilken myndighed der er ansvarlig for betaling af et nødvendigt behandlingsredskab eller hjælpemiddel, som skal betales af regionen eller kommunen, er det vigtigt, at tvivlen ikke kommer borgeren til skade. Den myndighed, der har tættest kontakt med borgeren, skal i givet fald umiddelbart levere det nødvendige behandlingsredskab eller hjælpemiddel til borgeren, hvorefter betalingsspørgsmålet må afklares efterfølgende mellem de involverede parter”.
Det står altså lysende klart, at hvis kommunen siger nej til at udlevere med henvisning til, at det er regionen, der skal betale, så skal kommunen udlevere alligevel. Og så må kommunen selv rode med at hente eventuelle penge hjem fra regionen.
Det bør i øvrigt ikke komme bag på kommunerne. Dels fremgår det tydeligt af en principafgørelse fra 2015, at et ståstativ kan være et hjælpemiddel, i øvrigt komisk nok en afgørelse, som kommunen i denne sag selv henviser til. Dels har Muskelsvindfonden skrevet adskillige gange om principperne i cirkulæret lige siden.
Vi har også, siden Nick Hækkerup var Sundhedsminister, forsøgt at gøre politikerne opmærksomme på cirkulærets begrænsede virkning i kommunerne.
En mulig løsning ligger på ministeriets bord
I juni 2017 beskrev et udvalg bestående af KL, Danske Regioner og staten problemet OG en mulig løsning, som Muskelsvindfonden bakker op om. I den efterfølgende rapport foreslås det blandt andet, at afgrænsningscirkulæret erstattes af en ny vejledning, der beskriver kommuner og regioners forpligtelser i forhold til at levere behandlingsredskaber og hjælpemidler efter sundhedsloven samt håndteringen af snitflader til andre områder, herunder hjælpemidler efter serviceloven. Så en mulig løsning ligger allerede på ministeriets skrivebord.
Mens vi venter, må vi tage kampen fra sag til sag, men det betyder, at mennesker med muskelsvind i flere tilfælde kommer til at vente uhensigtsmæssigt længe med funktionsevnetab til følge, mens bureaukratiets tandhjul roterer med tænderskærende langsommelighed.
Ros til Ankestyrelsen: klar melding i denne sag
Det er ingen hemmelighed, at vi i Muskelsvindfonden har set flere sager, hvor kommune og region eksempelvis giver sig til at skændes om, hvilken ”myndighed der har tættest kontakt med borgeren”. I flere tilfælde har vi også haft svingende held med at få Ankestyrelsen til at inddrage principperne fra Afgrænsningscirkulæret.
Men roses skal den, der roses bør, og i denne sag er Ankestyrelsen helt klar i spyttet. Kommunen forsøgte i klageforløbet at snige sig uden om ved at påpege for Ankestyrelsen, at regionen ikke havde truffet en afgørelse med klagevejledning. Det er velsagtens den med at påpege splinten i andres øjne, men overse bjælken i sit eget.
Hertil svarer Ankestyrelsen: ”Vi bemærker, at vi ikke har kompetence til at forholde os til regionens manglende bevilling af hjælp. Vi henviser derimod kommunen til at træffe afgørelser i henhold til afgrænsningscirkulæret på hjælpemiddelområdet.
Desuden gør vi kommunen opmærksom på retssikkerhedslovens §5, hvoraf fremgår, at kommunen har ansvaret for at hjælpe borgeren, når en borger henvender sig. Kommunen bør forholde sig til, om der er mulighed for hjælp i den sociale lovgivning, herunder forholde sig til, om der er brug for rådgivning og vejledning. Ifølge bestemmelsen skal kommunen desuden være opmærksom på, om der kan søges om hjælp hos en anden myndighed eller efter anden lovgivning”.
Det bør ikke være borgerens problem
Se, det er da til at forstå. For det første skal kommunen anvende princippet i afgrænsningscirkulæret og udlevere ståstativet, uanset om der er tale om et hjælpemiddel eller ej.
For det andet skal kommunen overholde retssikkerhedslovens §5, som pålægger kommunen at ”behandle ansøgninger og spørgsmål om hjælp i forhold til alle de muligheder, der findes for at give hjælp efter den sociale lovgivning, herunder rådgivning og vejledning”, samt være opmærksom på, om der kan søges om hjælp andre steder.
Det er således aldrig nogensinde borgerens problem at finde den rette paragraf, det rette regelsæt, eller den rette instans, når der er et behov. Det er kommunens ansvar.
Hvis blot landets kommuner startede med at efterleve den ene paragraf i retssikkerhedsloven, ville formentlig halvdelen af alle klagesager slutte, inden de begyndte.
