Ankestyrelsen nægter at tilsidesætte kommunale skøn, også i sager, hvor disse skøn er i strid med fakta. En katastrofe for retssikkerheden, mener Muskelsvindfonden.
4 år.
500 siders dokumentation indeholdende alt fra måling af højde og længde på hæk, udtalelser fra lægelige instanser om nødvendigheden af medicin, oversigter over dagspriser på brændstof, statistisk materiale fra Danmarks Statistik om bilrådighed, udskrifter af CTR-saldoer fra apoteket, udskrifter fra elselskabet over strømforbrug, henvisninger til vandforbrug for en vaskemaskine, skrivelser fra fysioterapeuter og meget, meget mere.
Et ukendt antal mandetimer i kommunen.
Et lige så ukendt antal mandetimer i Ankestyrelsen.
4 medarbejdere i Muskelsvindfonden, som på skift har siddet med sagen.
Og så midt i det hele: Julie.
Julie på 30 år med muskelsvind, som er smerteplaget døgnet rundt på grund af en rygoperation, som slog fejl. Julie, som burde have en medalje. For at holde fast, for at kæmpe, for at blive ved og ved med at leve op til de absurde dokumentationskrav, for at stå til rådighed i dage, måneder og år og samtidig lægge ryg til påstande om manglende samarbejdsvilje, når hun har vovet at forholde sig kritisk til alle de spørgsmål og krav fra kommunens side.
Julie, som ikke har haft noget valg, fordi hun uden en merudgiftsbevilling fra kommunen ikke har råd til at betale for den medicin, hun har brug for, fordi hun er førtidspensionist.
Julie får ikke nogen medalje. Og i skrivende stund får hun heller ikke dækket sine merudgifter. For Ankestyrelsen har stadfæstet den del af afgørelsen, som handler om, hvorvidt Julie i den alder og livssituation, hun nu har, ville have haft bil alligevel, hvis hun ikke havde muskelsvind. Det mener kommunen, hun ville. Og så mener Ankestyrelsen det også. På trods af at der i Julies husstand allerede er én bil, som tilhører Rasmus, Julies kæreste.
Statistik og biler
Danmarks Statistik mener det modsatte. De har endda undersøgt det i detaljer, og deres oplysninger siger helt utvetydigt, at når man bor i landområde i Hjørring Kommune, er 30 år gammel, er kvinde, og er en del af et par, så er det under hver tredje, der har bil i det hele taget. Mere præcist 32 procent. Så al logik taler for, at endnu færre i den målgruppe har bil nr. 2 i samme husstand. Den statistik har Julie sendt med i klagesagen af flere omgange.
Kommunen har al muligt incitament til at mene, at Julie nok ville have haft bil nr. 2 i husstanden alligevel. For så bortfalder reglen om, at de udgifter, der følger af at have en bil, som hun kun har pga. sit handicap, kan dækkes som merudgift. Det holder Julies merudgifter under den lovfastsatte bagatelgrænse på 7068 kroner om året, som hun skal have i sandsynliggjorte merudgifter, for at få dækket merudgifter overhovedet. Er man over bagatelgrænse, får man 1000 kroner om måneden, er man under, får man ingenting.
Kommunen henviser til statistik, der viser, at 17 procent (altså under hver 5. familie) i Rebild, Hedensted, Skanderborg og Favrskov har 2 biler. Det siger forbavsende lidt om Hjørring.
Kommunen henviser også til karakteristika for familier med høj bilrådighed. Fælles for disse er:
- De er topledere
- De har børn
- De har flest penge til forbrug
Det siger forbavsende lidt om Rasmus og Julie, som ikke har børn, ikke er topledere og bestemt ikke har ret meget til forbrug.
Ankestyrelsens blåstempler kommuners skøn
Men hvorfor omstøder Ankestyrelsen så ikke kommunens afgørelse, når Julie kan dokumentere, at det i hendes alder og livssituation ikke er normalt at have bil, og da slet ikke bil nummer 2? Og når kommunens vurdering så tydeligt ikke holder vand?
