Fordeling af provenu fra salg af bil, man selv delvis har betalt

Kommunikationsafdelingen

26. dec 2014

Handicapbiler er ikke noget, man får foræret

Ankestyrelsen har truffet en principafgørelse i en sag om, hvordan provenuet ved salg af den gamle handicapbil skal indgå i beregningen, når man samtidig får bevilget støtte til en ny handicapbil, og når man selv oprindelig har betalt en del af udgiften til den gamle bil.

Den pågældende person fik bevilget støtte til køb af en ny bil og solgte ved den lejlighed den gamle bil for 75.000 kr.

Den gamle bil havde kostet 331.410 kr. Kommunen havde bidraget med et lån på 141.710 kr. Borgeren havde med andre ord selv betalt 189.700 kr., svarende til 57,22% af bilens pris.

Ankestyrelsen traf derfor afgørelse om, at 57,22% af de 75.000 kr. fra salget, altså 42.914 kr. skulle tilfalde borgeren til fri disposition, mens de resterende 32.086 kr. skulle indgå i udgiftsfordelingen mellem borgeren og kommunen ved køb af den nye bil.

Og de 32.085 kr. skulle indgå som en nedsættelse af den del af støtten til den nye bil, som borgeren skal afdrage.

Ankestyrelsen udtaler:

”Dette betyder, at det lån, som NN skal betale tilbage til kommunen, bliver mindre. Konsekvensen af, at nettoprovenuet skal anvendes ved beregningen af det nye lån, er dermed, at NNs gæld til kommunen bliver mindre, hvorfor de månedlige afdrag følgeligt bliver lavere.”

Borgerens nuværende bil har kostet 190.638 kr. Kommunen har bevilget støtte på 162.860 kr., og her ud over har borgeren selv betalt 27.778 kr., svarende til 15% af udgiften til den nye bil, som så er den fordeling, der skal anvendes næste gang bilen skal udskiftes.

Af støtten til den nye bil er 50% afdragsfrit og 50% afdragspligtigt efter de gældende regler. Men da borgeren selv bidrager med 32.086 kr. fra salget af den gamle bil, er det ikke 81.430 kr., men kun 49.344 kr., som skal afdrages i løbet af de 6 år.

Det indgår med andre ord ikke i beregningen, at borgeren ikke blot havde betalt 189.700 kr. til den gamle bil selv, men også via månedlige addrag havde betalt halvdelen af det kommunale lån på 141.710 kr. = 70.855 kr.

Det vil sige, at den gamle bil, der kostede 331.410 kr. ender med at koste borgeren den oprindelige merpris på 189.700 kr. + halvdelen af kommunens støtte som var afdragspligtigt med 70.855 kr. = 260.555 kr.

Heraf får borgeren dog 75.000 kr. tilbage, nemlig 42.914 kr., som borgeren frit kan disponere over, og 32.086 kr. som indgår i beregningen af den nye bil og dermed nedsætter den afdragspligtige del med dette beløb.

Prisen for at køre i den gamle bil i 6 år har været 331.410 kr. minus salgsprovenuet på 75.000 kr. = 256.410 kr. Heraf har borgeren bidraget med 185.555 kr., mens kommunen har bidraget med 70.855 kr.

Ankestyrelsens principafgørelse, der i øvrigt følger de gældende regler, viser, at handicapbiler bestemt ikke er noget, man får foræret. I den konkrete eksempel er udgiftsfordelingen mellem borger og kommune 72/28.

Ankestyrelsen resumerer i øvrigt afgørelsen således:

”Når kommunen bevilger udskiftning af en bil, hvortil der er ydet støtte, og der ved købet af den gamle bil er foretaget merkøb, skal provenuet fra salget af den gamle bil fordeles efter den samme fordelingsnøgle som kommunen og borger betalte bilen efter, da bilen blev købt.

Ved kommunens beregning af borgers andel af provenuet fra salget af den gamle bil, skal den afdragspligtige del af lånet til den gamle bil ikke betragtes som en del af borgers egenbetaling.”

Principafgørelsen i fuld ordlyd kan læses her

Vi er Muskelsvindfonden. Vi får ting til at ske. Ved at lytte. Ved at handle. Ved at udfordre. Ved at tage chancer. Ved at inspirere. Ved at råbe op. Ved at blive ved. Og frem for alt: Ved at stå sammen og skabe plads til forskelle og til det gode liv med muskelsvind. Besøg vores sider:

Tilmeld vores nyhedsbrev

Få vores nyhedsbrev cirka to gange om måneden.

Dine data bliver kun delt i Muskelsvindfondens organisation. I øvrigt henvises til Muskelsvindfondens generelle privatlivspolitik, som du finder her.

Kontakt os

Kongsvang Allé 23, 8000
Aarhus C
Tlf 89 48 22 22
info@muskelsvindfonden.dk