Færre og færre får tilkendt en hjælperordning

Af Thomas Krog, foto: Søren Holm / Chili

07. feb 2023

Vi kan ikke være bekendt at behandle mennesker sådan, lyder kommentaren fra Muskelsvindfondens politiske chef

Det endte lykkeligt for både Line Myrup Sørensen og Mohammad Ansari. De fik den hjælperordning (BPA), der gør det muligt for dem langt hen ad vejen at leve et uafhængigt liv i lighed med andre uden handicap. Men bag de lykkelige historier gemmer sig væsentlige og mørkere pointer.

Flere får ikke nødvendig hjælp

For det første er det både hårdt og urimeligt, at de skulle igennem lange udmarvende kampe for at få den nødvendige hjælp. Det trækker store veksler på familie og venner. Og det efterlader mennesker, der ikke har den slags ressourcer, med et liv uden den nødvendige hjælp og dermed uden muligheder for at leve det selvstændige liv med uddannelse, arbejde, familie og fritidsliv.

Som samfund har vi råd til at sikre mennesker den hjælp, der kompenserer for deres fysiske handicap.

Thomas Krog

Muskelsvindfondens politiske chef

For det andet er det de senere år blevet sværere for mennesker med handicap at få den nødvendige hjælp. Ankestyrelsen har desværre ændret praksis. Siden Line Myrup Sørensens sag for 10 år siden endte som en principmeddelelse, er det gået den forkerte vej. I dag er principmeddelelsen væk. Værdien af at kunne leve et selvstændigt og aktivt liv uden for eget hjem er blevet nedtonet, så det er sværere at få bevilget en BPA-ordning. En praksisændring, som Mohammad Ansari nåede at opleve i en afgørelse fra Ankestyrelsen, inden Københavns Kommune endte med at bevilge Mohammed BPA-hjælpen og dermed mulighederne.

Tal fra socialministeriet afslører konsekvenserne. Færre og færre får tilkendt en BPA-ordning. Tilgangen er de seneste fem år næsten halveret.

En ordning med uvurderlig værdi

Når man læser om den livskvalitet, som Line og Mohammad får ud af deres BPA-ordninger, er det ubærligt at tænke på, at der sidder andre unge mennesker med tilsvarende handicaps, som bliver nægtet BPA-hjælp.

Thomas Krog, politisk chefKonsekvensen for mange af dem er et institutionslignende liv med faste tidspunkter for alle aktiviteter, og at de kun kan komme uden for hjemmet i de fire timer ugentligt, som en ledsagerordning dækker. Den måde kan vi ikke være bekendt at behandle mennesker på. Som samfund har vi råd til at sikre mennesker den hjælp, der kompenserer for deres fysiske handicap.

Derfor skal de nyvalgte Folketingsmedlemmer tage handsken op efter det afgående Folketing. BPA-ordningen skal genoprettes. Det kan f.eks. gøres ved at samle og styrke BPA-ordningen i et regionalt forankret nationalt videnscenter, som både sikrer kvalificeret sagsbehandling, ensartede retningslinjer i hele landet, og at menneskelige hensyn bliver vægtet højere end næste års kommunale budget.

Læs om Muskelsvindfondens mærkesag: Ret til et selvstændigt liv