Jo, se det er her, det bliver både interessant og tragisk på samme tid, for Ankestyrelsen skriver i afgørelsen:
”Vi er også opmærksomme på dine oplysninger om, at 30 % af kvinder i din aldersgruppe, som bor i et landområde i Hjørring Kommune, råder over bil. Dette ændrer ikke ved resultatet, da vi ikke finder grund til at tilsidesætte kommunens samlede skønsmæssige vurdering af, at du i din husstand ville have haft to biler, hvis ikke du havde en funktionsnedsættelse.”
Aha. Så når kommunen skønsmæssigt vurderer, at månen er en grøn ost, så er det i bund og grund lige meget, at al forskning og dokumentation siger, at månen er en planet eller en naturlig satellit alt efter, hvor nørdet man er.
Efterhånden fast praksis hos Ankestyrelsen
Det er interessant, fordi det efterhånden er blevet fast praksis hos Ankestyrelsen, at de ikke vil ”tilsidesætte kommunens skønsmæssige vurdering”. Muskelsvindfonden ser netop den formulering i et hav af sager og som påvist også sager, hvor kommunens skønsmæssige vurdering er helt hen i vejret.
Og netop i merudgiftssager er det dybt urimeligt, da der netop her IKKE er et lovkrav om, at borgeren skal kunne dokumentere noget som helst. Borgeren skal sandsynliggøre sine merudgifter, og der skal laves et ”overslag” over disse. Hvis kommunen mener, at borgeren tager fejl i den sandsynliggørelse, så må forpligtelsen til at dokumentere, at det forholder sig anderledes, ligge hos kommunen. Men Ankestyrelsens praksis, som nægter at udfordre kommunens skøn, har den konsekvens, at bevisbyrden havner hos borgeren. Den borger, som jo alt andet lige er den svage part i sagen.
En katastrofe for retssikkerheden
Det er selvsagt et kæmpestort, retssikkerhedsmæssigt problem. Og det er uden tvivl også den altoverskyggende årsag til, at den samlede udgift til handicapbetingede merudgifter på voksenområdet er faldet med 73 millioner kroner hen over de sidste 4 år, svarende til en tredjedel. Det er også i strid med lovens ånd, som oprindeligt gik ud på, at mennesker med handicap skulle have en kompensation for de ”vanskeligt opregnelige småudgifter”, der følger af at have det handicap. Fordi man vasker mere, fordi man slider mere på sit tøj, fordi man har udgifter til en bil, man kun har, fordi man har et handicap.
Det er tragisk for Julie, fordi hendes sag viser, at selv om man helt indlysende har handicapbetingede merudgifter, så ender man efter 4 års intens kamp i en situation, hvor man ikke har råd til nødvendig medicin og til at fylde brændstof på den bil, som man er nødt til at have, fordi man er ude af stand til at tage bussen.
Det er tragisk for alle dem, som giver op ved kommunens første afslag, fordi de ikke har en handicaporganisation i ryggen til at udfordre afgørelsen.
Det er tragisk for samfundet, fordi det er afsindig dyrt i ressourcer både hos kommunen, borgeren, læger, fysioterapeuter, elselskaber, handicaporganisationen, haveselskaber, vinduespudsere og alle mulige andre, som skal bruge tid på at regne ud, hvor lang en hæk er, og hvad det vil koste at klippe den, tælle vinduer som skal pudses, lave dokumentation, der bekræfter, at Julie har brug for netop denne her medicin og ikke kan nøjes med noget andet. Meget, meget dyrere end de 1000 kroner, Julie ville få pr. måned.
Den bedste løsning: Fjern bundgrænsen
Den bedste løsning ville være helt at fjerne bundgrænsen for dækning af merudgifter. Det burde i stedet være sådan, at har du et handicap, og har du udgifter, der udelukkende skyldes det handicap, får du standardbeløbet. Færdig. Videre.
Så slap vi for at bruge 4 år på at diskutere, hvorvidt månen er en grøn ost eller en planet. Så kunne vi nøjes med at konstatere, at månen er der.
- 16/11 2017
Julies kamp: ”Er det et liv?”
- 26/09 2022
Overblik: Julie Strubes sag om merudgifter
- 26/09 2022
Urimelig sag om at få dækket sine merudgifter
- 31/01 2017
Ankestyrelsen: BPA-ordning kan ikke bare fratages
